Kategoriarkiv: Debat og hjertesager

“Du traf det valg, der var rigtigt på det tidspunkt..”

Skærmbillede 2017-03-01 kl. 21.21.19Skærmdump fra artiklen: Man kan ikke forudse, hvem der bliver ramt. 

Jeg læste for nylig en virkelig god og oplysende artikel-serie omkring psykiske følger efter planlagte, provokerede aborter. Det var en af det dér artikel-serier, hvor flere ting endelig faldt på plads for mig. Jeg delte en af artiklerne på min facebook-side og opfordrede jer til at læse den. Det håber jeg mange af jer gjorde – hvis I ikke lige nåede det, kan I finde link til artikel-serien i bunden af indlægget :) Well, en kort note om det her emne på min facebook-side, føles ikke helt som “nok”. Jeg er nødt til at skrive et par ord ned her også..

Man skønner at 1500 kvinder hvert år rammes af en alvorlig psykisk nedtur efter en provokeret abort. En undersøgelse fra 2005 har vist at 10% af kvinder, der fik foretaget en provokeret abort oplevede alvorlige efterreaktioner. Mit forsigtige bud er, at der er endnu flere, der rammes af en eller anden form for ubehagelig reaktion, som de klarer bag lukkede døre og udenom diverse systemer (og dermed undersøgelser). Det her er et så svært emne at berøre – fri abort er en af de mest grundlæggende og vigtigste rettigheder i vores samfund, men det er stadig forbundet med så meget skyld og skam at få foretaget en planlagt, provokeret abort. Jeg skrev lidt om min egen planlagte, provokerede abort her på bloggen. Dengang beskrev jeg det lidt nonchalant, som “noget svært og kompliceret, jeg gik igennem”. I tog godt mod mit indlæg og det var for mig, en fin måde at få et svært emne italesat og måske samtidig være med til at bryde et tabuiseret emne. Det hjalp mig meget og jeg tror jeg også på at jeg hjalp andre ved at dele mine oplevelser. Hvad jeg dog ikke italesatte så tydeligt og konkret, var hvor meget det fyldte i mit liv og hvor længe det fyldte mig op med sorg, skam, vrede og forvirring. Jeg havde så mange modsatrettede følelser efter det her forløb selvom selve valget om aborten var det helt rigtige. Selv den dag i dag, er det svært for mig at sætte ord på hvad det var, der præcist gjorde at jeg reagerede så kraftigt. Det meste skete oppe i hovedet, ofte bag lukkede døre, men reaktionerne var også ret tydelige i de valg og situationer, jeg befandt mig i efterfølgende. Folk, der var omkring mig i tiden omkring aborten og efterfølgende, vil nok sige at jeg i hvertfald reagerede på “noget”. Jeg var ikke mig selv. Jeg havde svært ved at forstå og rumme alt det der skete i mig, så jeg pakkede det væk. I stedet forklarede jeg min opførsel og mine følelsesmæssige rutcheture med et smil og sagde “hjertesorger, I ved”, når folk spurgte. Det var ensomt at gå igennem den her periode, selvom jeg havde så mange mennesker omkring mig. Jeg vidste ikke engang selv, hvad der skete med mig, når jeg lå i fosterstilling og græd. Hvordan skulle andre forstå det?

For mange er følgevirkningerne og efterreaktionerne efter en planlagt, provokeret abort ikke-eksisterende. De fleste (og heldigvis for det) går ufortrødent videre med deres liv og mærker ingen problemer overhovedet. For andre fylder det så meget, at man søger hjælp i systemet og hos fagpersoner. Og så er der alle os, der er “in-between”, kvinder som mig, der reagerer, men pakker det væk og lader det “gå over” eller løse sig selv. Måske endda først opdager reaktionerne i bagklogskabens klare lys. Det er så vigtigt for mig at nævne, at alle kan blive ramt at efterreaktioner, uanset baggrund, sociale lag og generel psyke. Dog viser undersøgelsen fra 2005, at en efterreaktion, bl.a. ofte vil ramme kvinder, der er kontrollerede og vant til at have “styr på livet” og samtidig have personlighedstræk, der gør dem reflekterede og velovervejede. Den del kan jeg personligt skrive under på. Uanset hvad, så kan det være en svær tid og det er det for mange. Ofte skammer man sig over, at skamme sig. Det er den værste følelse. Tro mig. Men forstår måske ikke sine egne reaktionsmønstre, for man er ofte helt afklaret omkring selve valget om aborten. Det er ikke selve indgrebet og aborten, der giver reaktionerne. Det er alt det rundt om: Valget, det der sker inden valget og alt det efterfølgende. Det glemmer vi altså lidt i vores samfund – for hvad med alt det der sker med os bagefter egentlig? Både psykisk, men også fysisk? Hvorfor snakker vi aldrig om det? Er det ikke på tide, vi gør det? Det synes jeg, vi skal til at gøre.. Lad dette indlæg være en opfordring og et håb om, at vi italesætter det her meget mere fremover: Den ofte oversete efterreaktion på en vigtig og basal rettighed i vores samfund, den frie abort.

Læs artikel-serien lige her: Den oversete abort-depression.

Har du selv prøvet noget lignende? Kender du en, der har? Del gerne dine tanker i kommentarfeltet. 

BREVKASSEN: #spørgdrfierce

image1

HEJJJ! Så starter brevkassen op! Glæder I jer ikke bare?

Jeg tænker at man må spørge om ALT, hvad man gerne vil have mit og mine læseres syn på. Jeg har allerede modtaget 3 mega gode spørgsmål, som jeg tillader mig at tage op som eksempler på spørgsmål. Bare for at kridte banen op for jer. Det ene spørgsmål handler om CV og ansøgninger. Det andet om prævention og p-pille-forbrug og det tredje er omkring karriere og om at turde – altså hvordan ved man, at det er rigtigt at springe ud i nye ting, når man føler sig rigtig tryg, der hvor man er. Gode spørgsmål.

Vi kan også snakke om kærlighed og kærestesorger eller dilemmaer. Det kan også omhandle spørgsmål, der er lidt mere dybe, hvor et klart svar ikke vil være målet. Men mere at #drfierce lige reflekterer lidt. I alle indlæg vil jeg give mit besyv og herefter lægger jeg det ud i plenum, så alle kan give deres besyv med. Alt efter hvor mange spørgsmål der er – så vil jeg besvare et eller flere på en gang.

Lyder det ikke bare sjovt og lærerigt for alle?

Alt er anonymt og jeg er selvfølgelig ikke interesseret i at udlevere folk.

I kan sende jeres spørgsmål på youbetterbefiercedk@gmail.com eller I kan lægge dem på instagram, twitter eller facebook med hashtagget #spørgdrfierce eller selvfølgelig her i kommentarfeltet med eller uden navn – og det er kun mig der kan se jeres mail – så ikke være bange! ;)

En slags terapi #1

..Et uddrag af noget svært og kompliceret, jeg gik igennem på et tidspunkt. Please be nice. Du skal være mere end velkommen til at dele dine tanker med mig. Jeg vil gerne snakke om det. Jeg tror faktisk det er vigtigt, at vi snakker om den her slags ting. Jeg har oplevet det her som meget tabubelagt og forbundet med meget skam. Men hvorfor egentlig al den skam og tabu? Jeg har et naivt ønske om, at mine ord rykker noget hos nogen. Læs med her:

“Det største chok i mit liv. Mit første rigtige angstanfald, lige dér midt i 4 positive graviditetstests og full-on forvirring. Jeg knækkede sammen på mit badeværelsesgulv. Jeg var ikke alene hjemme. Min roomie var hjemme. Det her syn, skulle han ikke opleve. Jeg var stille, mens jeg hulkede. Jeg kunne ikke se ud af øjnene. Jeg hyperventilerede. Jeg kunne ikke trække vejret. Jeg kunne ikke mærke mine fingre. Mine ben føltes som budding. Jeg kunne ikke længere høre mig selv. Jeg græd i mange timer. Hvor dum kan man være? Skulle jeg ikke forestille at være en slags voksen? Jeg var nok nødt til at æde den nu. Det her skulle fikses. Jeg åd den. Dumheden. Ja, jeg åd min dumhed. Jeg inviterede ham hjem og jeg fortalte ham om det. Spillede lidt sej, mens jeg fortalte det. Græd kun meget kontrolleret. Slet ikke, som jeg havde grædt tidligere på dagen. Det behøvede han ikke vide. Han trøstede mig og så smilede han. Han jokede. Men på en sød måde. Alt hvad han nogensinde gjorde, gjorde han på en sød måde. Han sagde: ”Heyyy, den klarer du – Det er jo bare en pille, ik?” Jeg spillede sej igen. Jeg sagde: ”Haha, jajojo, helt sikkert, den fikser jeg da lige, du!”. Mit hjerte krympede sig. Jeg kunne ikke mærke mine fingre. Lige dér gik det op for mig, at det vi havde, nok ikke var så dybt, som jeg gik og troede. Han tilbød mig ikke sin omsorg eller forstod alvoren undervejs. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet. Vi grinede endda lidt af det hele. Som to dumme teenagere ville gøre det. Jeg tror ikke, at vi nogensinde havde de samme værdier eller store forventninger til hinanden. Det var også fint nok. Lige indtil jeg forventede mere og ikke fik det. Hvem sagde wakeup-call?

..Og så fiksede jeg det. Medicinsk abort samme dag, som jeg fraflyttede min lejlighed på Frederiksberg. 7 uger henne. Jeg lå dér alene – midt mellem flyttekasser på Amager og græd. Jeg græd over smerterne. De var forfærdelige og voldsomme og uvante. Jeg græd, for måske var det her min eneste chance? Jeg er jo ikke helt ung mere, vel? Jeg græd, fordi jeg skammede mig. Jeg burde ikke skamme mig – Fordi shit happens, ik’? Jeg græd, fordi jeg følte mig så dum. Dummere end jeg plejede. Dum og naiv. Jeg græd mig i søvn, mens mit hjerte gjorde så ondt. Han spurgte ikke engang, hvordan jeg havde det. Jeg vidste godt, at det snart var slut i mellem os. Det var uundgåeligt. Jeg kunne mærke det var slut, for jeg kunne ikke mærke ham længere. Jeg græd, da jeg vågnede næste morgen. Jo, det var nok slut. Aborten var et punktum. Et lille dumt punktum.”

“No shame here!”

Jeg har altid elsket Amber Rose. Hun er en ægte bad bitch og jeg elskerrrr bad bitches. Stærke kvinder med attitude og ambitioner, der samtidig er stolte af, hvad de har opnået og hvordan de ser ud. Amber Rose er ikke den traditionelle pæne pige, og det er nok det der tiltaler mig ved hende. For jeg mener: Hvem er det? Jeg er ikke i hvertfald. Jeg bander og svovler og nyder livet (når jeg ikke lige har nedtur på). Nå, men tilbage til Amber Rose. Hun er sgu træt. Hun er træt af at blive slut-shamet i medierne og af samfundet, fordi hun er en kvinde, ja endda en mor, der nyder sin krop og ikke er bange for at vise den frem. Hun er sådan fordi det styrker hende og det gør hende glad. Hun har bl.a. også lavet flere “slut walks” i LA, hvor mantraet er at man som kvinde kan klæde sig “what the f**k you want” og opføre sig ligesom man vil. Det er sgu da sejt. Nu har hun så lavet ovenstående video, hvor hun har haft en lækker aften og om morgenen skal gå den famøse “walk of shame”. Haha, vi kender den alle. Men hvorfor egentlig skamme sig? “Did you have fun last night? YOU GO GIRL.” Det er da sådan man burde tænke. Filmen har virkelig et godt budskab. Jeg elsker den.

Jeg har tidligere her på bloggen været inde på victim-blaming og slut-shaming og vi kan vist alle blive enige om, at det ingen steder hører hjemme. Især ikke i et velfungerende land som Danmark fyldt med frisind. Eller hvad? Jeg hører altså virkelig ofte både kvinder og mænd bevidst/ubevidst slut-shame kvinder, der lever livet på den ene eller anden måde. Vi er nok ikke så frisindede som vi tror. I hvertfald ikke i store forsamlinger og slet ikke i kommentarfelterne på sociale medier. Jeg er ikke en nedturs-agtig-belærende person in general. Jeg har stærke meninger om ting og ofte holder jeg bare mund for den gode stemning. Men jeg kan faktisk komme på flere tilfælde, hvor jeg har siddet med de sejeste mennesker og det er endt med at jeg har siddet for de her voksne mennesker og  pointeret at man måske bare skal lade folk (og her mener jeg både mænd og kvinder) gøre deres ting. Så længe de ikke gør noget ulovligt. Hey, siden hvornår har korte kjoler og vild sex nogensinde været en dårlig ting? Det er da dejligt for alle. Jeg hader at være dén type, men jeg kan simpelthen ikke lade den slags ligge – jeg er nervøs for at det bliver en slags “selvfølgelighed” at vi shamer (ikke kun slut-shamer) folk for at tage valg/fravalg, der er anderledes end “normalen”. Det har vi så også været inde på før – Hvad er egentlig “normalen”? Ja, jeg ved det ikke. Normalen er ofte et ideal. Men idealet er som regel uopnåeligt. Så hvorfor er det “normalen”?

Sidst jeg blev rigtig vred over slut-shaming (på sociale medier) var da min smukkeste veninde, Emilie lagde et super lækkert artsy selfie op på instagram. På billedet kunne man ane at damen har bryster. Ja, hun er en kvinde. Kvinder har bryster. Pludselig kom der kommentarer som “Jamen du er jo mor – det kan man ikke”. Ehm, nu siger jeg bare noget, men JO, GU KAN MAN SÅ! Man kan gøre lige hvad man vil. Nogle mennesker bliver empowered/styrket/bekræftet af den slags selfies, eller at vise deres halv-nøgne krop frem på instagram og andre bliver bekræftet af at folk synes de er vildt sjove (mig f.eks.). Sådan er vi alle forskellige. Jeg tror virkelig vi skal passe på med at blive for tilknappede og forargede. Måske være mere åbne overfor andre.. Jeg ser altså virkelig en tendens, i hvertfald omkring mig. Det gør mig nervøs. Så hey, derfor skal vi alle se Amber Roses video og råbe YOU GO GIRL. Check lige, hvem hun har hygget sig med.. Han kommer til sidst i videoen.. Århhhh <3

Hvad tænker I? Er I selv blevet shamet for et eller andet? Og bliver I lige så provokerede som mig?

Noget på sinde #2: Valgkamp 2015.

getoutoflife570

Danmark, what is wrong with you? Valgkamp. Ad. Måske er det fordi jeg er blevet ældre? Måske er det fordi jeg er blevet mere bevidst om, hvilke værdier jeg reelt identificerer mig med? Måske er det fordi jeg virkelig forsøger at se udover mine egne interesser, når jeg sætter mit kryds? Måske er det fordi jeg har set hvor forskellige lag, man kan komme fra pga. min opvækst og senere i mit arbejde i Ishøj? Jeg ved ikke, hvad det er – men ØJ, hvor jeg skammer mig over retorikken overfor alle minoriteter i vores samfund. Flygtninge og arbejdsløse får den hårde tur – hey, kan vi ikke lige sparke bare liiiidt mere på folk, der allerede ligger ned? Lad os da endelig sparke hårdt til dem der ikke svarer igen. Jeg væmmes over medierne og jeg væmmes over politikerne. Jeg væmmes over den stiltiende accept af grim retorik – en retorik næsten alle partier i denne valgkamp tilsyneladende har det helt fint med at slynge ud til højre og venstre. Kan de sove om natten efter at have omtalt medmennesker på den måde? Mon ikke de skammer sig, når “festen” er slut? Jeg ved at jeg skammer mig. Jeg er ked af det her Danmark. Er vi virkelig sådan? Vi er et af verdens rigeste lande. De fleste af os har det mega lækkert. Burde vi ikke hjælpe dem, der ikke har det godt? JO! Folk der er arbejdsløse eller på kontanthjælp er ikke dovne. Alle kan blive ramt af uretfærdigheder i livet som sygdom og skilsmisse. Nogle mennesker vokser ikke op med samme vilkår som du og jeg. Flygtninge kommer ikke for hyggens skyld og for de “dejlige” overførselsindkomster. Lad nu være. Så dumme er vi ikke!

Jeg overvejer for første gang i mit liv at stemme lidt “ekstremt” og “yderligt”. I mine øjne er det meget få kandidater, der taler de svages stemme eller siger fra – Det er ikke er alle har mulighederne for at sige fra og det er ikke alle, der har en stemme i den offentlige debat. Bare fordi der er nogle der råber højt, betyder det ikke de har ret. Social ulighed findes. Folk bliver syge. Folk FLYGTER fra forfærdelige regimer og risikerer livet i en effin’ gummibåd for at overleve.

..HELL, jeg overvejer fandme selv at blive politisk aktiv og gøre et eller andet. Jeg er dybt frustreret og jeg beder jer alle om at slå al kilde-kritik og bull-shit alarm ON, når I følger med i de danske medier og sætter jeres kryds på torsdag. Vi er kloge nok til at se igennem alt det her dumhed, ik? Vi er alle kloge mennesker, der går op i andre mennesker, ik? Please, sig vi er kloge nok..