Kategoriarkiv: Stream of consciousness

Et endeligt farvel til bloggerlivet:

IMG_8571

Kære alle,

Jeg har nu haft 14 dage med en aktiv blog, efter et lille års blog-stilhed.. Det lille års stilhed, der kom efter blogging siden 2009! Hallo, hvilke 14 dage! I har været så søde og nice i de her dage. Tusind tak for det!  

MEN, et lille års blog-stilhed.. Det var ikke helt for sjov. Det var vist nok de indledende skridt til det, jeg skal til at gøre nu.. Jeg har nemlig brugt de sidste 14 dage på for alvor at finde ud af følgende: Jeg skal ikke blogge. Helt simpelt: Det er ikke noget for mig længere. Jeg kan ikke dele ud af mig selv på den her måde længere. Det føles underligt og stressfuldt for mig, at jeg deler så meget som jeg gør, når jeg skriver. Min måde at skrive på, er på alle måder et valg, jeg aktivt har taget. Det er min blogger-stil, så jeg kan ikke bare skrue ned for det og skrive mere overfladisk eller om lettere emner. Så vil jeg altså hellere lade helt være. Jeg er en alt eller intet-person i det her liv. Der findes ikke noget midtimellem for mig. Jeg gav meget, mens jeg kunne, sådan er jeg – men jeg nød det ikke og jeg havde en forkert fornemmelse. Jeg nåede faktisk allerede at hade mig selv for forcere noget, der ikke var der. Og det fortjener hverken I eller jeg. Det er en helt klassisk, it’s not you, it’s me-situation.. Vi har alle været der, ik? :)

Så nu stopper jeg. Jeg har aldrig nogensinde skrevet et “jeg stopper/jeg holder pause”-indlæg i min tid som blogger. Aldrig nogensinde! Ja, jeg har holdt længere pauser, men jeg har aldrig gjort en ting ud af mine små pauser, for jeg vidste altid, jeg ville vende tilbage. Det her indlæg er ikke for sjov eller for at være dramatisk. Det er helt ægte. Desværre er det også overraskende nemt og overraskende befriende at skrive. Jeg er ikke trist. Jeg er ikke ked af det. Det her ikke med et tungt hjerte eller tvivl i mit sind. Jeg er helt afklaret. You know, when you know, ikke? :)

Så hey, tak for nu! Der skal lyde et stort TAK til jer alle. What a ride! Først fierceogfattig.dk fra 2009-2014, så youbetterbefierce.dk fra 2014-2017. Det er noget af et blogger-cv og jeg er så taknemmelig og glad for, jeg har været en del af det her i så mange år. Det har på mange måder defineret og påvirket mit liv både privat og professionelt.

De gode nyheder: Jeg har tænkt mig at fortsætte, som jeg plejer og indvie jer i store og små ting i mit liv (bl.a. et bryllup og en baby), henne på min instagram: @kiaellegaard og selvfølgelig på snappen, hvor jeg kan findes under brugernavnet, fierceogfattig. Måske vil jeg også dele et godt link eller lave et kort skriv once in a while, henne på youbetterbefierces facebookside – den kan I følge her. I er også mere end velkomne til at connecte med mig på Linkedin her eller følge mig på min private facebook her.

Tak for nu og ikke mindst, tak for jeres tålmodighed med mig. Undskyld for at være such a tease.. Vi ses på den anden side! :)

De allerbedste tanker,

Kia

“Du traf det valg, der var rigtigt på det tidspunkt..”

Skærmbillede 2017-03-01 kl. 21.21.19Skærmdump fra artiklen: Man kan ikke forudse, hvem der bliver ramt. 

Jeg læste for nylig en virkelig god og oplysende artikel-serie omkring psykiske følger efter planlagte, provokerede aborter. Det var en af det dér artikel-serier, hvor flere ting endelig faldt på plads for mig. Jeg delte en af artiklerne på min facebook-side og opfordrede jer til at læse den. Det håber jeg mange af jer gjorde – hvis I ikke lige nåede det, kan I finde link til artikel-serien i bunden af indlægget :) Well, en kort note om det her emne på min facebook-side, føles ikke helt som “nok”. Jeg er nødt til at skrive et par ord ned her også..

Man skønner at 1500 kvinder hvert år rammes af en alvorlig psykisk nedtur efter en provokeret abort. En undersøgelse fra 2005 har vist at 10% af kvinder, der fik foretaget en provokeret abort oplevede alvorlige efterreaktioner. Mit forsigtige bud er, at der er endnu flere, der rammes af en eller anden form for ubehagelig reaktion, som de klarer bag lukkede døre og udenom diverse systemer (og dermed undersøgelser). Det her er et så svært emne at berøre – fri abort er en af de mest grundlæggende og vigtigste rettigheder i vores samfund, men det er stadig forbundet med så meget skyld og skam at få foretaget en planlagt, provokeret abort. Jeg skrev lidt om min egen planlagte, provokerede abort her på bloggen. Dengang beskrev jeg det lidt nonchalant, som “noget svært og kompliceret, jeg gik igennem”. I tog godt mod mit indlæg og det var for mig, en fin måde at få et svært emne italesat og måske samtidig være med til at bryde et tabuiseret emne. Det hjalp mig meget og jeg tror jeg også på at jeg hjalp andre ved at dele mine oplevelser. Hvad jeg dog ikke italesatte så tydeligt og konkret, var hvor meget det fyldte i mit liv og hvor længe det fyldte mig op med sorg, skam, vrede og forvirring. Jeg havde så mange modsatrettede følelser efter det her forløb selvom selve valget om aborten var det helt rigtige. Selv den dag i dag, er det svært for mig at sætte ord på hvad det var, der præcist gjorde at jeg reagerede så kraftigt. Det meste skete oppe i hovedet, ofte bag lukkede døre, men reaktionerne var også ret tydelige i de valg og situationer, jeg befandt mig i efterfølgende. Folk, der var omkring mig i tiden omkring aborten og efterfølgende, vil nok sige at jeg i hvertfald reagerede på “noget”. Jeg var ikke mig selv. Jeg havde svært ved at forstå og rumme alt det der skete i mig, så jeg pakkede det væk. I stedet forklarede jeg min opførsel og mine følelsesmæssige rutcheture med et smil og sagde “hjertesorger, I ved”, når folk spurgte. Det var ensomt at gå igennem den her periode, selvom jeg havde så mange mennesker omkring mig. Jeg vidste ikke engang selv, hvad der skete med mig, når jeg lå i fosterstilling og græd. Hvordan skulle andre forstå det?

For mange er følgevirkningerne og efterreaktionerne efter en planlagt, provokeret abort ikke-eksisterende. De fleste (og heldigvis for det) går ufortrødent videre med deres liv og mærker ingen problemer overhovedet. For andre fylder det så meget, at man søger hjælp i systemet og hos fagpersoner. Og så er der alle os, der er “in-between”, kvinder som mig, der reagerer, men pakker det væk og lader det “gå over” eller løse sig selv. Måske endda først opdager reaktionerne i bagklogskabens klare lys. Det er så vigtigt for mig at nævne, at alle kan blive ramt at efterreaktioner, uanset baggrund, sociale lag og generel psyke. Dog viser undersøgelsen fra 2005, at en efterreaktion, bl.a. ofte vil ramme kvinder, der er kontrollerede og vant til at have “styr på livet” og samtidig have personlighedstræk, der gør dem reflekterede og velovervejede. Den del kan jeg personligt skrive under på. Uanset hvad, så kan det være en svær tid og det er det for mange. Ofte skammer man sig over, at skamme sig. Det er den værste følelse. Tro mig. Men forstår måske ikke sine egne reaktionsmønstre, for man er ofte helt afklaret omkring selve valget om aborten. Det er ikke selve indgrebet og aborten, der giver reaktionerne. Det er alt det rundt om: Valget, det der sker inden valget og alt det efterfølgende. Det glemmer vi altså lidt i vores samfund – for hvad med alt det der sker med os bagefter egentlig? Både psykisk, men også fysisk? Hvorfor snakker vi aldrig om det? Er det ikke på tide, vi gør det? Det synes jeg, vi skal til at gøre.. Lad dette indlæg være en opfordring og et håb om, at vi italesætter det her meget mere fremover: Den ofte oversete efterreaktion på en vigtig og basal rettighed i vores samfund, den frie abort.

Læs artikel-serien lige her: Den oversete abort-depression.

Har du selv prøvet noget lignende? Kender du en, der har? Del gerne dine tanker i kommentarfeltet. 

En kærlighedshistorie..

Desktop

Jeg er heldig. Jeg har fundet min “person”. Manden i mit liv. Den perfekte mand for mig. En, der gør mig glad og varm. En, der får mig til at grine, hver dag. En, der lader mig være den, jeg er – uanset om jeg er skrøbelig eller flabet, for lige præcis den kombination er jeg faktisk tit.. :S Han skal være far til mit kommende barn og han er en, som jeg ikke kan forestille mig, jeg har levet uden. Men jeg levede altså uden ham, indtil for cirka halvandet år siden. Det er SÅ vildt at tænke på, når man sidder her højgravid og bestiller bryllupskage hos Strangas..

Nå, men historien om mig og ham, dén vil jeg gerne fortælle jer. Mest, fordi det er en god historie, der ikke er lineær og klassisk. Den er heller ikke stueren, i forhold til, hvad man “burde” have gjort og jeg er ikke sikker på flertallet, havde gjort som os. Men det er en historie, med virkelig mange gode pointer og perspektiver på livet i al almindelighed. Altså at livet og kærligheden ikke altid former sig klassisk, som vi kender det – med flere dates, flere års forhold, giftermål, 2 børn og villa og vovse – in that order. Jeg oplever ofte at folk i min omgangskreds og bekendtskabskreds, finder vores historie interessant og giver dem “håb” og tro på at den klassiske historiefortælling om kærlighed og forhold, ikke altid holder i virkeligheden.

Vores kærlighedshistorie vil også gøre det ret tydeligt at 1) det er ikke et problem, at du ender med at gifte dig og lave babyer med din venindes, unge lillebror (!) 2) Det gør ikke noget, hvis du tager med ham hjem første aften og ser hans frimærke-samling og sån’.. Det kan stadig godt blive til noget godt. Regler er dumme, følg dit hjerte/dit underliv.. 3) Mænd under 30, kan også være ambitiøse omkring familieliv, ægteskab og andre seriøse ting. 4) Mænd på 25 år kan være mere modne end kvinder på 30 år! Her taler jeg virkelig af erfaring udfra mit forhold.. 5) Man kan godt være kærester i under 6 måneder og flytte sammen med stor succes. 6) Tid betyder intet for dynamikken og dybden i et forhold – alle forhold er forskellige. Nogle bruger flere år, på at lære hinanden at kende – andre er mere intensive i deres forhold, i kortere tid. 7) Forholdslængde betyder intet, når man skal tage store beslutninger sammen, hvis man kommunikerer og begge føler at det er rigtigt, det man gør. 8) Man kan godt have et dumt, lukket hjerte eller være optaget og møde én, der åbner hjertet igen meget hurtigt.. 9) Du kan kæmpe imod, alt det du vil og timing og omgivelser og karriere og afstand og generelt LIFE kan gøre, at det dér med the one, ikke lige passer ind i livet, men min erfaring er følgende: så er det sgu nok ikke the one, du har fundet.. 10) Det er rigtigt, hvad de siger: DU VED DET, når du ved det. Du er aldrig i tvivl og så kan alt andet være ligemeget..

With that said..

Lad os starte i 2009/2010. Her starter jeg i mit første fuldtidsjob hos Bloggers Delight. Jeg er den første der ansættes, udover alle partnerne i firmaet, der på skift sidder der og er i gang med at starte den her blogger-business op. Efter et par måneder, bliver den næste fuldtidsperson ansat, hun hedder Barbara og hun er ikke lige den type, jeg normalt viber vildt godt med.. Altså come on, hun er fra Odense, hun snakker lidt sjovt og hun har Rolex ur og Louis Vuitton tørklæde på og bor inde i København K. Her sidder jeg, Kia fra Ishøj, bosat på Amager, i mit første voksen-job og tror jeg er rigtig god og smart i en fart, i min H&M/Zara garderobe og (godt nok ok dyre) sneaks, også kommer hun og er sådan lidt fin på den. Haha. Jeg har dog mange forskellige venner fra forskellige lag og kan sagtens have det godt med de fleste mennesker, især hvis vi skal være kollegaer, så giver hende en fair chance og viser mig fra min mest rummelige side. Hun viser sig at være en virkelig optur person og en af de bedste kollegaer, jeg nogensinde har haft. Vi bliver gode veninder og endnu tættere veninder, da jeg stopper med at arbejde ved Bloggers Delight i 2014. Senere viser det sig, at hun skal blive min svigerinde. Det er nemlig hendes lillebror, jeg scorer 5 år efter, Barbara og jeg mødes første gang.. ;) Hos Bloggers Delight holder man mange arrangementer og jeg husker svagt, at jeg to eller tre gange hilser på Barbaras lillebror til fester etc. Jeg er en forholds-person (det må vi komme ind på i et andet indlæg..) og har altid kæreste på, når jeg møder ham, så jeg tror det er derfor han ikke gør noget større indtryk og jeg ikke ser ham på “den” måde. Kan dog huske at jeg synes at han er pæn. Det er Barbara også. Altså, de er et helt utroligt pænt søskendepar.

Fastforward til september 2015. Jeg er single, sådan rigtigt. Min sindstilstand er dårlig, jeg er ked af det. For første gang, oplever jeg, at flere forskellige dele af mit liv ikke spiller for mig. Jeg er lige blevet 29 år og har brugt 4 måneder på at tabe mig 8 kg, ryge 20 Prince Light om dagen og drikke mega meget stempelkaffe. Jeg er fraflyttet min lejlighed på Frederiksberg og er flyttet hjem til min søster, jeg arbejder mange timer på reklame-bureau, jeg går for meget ud, drikker for meget alkohol, drunk-texter alt for meget og tager nogle mærkelige beslutninger, når mørket falder på.. I det hele taget, har jeg mega ondt i mit hjerte og kan næsten ikke være i mig selv i de måneder, samtidig med jeg er så vred over forskellige situationer, jeg har oplevet i månederne forinden (forvirret? læs med her og her). Sommeren 2015 er i det hele taget en dårlig tid for mig, men det hele begynder lidt at lysne som tiden går og i start september fylder Barbara 30 år. Hun inviterer på Bistro Royal. Rigtig god tøsemiddag med masser af vin og bobler og god mad og stemning. Jeg sidder bl.a. overfor Barbaras søde mor, Gitte (de hurtige kan allerede nu regne ud, at Gitte meget kort tid efter bliver min svigermor..) og får da underholdt bordet inkl. Gitte med mine seneste eskapader og ”mænd er nogle svin, især hvis de er unge”-snakken kommer også op. Helt standard mig i den periode. Gitte er sød og sjov og fortæller også nogle lidt sjove historier om Barbaras lillebror og hans nuværende situation. Måske er det indbildning, men jeg føler at Gitte lidt, er i gang med at sælge sin søn, ikke til mig eller selskabet, som sådan.. Men hun taler varmt om sin søn til selskabet og han er samtaleemne for os alle i nogen tid. Gitte synes vist nok, jeg er ret sjov, hun begynder at følge mig på Instagram samme aften..

image4 kopiBillede fra den aften i 2015..

De unge skal videre i byen. Barbara informerer os om, at hendes bror befinder sig på The Jane, hvis vi gerne vil have selskab til vores selskab. I et øjeblik overvejer vi en anden løsning, uden lillebror og hans venner i ligningen, men noget hiver i mig – jeg er single og jeg skal altså tjekke lillebrors venner ud, så der skal vi hen, insisterer jeg.. Jeg får min vilje. Vi kommer ind på The Jane, hilser på vennerne, umiddelbart ikke lige nogle af dem, der har en vibe, jeg føler for – altså udover lillebror, som jeg bemærker er umådeligt pæn, store brune øjne, mørkt hår, flot skæg, very dapper i sin stil og vigtigst af alt, GOD VIBE. Han er smilende, sjov og klart glad for at se sin storesøster og hendes veninder. Det er sødt, men jeg tænker ikke mere over det – manden er vist optaget. Jeg kan altså en del tricks med mænd, men sådan noget med optagede mænd og veninders brødre og mit generelle hate til mænd under 30 år på dette tidspunkt – det føles generelt som tre helt vildt dårlige kombinationer på alle måder.

Det er en god aften, jeg danser, har det sjovt, drikker mig glad – der går ikke længe, før lillebror står ved min side, vi griner, jeg er måske flabet overfor ham, spørger ham om nogle ret vilde ting, han lader sig ikke slå ud og han er vildt god til at konversere og “gribe” de ret vulgære jokes, jeg smider om mig. Vi danser også. Helt venskabeligt, sådan kikset-for sjov dans, jeg gør virkelig ikke en indsats overhovedet og får slet ikke den der score-vibe fra ham. På det her tidspunkt, kan jeg ikke i min vildeste fantasi forestille mig, at denne aften skal ende, som den gør. Et par timer går, drengene vil videre, pigerne vil snart hjem – jeg skal ikke hjem. Natten er ung. Jeg går med drengene videre. Det øs-regner, de vil på Culturebox. Vi kommer ind, jeg kan huske vi igen snakker sammen og står tæt. Han er sjov og fortæller gode historier og passer på mig, der midt på mega trashy Cultureboxs dansegulv, hvor vi bare står stille i vores overtøj og snakker. Vi skal videre igen, det regner stadig. Han taler i telefon med sin søster: ”Jaja, jeg skal nok tage mig af Kia, jaja, jeg skal nok sørge for hun kommer hjem..” siger han til hende. Han holder, hvad han lover, kan man sige.. Videre til næste club, vi mister vennerne på vejen derhen, stiller os i kø – det regner, det er sent, jeg kan ikke mere, jeg vil ikke mere club.. ”Nå, skal vi ikke smutte hjem? Magter ikke denne kø – det er tid” siger jeg til ham, han giver mig ret og vi har jo også mistet hans venner på vejen.. Og her, lige her, siger jeg de magiske ord, de ord, der nok gør hele forskellen – de ord, der gør, at jeg nu er gravid i 32.uge og skal giftes om præcis en måned.. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har en feeling i min mave og den skal fandme afprøves nu, yolo og alt det.. ”Skal vi så hjem til dig eller mig?” – Han svarer, uden at blinke ”Vi tager en taxa hjem til mig”..

image3 kopiHer spiser jeg frokost med Barbara og venner, kun få dage efter den aften.. Ingen ved noget.. 

….

Herefter går der uger, hvor jeg kæmper meget imod mine følelser og det hele er lidt hemmeligt. Jeg er meget åben overfor ham fra starten og fortæller ham alle detaljer, ALLE DETALJER. Måske er det et forsøg på, at skræmme ham væk. Men han bliver. Hver eneste gang, jeg er en idiot og lader som, om jeg er ligeglad med ham, så presser han på. Han regner mig ud meget tidligt. Det er både en blessing og en curse i dag. Jeg kan bare ikke løbe om hjørner med ham, selvom jeg prøver hver dag, haha..

Senere i 2015, midt om vinteren, tager vi i sommerhus, snakker alt igennem og bliver enige om at this is it. Vi er nødt til at snakke om aldersforskellen, men det er intet problem. Vi vil det samme for fremtiden og vi er enige om, hvornår fremtiden er.  Vi er begge forelskede og er klar på, at lægge alt dårligt bag os. Selvom det er svært, så vil vi virkelig gerne give det her en chance. Vi fortæller det til hans søster. Hun bliver glad. Det samme gør alle andre. Vi møder venner og familier på meget kort tid. Alt er naturligt. Alle ved det samme som os. Det her er helt rigtigt.

Processed with VSCO with f2 preset
På min 30 års fødselsdag midt i morgenmaden frier Daniel til mig. Jeg græder i flere timer efter. Er dybt chokeret af glæde. Ringen er for lille i øvrigt.. :)

image4Fra min 30-års fødselsdagsfest, hvor vi fortæller 40 familiemedlemmer og venner at Daniel ugen inden har friet til mig på min fødselsdag <3 Og ringen er blevet lavet større.. :)

I december 2015, efter to måneder, tager vi på vores første ferie til Barcelona sammen. I marts 2016 flytter vi sammen. I august 2016 frier han til mig på min 30-års fødselsdag. Et par dage efter, finder vi ud af jeg er gravid. Om en måned skal vi giftes og får fælles efternavn, Ellegaard Saouma. Om to måneder, kommer vores lille pige til verden. Jeg er det lykkeligste og gladeste menneske og det har jeg været lige siden den dag, Daniel trådte ind i mit liv, selvom det jo faktisk ikke er særlig længe siden.. Kan I se mine pointer? :)

#alterlove

Processed with VSCO with g3 presetFra vores sommer i Sverige, det er vist heromkring jeg bliver gravid..

Store ting og sager, jeg tænker meget på lige nu..

Skærmbillede 2017-02-15 kl. 21.21.07

..Og derfor en del emner, du kommer til at læse meget mere om her på bloggen, den næste tid:

Hvor meget dårligt, super-kommercielt, ikke-passioneret indhold, der egentlig kan findes på blogs og sociale medier i 2017 og vi skriver kun midt-februar // Solidaritet i vores samfund og vores generelle retorik omkring folk, der ikke ligner os selv – Hvor mon den blev af? Altså solidariteten? // At man virkelig bør tømme sit køleskab for madvarer, inden man køber nyt #stopmadspildkia // Hvad mon vores baby ender med at hedde?! Ingen ved det! // At Prince nu kan streames på Spotify // Hvornår Beyoncé kommer over sig selv og gør det samme.. I need my lemonade! // Om der findes rigtig og forkert feminisme? // Om sociale medier og mediebilledet generelt har ændret de fleste -ismer, og om det nødvendigvis er en dårlig ting? // Samsovning og strækvikler og jordemoder-nummeringen på Riget // At alle sæsoner af de unge mødre, nu er tilgængelige GRATIS inde på Dplay  // Privilegier – om at have dem og være bevidst om det // Privilegie-blindhed (!) // Er jeg virkelig typen, der bliver gift? // Hvordan mon man ser sej og cool og overskudsagtig ud i en brude-agtig kjole, når der er 4 uger til man skal føde? // Økonomi, pension, investeringer, forbrug, materialisme // HVORNÅR KOMMER SÆSON 4 AF SKAM? Bare giv mig en trailer, manddddd! // Min karriere i 2018 // Er det smart eller dumt at lægge sit CV til offentlig skue (igen)? // Behøver karriere/job nødvendigvis være et selvrealiseringsprojekt? SKAL vi være sådan ego-glade altid i vores jobs? // Er en kondens-tørretumbler ikke vildt upraktisk, i forhold til en almindelig tørretumbler? // Hvorfor laver alle bloggere egentlig lister hele tiden, nu om dage? HAHA!

Hvad bryder du din hjerne med for tiden?

En slags terapi #2

HEJ. Fortsættelsen på det her indlæg.. Her får I det. Jeg har skrevet det her indlæg for mange måneder siden – men vil gerne dele de følelser, jeg gik igennem med jer. Det var sygt hårdt. Vi har alle været der, tænker jeg? For nogle er det en svær ting at snakke om og håndtere. Her er min historie, måske I kan bruge den?

(..Med indlægget her, kan vi i øvrigt rigtig starte op på brevkassen ;) #drfierce)

Nå, men, jeg forelskede mig i ”en anden”. Jeg forelskede mig ikke sådan pladask til at starte med. Men med tiden, der forelskede jeg mig ret meget. Det var en af de der crushes, der var ret intens og føltes hel forkert og hel rigtig på samme tid. Han sagde, han var forelsket i mig. Da jeg ikke havde en kæreste længere, så sagde han det ikke mere. Måske er det noget, jeg har bildt mig ind. Men sådan føltes det. Jeg lukkede ham ind. For sådan er jeg. Jeg føler meget og jeg føler stærkt. Nogle gange føler jeg for meget. Nogle gange føler jeg forkert. Tydeligvis. Vi snakkede ikke særlig meget om de følelser og når vi gjorde, så var det nok mest mine følelser. Ingen nævnte elefanten i rummet: ”Why are we doing this?”

Han gav mig meget lidt af sig selv. Men det stoppede mig slet ikke. Jeg var betaget og han fik mig til at grine. Han havde det ikke helt på samme måde. Nogle dage havde han det måske på samme måde. Nogle gange sagde han det på sin helt egen måde. Det var ikke nok for mig. De fleste dage, var han der bare. Jeg fik ham aldrig nogensinde mentalt. Det gjorde mig forvirret. Frustreret. Med ham var alting et skridt frem og to tilbage. Altid måske. Altid usikkerhed. Altid tavshed. Han var aldrig klar i mælet.

Den sidste tid, vi så hinanden tiggede jeg ham om, at give mig et stykke af hans hjerne. Fortælle mig, hvad han tænkte, når han lå helt apatisk og kiggede op i loftet. Måske holdt han mig i hånden imens, hvis jeg var rigtig heldig. Han sagde ”Kia, nogle gange ligger jeg bare og kigger på revnerne i loftet, uden at tænke på noget. Alle føler ikke som dig.” Jeg troede ikke på ham. Jeg tror stadig ikke på ham. Jeg har aldrig nogensinde i mit liv følt mig så usikker på mig selv. Så ude af trit, med hvad jeg burde kunne forvente af et andet menneske i mit liv. Jeg fortjente mere end det der. Jeg fortjente at han havde været ærlig overfor sig selv lidt hurtigere. Eller at jeg var ærlig overfor mig selv lidt hurtigere. Han følte mig bare ikke nok.. Av.

Folk omkring mig fortalte mig, at de ikke kunne kende mig i den periode. Jeg var ikke den de kendte. Jeg havde det ikke godt. Men jeg kunne ikke stoppe. Det føles lidt, som om at han var mit drug. Et drug, jeg havde brug for. I et kort øjeblik, der elskede jeg mit drug. I et kort øjeblik troede jeg, at mig og mit drug skulle være sammen for altid. Jeg blev klogere. Der er ingen fremtid i den slags. Drugs er ikke godt for nogen. Drugs skal man afvænnes fra. Lige meget, hvor svært det er. Men jeg stoppede ikke. Jeg var afhængig. Jeg drømte endda lidt. Urealistiske ting. Urealistisk, fordi selv den dag i dag, ved jeg næsten intet om ham, selv efter at have brugt 5 måneder med ham. Han ved ALT om mig. ALT om mit liv. ALT om, hvordan jeg fungerer og hvad jeg havde i mit hovede, både før og efter. Jeg gav ham alt, hvad jeg havde. Det gjorde jeg virkelig.

Det her skete.. Og så stoppede det i mellem os.. Det var hans valg. Selvom det måske burde have været mit valg, når man tænker på, hvad han fik mig til at føle indeni. En dag, så sad han dér, den lille, unge idiot og sagde “Jeg kan dig bare ikke mere, Kia”..

Lucky me. Jeg fik hans tilstedeværelse. Det var åbenbart nok for mig dér. Nu tænker jeg, at jeg ikke kan kende mig selv. I’m not like that! Det er jeg virkelig ikke. Jeg skal være sammen med en, der synes jeg er den sejeste person i hele verden. Det synes han ikke jeg var, altså det er også fair nok, men tænk, at jeg ville en person så meget og han ville mig så lidt? Det håber jeg aldrig nogensinde, jeg skal opleve igen. Det værste i hele den her historie? Vil I høre det? Selvom det sluttede i mellem os, så var jeg ikke færdig. Altså sådan en forelskelse stopper jo ikke bare, vel? Jeg brugte en del måneder på, at være den mest nederen-ynkelige-uden-stolhed-person, jeg overhovedet kunne være. Jeg er aldrig blevet valgt fra før – jeg kunne ikke fatte det. “Hvad er der galt med ham?!”, tænkte jeg igen og igen. Jeg ville have ham – så skal han ville have mig. Jeg prøvede at overtale ham til at ændre mening – hver evig eneste weekend og hver gang, jeg havde en hård dag, hvor jeg ikke følte jeg slog til, der kontaktede jeg den person, der netop fik mig til at føle jeg ikke slog til. Selvdestruktivt. Det tror jeg måske, en psykolog kunne få meget godt ud af. Han svarede mig hver gang. Var flink, men fastholdt sin beslutning. Min ynkelighed hjalp ikke på noget og det forstærkede nok følelsen hos ham – det var det rigtige valg, han tog.

Set i bakspejlet, så tog han en meget god beslutning for både for ham og mig – og han holdt fast i sin beslutning. Det er jeg meget glad for i dag. Men mit ego.. Mit kæmpe store ego led virkelig under det og mit hjerte var knust – H.j.e.r.t.e.s.o.r.g, en følelse jeg aldrig nogensinde havde oplevet og først oplevede som næsten 29-årig. På tide, ville nogle sige. Det sagde mange. “Lev med det, Kia – kom videre”. Jeg brugte virkelig lang tid på at komme over det. Fravalget. At jeg ikke fik min vilje. At jeg ikke skulle se på ham igen.

Budskabet og moralen i alt det her? Du skal kunne mærke dig selv. Og det er nok også en meget god idé, hvis du kan mærke den person, du bruger din tid på. Hvis du ikke kan mærke dig selv (eller andre), så tror jeg virkelig man skal overveje, hvorfor.. Der er altid en grund. Grunden er som regel ikke særlig sjov. Jeg kan først mærke mig selv nu og sidde her og være bagklog i dag. Men nu er jeg jo også ok og nu har jeg endda fundet en hel speciel mand, som jeg kan mærke helt ned i min mave, hver eneste dag. Én, der gerne vil have jeg mærker ham. Ham den anden.. Ham mærkede jeg først EFTER alt det her – i nogle meget få sjældne øjeblikke, hvor han sagde noget til mig, der føltes rart og forkert på samme tid. Det var rart at mærke, at han også på et tidspunkt havde følt et eller andet omkring os. Så var jeg ikke helt desillusioneret omkring det hele, trods alt. Men det føles også helt forkert. Forkert af ham, at sige det de ting så sent. Alt for sent. Altid for sent. The damage was done og jeg husker kun en kamp. En kamp fyldt med usikkerhed. Kærlighed skal ikke være en kamp. Kærlighed skal ikke hive os et dårligt sted hen. Så er det ikke kærlighed. Så er det bare blah.

..Hjertesorg. Det vil jeg aldrig nogensinde opleve igen. Nu har jeg prøvet. Never again. Videre nu.