Kategoriarkiv: Tanker om

Genoplivning.

Skærmbillede 2017-02-14 kl. 21.21.53

..Ovenstående skrev business-Kia på sin Linkedin-profil forleden dag og jo mere, jeg har tænkt over det, jo mere tænker jeg, at den status ville være en god ice-breaker til ligesom at få skudt bloggen her i gang igen. Det vil jeg nemlig rigtig gerne. Jeg har siden start januar måned været meget sikker på, jeg gerne ville i gang igen her, har ret meget på hjerte, mere tid og mere lyst til den her blog, end jeg har haft i en del år. Jeg har derfor skrevet, omskrevet, redigeret, skrevet nyt, redigeret lidt igen, fået min kæreste til at gennemlæse, snakket med folk om det her, etc. – hvordan skulle jeg sådan rigtigt gribe første indlæg her på bloggen an, efter næsten et års pause? Ved ikke, hvorfor det skulle være så svært for mig. Måske fordi der er sket mega mange ting med mig. Både i mit private liv, professionelt og ja, oppe i min hjerne. Jeg er endda også blevet 30! :) Jeg har nok bare overtænkt det. Fået præsentationsangst. Kommet frem til, at det var nok for jer at følge med på insta og snapchat og jeg da ikke var så interessant at høre på længere.. Men instagram og snapchat, er jo kun måske 10% af det der foregår, ik? Så det er ikke “rigtigt” og de platforme er slet ikke nok for mig, tror jeg.. Og hey, hvordan får man overhovedet fortalt om alt det der er sket, alt det der skal ske og om alle de ting, man har på hjerte NU og den næste tid? Jeg er kommet frem til, at jeg ikke behøver at tage det hele på ÉN gang, i ET indlæg. Vi tager det bare sådan løbende, når det lige giver mening. Nu kender I da i hvertfald de overordnede linjer – Jeg holder fri og barsel fra nu og resten i 2017 for at hellige mig livet med baby og livet uden fast job, mens jeg er på barsel og efterfølgende.. Det er spændende nok egentlig. Også for jer, tænker jeg? Så derfor.. Velkommen igen.

Ps. Hvor sjovt/hyggeligt/ironisk at mit sidste indlæg, inden lang pause fra bloggen er udgivet d. 24.april 2016 og jeg nu her et år efter, skal føde et barn, ligeomkring den dato.. <3 Eller.. Det er måske bare mig.. Haha.

Pps. Lige et meget vigtigt opklarende spørgsmål, som jeg får igen og igen af folk omkring mig, når vi snakker om genoplivningen af bloggen her: Bliver det så en mommy-blog? Svaret er nej.. BARE ROLIG.. :) #nohatetomommybloggers #alterlove

BREVKASSEN: #spørgdrfierce

image1

HEJJJ! Så starter brevkassen op! Glæder I jer ikke bare?

Jeg tænker at man må spørge om ALT, hvad man gerne vil have mit og mine læseres syn på. Jeg har allerede modtaget 3 mega gode spørgsmål, som jeg tillader mig at tage op som eksempler på spørgsmål. Bare for at kridte banen op for jer. Det ene spørgsmål handler om CV og ansøgninger. Det andet om prævention og p-pille-forbrug og det tredje er omkring karriere og om at turde – altså hvordan ved man, at det er rigtigt at springe ud i nye ting, når man føler sig rigtig tryg, der hvor man er. Gode spørgsmål.

Vi kan også snakke om kærlighed og kærestesorger eller dilemmaer. Det kan også omhandle spørgsmål, der er lidt mere dybe, hvor et klart svar ikke vil være målet. Men mere at #drfierce lige reflekterer lidt. I alle indlæg vil jeg give mit besyv og herefter lægger jeg det ud i plenum, så alle kan give deres besyv med. Alt efter hvor mange spørgsmål der er – så vil jeg besvare et eller flere på en gang.

Lyder det ikke bare sjovt og lærerigt for alle?

Alt er anonymt og jeg er selvfølgelig ikke interesseret i at udlevere folk.

I kan sende jeres spørgsmål på youbetterbefiercedk@gmail.com eller I kan lægge dem på instagram, twitter eller facebook med hashtagget #spørgdrfierce eller selvfølgelig her i kommentarfeltet med eller uden navn – og det er kun mig der kan se jeres mail – så ikke være bange! ;)

Karriere: Findes drømmejobbet?

image1 (5)

Jeg startede år 2016 med et helt nyt job. Et rigtig sejt job faktisk. Jeg er blevet ansat som digital projektleder på et større digitalt projekt hos Benjamin Media, der er ejet af Bonnier Publications. To kæmpestore mediehuse har ansat mig og en tidligere kollega til at stå i spidsen for det her projekt. Jeg blev kontaktet for nogle måneder siden, mens jeg sad som Account Manager på bureau – efter et par telefonsamtaler og et par samtaler face-to-face kunne jeg mærke det i maven. Det her ville jeg gerne. Det er et job, jeg på mange måder og helt uden rigtigt at vide det, har arbejdet mig frem mod de sidste mange år. Jeg arbejder der på 3. uge nu og min mavefornemmelse er rigtig god. Det her er et godt sted, især for sådan en som mig. Altså prøv lige at overvej at få blomster første dag (!), der er brunch i kantinen om morgenen (!) og pensionsordning (!!!). Og så er der hele tiden en udtalt feeling af, at the sky is the limit i den her koncern, hvis man er sej. Den følelse er motiverende. Føler mig sgu voksen og heldig. Og egentlig også ret ydmyg omkring det. Jeg vil gerne gøre det godt. Ikke kun for min egen vinding og for resultaterne på mit eget CV. Men også for dem. De er gode for mig. Det motiverer mig at være et sted, hvor min viden og min person bliver værdsat og hvor man oprigtigt tror på, at jeg er den rigtige til at stå for det her. Altså de har virkelig faith in me, kan jeg mærke. Det giver mig også lidt præstationsangst for første gang i mit liv..

Forleden fik hele den her nye job-situation til at tænke – Findes “drømmejobbet” egentlig? For mig gør det ikke. Fordi jeg udvikler mig hele tiden som menneske og jeg lærer hele tiden. Det jeg synes var fedt, da jeg var 21 år, er overhovedet ikke det, jeg synes er fedt nu. De mål og ambitioner jeg har i livet ændrer sig også, jo ældre og mere indsigtsfuld, jeg bliver. Så derfor tror jeg hverken der findes drømmejob, drømmemand eller drømme-situationer. For vores liv og vores behov og vores hjerner ændrer sig hele tiden. Det er derfor, at det nærmest er en kunst for mange at holde gnisten og kærligheden i live i et forhold. Jeg tror det er vigtigt at udvikle sig i retninger sammen, hvis man skal holde.. Tror I ikke?

Er det her så drømmejobbet for mig? Well, lige nu og her, er det her mit ideelle job. Det passer til min faglighed og min person lige nu. Og jeg er glad. Måske er mit drømmejob at være et sted, hvor jeg er motiveret og værdsat for min faglighed og min person? Ikke en specifik stilling som sådan..

Det her er mit 3. “voksenjob” og jeg er stolt af, at jeg som 29-årig sidder i en sådan stilling, sådan et sted. Det betyder at mine efforts, på mine to andre jobs har givet “pote”. Det er fedt at tænke på, at jeg har siddet i jobs, som har været springbræt til noget andet. Jeg har jo ikke den gængse uddannelsesmæssige baggrund, som jeg tidligere har skrevet lidt om her. Hard work and determination, kan man komme langt på..

Hvad tænker I om “drømmejobbet”? Har I et? Fortæl gerne, hvad I laver, hvis I vil.

En slags terapi #2

HEJ. Fortsættelsen på det her indlæg.. Her får I det. Jeg har skrevet det her indlæg for mange måneder siden – men vil gerne dele de følelser, jeg gik igennem med jer. Det var sygt hårdt. Vi har alle været der, tænker jeg? For nogle er det en svær ting at snakke om og håndtere. Her er min historie, måske I kan bruge den?

(..Med indlægget her, kan vi i øvrigt rigtig starte op på brevkassen ;) #drfierce)

Nå, men, jeg forelskede mig i ”en anden”. Jeg forelskede mig ikke sådan pladask til at starte med. Men med tiden, der forelskede jeg mig ret meget. Det var en af de der crushes, der var ret intens og føltes hel forkert og hel rigtig på samme tid. Han sagde, han var forelsket i mig. Da jeg ikke havde en kæreste længere, så sagde han det ikke mere. Måske er det noget, jeg har bildt mig ind. Men sådan føltes det. Jeg lukkede ham ind. For sådan er jeg. Jeg føler meget og jeg føler stærkt. Nogle gange føler jeg for meget. Nogle gange føler jeg forkert. Tydeligvis. Vi snakkede ikke særlig meget om de følelser og når vi gjorde, så var det nok mest mine følelser. Ingen nævnte elefanten i rummet: ”Why are we doing this?”

Han gav mig meget lidt af sig selv. Men det stoppede mig slet ikke. Jeg var betaget og han fik mig til at grine. Han havde det ikke helt på samme måde. Nogle dage havde han det måske på samme måde. Nogle gange sagde han det på sin helt egen måde. Det var ikke nok for mig. De fleste dage, var han der bare. Jeg fik ham aldrig nogensinde mentalt. Det gjorde mig forvirret. Frustreret. Med ham var alting et skridt frem og to tilbage. Altid måske. Altid usikkerhed. Altid tavshed. Han var aldrig klar i mælet.

Den sidste tid, vi så hinanden tiggede jeg ham om, at give mig et stykke af hans hjerne. Fortælle mig, hvad han tænkte, når han lå helt apatisk og kiggede op i loftet. Måske holdt han mig i hånden imens, hvis jeg var rigtig heldig. Han sagde ”Kia, nogle gange ligger jeg bare og kigger på revnerne i loftet, uden at tænke på noget. Alle føler ikke som dig.” Jeg troede ikke på ham. Jeg tror stadig ikke på ham. Jeg har aldrig nogensinde i mit liv følt mig så usikker på mig selv. Så ude af trit, med hvad jeg burde kunne forvente af et andet menneske i mit liv. Jeg fortjente mere end det der. Jeg fortjente at han havde været ærlig overfor sig selv lidt hurtigere. Eller at jeg var ærlig overfor mig selv lidt hurtigere. Han følte mig bare ikke nok.. Av.

Folk omkring mig fortalte mig, at de ikke kunne kende mig i den periode. Jeg var ikke den de kendte. Jeg havde det ikke godt. Men jeg kunne ikke stoppe. Det føles lidt, som om at han var mit drug. Et drug, jeg havde brug for. I et kort øjeblik, der elskede jeg mit drug. I et kort øjeblik troede jeg, at mig og mit drug skulle være sammen for altid. Jeg blev klogere. Der er ingen fremtid i den slags. Drugs er ikke godt for nogen. Drugs skal man afvænnes fra. Lige meget, hvor svært det er. Men jeg stoppede ikke. Jeg var afhængig. Jeg drømte endda lidt. Urealistiske ting. Urealistisk, fordi selv den dag i dag, ved jeg næsten intet om ham, selv efter at have brugt 5 måneder med ham. Han ved ALT om mig. ALT om mit liv. ALT om, hvordan jeg fungerer og hvad jeg havde i mit hovede, både før og efter. Jeg gav ham alt, hvad jeg havde. Det gjorde jeg virkelig.

Det her skete.. Og så stoppede det i mellem os.. Det var hans valg. Selvom det måske burde have været mit valg, når man tænker på, hvad han fik mig til at føle indeni. En dag, så sad han dér, den lille, unge idiot og sagde “Jeg kan dig bare ikke mere, Kia”..

Lucky me. Jeg fik hans tilstedeværelse. Det var åbenbart nok for mig dér. Nu tænker jeg, at jeg ikke kan kende mig selv. I’m not like that! Det er jeg virkelig ikke. Jeg skal være sammen med en, der synes jeg er den sejeste person i hele verden. Det synes han ikke jeg var, altså det er også fair nok, men tænk, at jeg ville en person så meget og han ville mig så lidt? Det håber jeg aldrig nogensinde, jeg skal opleve igen. Det værste i hele den her historie? Vil I høre det? Selvom det sluttede i mellem os, så var jeg ikke færdig. Altså sådan en forelskelse stopper jo ikke bare, vel? Jeg brugte en del måneder på, at være den mest nederen-ynkelige-uden-stolhed-person, jeg overhovedet kunne være. Jeg er aldrig blevet valgt fra før – jeg kunne ikke fatte det. “Hvad er der galt med ham?!”, tænkte jeg igen og igen. Jeg ville have ham – så skal han ville have mig. Jeg prøvede at overtale ham til at ændre mening – hver evig eneste weekend og hver gang, jeg havde en hård dag, hvor jeg ikke følte jeg slog til, der kontaktede jeg den person, der netop fik mig til at føle jeg ikke slog til. Selvdestruktivt. Det tror jeg måske, en psykolog kunne få meget godt ud af. Han svarede mig hver gang. Var flink, men fastholdt sin beslutning. Min ynkelighed hjalp ikke på noget og det forstærkede nok følelsen hos ham – det var det rigtige valg, han tog.

Set i bakspejlet, så tog han en meget god beslutning for både for ham og mig – og han holdt fast i sin beslutning. Det er jeg meget glad for i dag. Men mit ego.. Mit kæmpe store ego led virkelig under det og mit hjerte var knust – H.j.e.r.t.e.s.o.r.g, en følelse jeg aldrig nogensinde havde oplevet og først oplevede som næsten 29-årig. På tide, ville nogle sige. Det sagde mange. “Lev med det, Kia – kom videre”. Jeg brugte virkelig lang tid på at komme over det. Fravalget. At jeg ikke fik min vilje. At jeg ikke skulle se på ham igen.

Budskabet og moralen i alt det her? Du skal kunne mærke dig selv. Og det er nok også en meget god idé, hvis du kan mærke den person, du bruger din tid på. Hvis du ikke kan mærke dig selv (eller andre), så tror jeg virkelig man skal overveje, hvorfor.. Der er altid en grund. Grunden er som regel ikke særlig sjov. Jeg kan først mærke mig selv nu og sidde her og være bagklog i dag. Men nu er jeg jo også ok og nu har jeg endda fundet en hel speciel mand, som jeg kan mærke helt ned i min mave, hver eneste dag. Én, der gerne vil have jeg mærker ham. Ham den anden.. Ham mærkede jeg først EFTER alt det her – i nogle meget få sjældne øjeblikke, hvor han sagde noget til mig, der føltes rart og forkert på samme tid. Det var rart at mærke, at han også på et tidspunkt havde følt et eller andet omkring os. Så var jeg ikke helt desillusioneret omkring det hele, trods alt. Men det føles også helt forkert. Forkert af ham, at sige det de ting så sent. Alt for sent. Altid for sent. The damage was done og jeg husker kun en kamp. En kamp fyldt med usikkerhed. Kærlighed skal ikke være en kamp. Kærlighed skal ikke hive os et dårligt sted hen. Så er det ikke kærlighed. Så er det bare blah.

..Hjertesorg. Det vil jeg aldrig nogensinde opleve igen. Nu har jeg prøvet. Never again. Videre nu.

2016, you ready?

Billeder

(BUT FIRST, let me take a selfie.. Et lillebitte uddrag af mit selfiegame fra snappen i 2015 :) Jeg hedder fierceogfattig på snap, hvis I vil følge med.)

HEJ! Mit nytårsforsæt? Jeg skal blogge igen. Jeg er klar nu. 2015 var vild for mig. Jeg har oplevet følelser og ting, som jeg aldrig har følt før. Det har i sandhed været et begivenhedsrigt år på godt og ondt. Først en kort status over året der gik i semi-kronologisk rækkefølge.

  • Jeg havde en kæreste i starten af året.
  • Jeg forelskede mig i en anden.
  • Jeg fiksede den her dumme situation. Og var længe om at komme over det egentlig.
  • Jeg flyttede fra min lejlighed på Frederiksberg.
  • Min søster blev min roomie.
  • Jeg blev droppet.
  • Jeg havde verdens mest forfærdelige hjertesorg for første gang i mit liv.
  • Jeg arbejdede.
  • Jeg blev blondine.
  • Jeg levede i en periode af kaffe og cigaretter.
  • Jeg tabte 5 kg.
  • Jeg lavede @musiktildithjerte – den ultimative heartbreak-playlist.
  • Jeg var ynkelig.
  • Jeg festede.
  • Jeg fyldte 29 år.
  • Jeg kæmpede for at mærke mig selv.
  • Jeg tog dårlige beslutninger.
  • Jeg havde 10 års jubilæum på mit gymnasie.
  • Jeg var ikke særlig sød ved en person.
  • Jeg begyndte at træne for første gang i mit liv.
  • Jeg mistede min morfar.
  • Jeg fik fjernet mine mandler.
  • Jeg sagde farvel til gode kollegaer.
  • Jeg blev fritstillet fra mit job.
  • Jeg fik et nyt job.
  • Jeg blev forelsket igen.

Der er sket meget. Alt det her, startede i februar måned og så har alt andet ligesom været et stort blurry mess. Året er gået så langsomt, og virkelig hurtigt på samme tid. Men som I nok kan fornemme, så er der ro på nu. Jeg er lige startet på nyt job. Jeg tror, det er mit drømmejob lige her og nu. Jeg er forelsket i verdens bedste person. En, der vil mig, selvom han ved alt om mit år. Han har valgt mig, selvom han let kunne vælge mig fra.

Det der har stået allerstærkest i min erindring fra året der gik, var klart jeres fine ord, der fik mig til at skrive dette indlæg. Aldrig havde jeg troet, at jeg stadig, den dag i dag, flere måneder efter, jeg udgav indlægget, modtager mails fra jer. Mails med støttende ord, der gør mig varm indeni. Jeg kan kun sige tak. Fra hjertet. Jeg tror det er vigtigt at vi snakker om de her svære ting – og jeg vil gerne starte fremover..

Flere har spurgt om en fortsættelse eller afslutning på denne situation. Jeg vil virkelig gerne fortælle jer om det – skrive lidt om min hjertesorg og hvad der skete i mig. Men jeg ved ikke om det bliver for feels-agtigt? Lad os lige tænke over den.

Mine planer for bloggen i 2016 er som de plejer, egentlig. Jeg har tænkt mig at skrive om ting, der ligger mig på sinde. Om det så er flotte sneaks eller noget om kærlighed. I dag var der faktisk en der spurgte henne på instagram, om jeg ikke ville lave en brevkasse. LOL. JO!!! Min største drøm jo. Kunne dette ikke være sjovt? #spørgdrfierce (og hendes venner evt.) – Det er sgu da unikt og anderledes, haha.

JEG HAR SAVNET JER! <3