Kategoriarkiv: Terapi

“Du traf det valg, der var rigtigt på det tidspunkt..”

Skærmbillede 2017-03-01 kl. 21.21.19Skærmdump fra artiklen: Man kan ikke forudse, hvem der bliver ramt. 

Jeg læste for nylig en virkelig god og oplysende artikel-serie omkring psykiske følger efter planlagte, provokerede aborter. Det var en af det dér artikel-serier, hvor flere ting endelig faldt på plads for mig. Jeg delte en af artiklerne på min facebook-side og opfordrede jer til at læse den. Det håber jeg mange af jer gjorde – hvis I ikke lige nåede det, kan I finde link til artikel-serien i bunden af indlægget :) Well, en kort note om det her emne på min facebook-side, føles ikke helt som “nok”. Jeg er nødt til at skrive et par ord ned her også..

Man skønner at 1500 kvinder hvert år rammes af en alvorlig psykisk nedtur efter en provokeret abort. En undersøgelse fra 2005 har vist at 10% af kvinder, der fik foretaget en provokeret abort oplevede alvorlige efterreaktioner. Mit forsigtige bud er, at der er endnu flere, der rammes af en eller anden form for ubehagelig reaktion, som de klarer bag lukkede døre og udenom diverse systemer (og dermed undersøgelser). Det her er et så svært emne at berøre – fri abort er en af de mest grundlæggende og vigtigste rettigheder i vores samfund, men det er stadig forbundet med så meget skyld og skam at få foretaget en planlagt, provokeret abort. Jeg skrev lidt om min egen planlagte, provokerede abort her på bloggen. Dengang beskrev jeg det lidt nonchalant, som “noget svært og kompliceret, jeg gik igennem”. I tog godt mod mit indlæg og det var for mig, en fin måde at få et svært emne italesat og måske samtidig være med til at bryde et tabuiseret emne. Det hjalp mig meget og jeg tror jeg også på at jeg hjalp andre ved at dele mine oplevelser. Hvad jeg dog ikke italesatte så tydeligt og konkret, var hvor meget det fyldte i mit liv og hvor længe det fyldte mig op med sorg, skam, vrede og forvirring. Jeg havde så mange modsatrettede følelser efter det her forløb selvom selve valget om aborten var det helt rigtige. Selv den dag i dag, er det svært for mig at sætte ord på hvad det var, der præcist gjorde at jeg reagerede så kraftigt. Det meste skete oppe i hovedet, ofte bag lukkede døre, men reaktionerne var også ret tydelige i de valg og situationer, jeg befandt mig i efterfølgende. Folk, der var omkring mig i tiden omkring aborten og efterfølgende, vil nok sige at jeg i hvertfald reagerede på “noget”. Jeg var ikke mig selv. Jeg havde svært ved at forstå og rumme alt det der skete i mig, så jeg pakkede det væk. I stedet forklarede jeg min opførsel og mine følelsesmæssige rutcheture med et smil og sagde “hjertesorger, I ved”, når folk spurgte. Det var ensomt at gå igennem den her periode, selvom jeg havde så mange mennesker omkring mig. Jeg vidste ikke engang selv, hvad der skete med mig, når jeg lå i fosterstilling og græd. Hvordan skulle andre forstå det?

For mange er følgevirkningerne og efterreaktionerne efter en planlagt, provokeret abort ikke-eksisterende. De fleste (og heldigvis for det) går ufortrødent videre med deres liv og mærker ingen problemer overhovedet. For andre fylder det så meget, at man søger hjælp i systemet og hos fagpersoner. Og så er der alle os, der er “in-between”, kvinder som mig, der reagerer, men pakker det væk og lader det “gå over” eller løse sig selv. Måske endda først opdager reaktionerne i bagklogskabens klare lys. Det er så vigtigt for mig at nævne, at alle kan blive ramt at efterreaktioner, uanset baggrund, sociale lag og generel psyke. Dog viser undersøgelsen fra 2005, at en efterreaktion, bl.a. ofte vil ramme kvinder, der er kontrollerede og vant til at have “styr på livet” og samtidig have personlighedstræk, der gør dem reflekterede og velovervejede. Den del kan jeg personligt skrive under på. Uanset hvad, så kan det være en svær tid og det er det for mange. Ofte skammer man sig over, at skamme sig. Det er den værste følelse. Tro mig. Men forstår måske ikke sine egne reaktionsmønstre, for man er ofte helt afklaret omkring selve valget om aborten. Det er ikke selve indgrebet og aborten, der giver reaktionerne. Det er alt det rundt om: Valget, det der sker inden valget og alt det efterfølgende. Det glemmer vi altså lidt i vores samfund – for hvad med alt det der sker med os bagefter egentlig? Både psykisk, men også fysisk? Hvorfor snakker vi aldrig om det? Er det ikke på tide, vi gør det? Det synes jeg, vi skal til at gøre.. Lad dette indlæg være en opfordring og et håb om, at vi italesætter det her meget mere fremover: Den ofte oversete efterreaktion på en vigtig og basal rettighed i vores samfund, den frie abort.

Læs artikel-serien lige her: Den oversete abort-depression.

Har du selv prøvet noget lignende? Kender du en, der har? Del gerne dine tanker i kommentarfeltet. 

En slags terapi #2

HEJ. Fortsættelsen på det her indlæg.. Her får I det. Jeg har skrevet det her indlæg for mange måneder siden – men vil gerne dele de følelser, jeg gik igennem med jer. Det var sygt hårdt. Vi har alle været der, tænker jeg? For nogle er det en svær ting at snakke om og håndtere. Her er min historie, måske I kan bruge den?

(..Med indlægget her, kan vi i øvrigt rigtig starte op på brevkassen ;) #drfierce)

Nå, men, jeg forelskede mig i ”en anden”. Jeg forelskede mig ikke sådan pladask til at starte med. Men med tiden, der forelskede jeg mig ret meget. Det var en af de der crushes, der var ret intens og føltes hel forkert og hel rigtig på samme tid. Han sagde, han var forelsket i mig. Da jeg ikke havde en kæreste længere, så sagde han det ikke mere. Måske er det noget, jeg har bildt mig ind. Men sådan føltes det. Jeg lukkede ham ind. For sådan er jeg. Jeg føler meget og jeg føler stærkt. Nogle gange føler jeg for meget. Nogle gange føler jeg forkert. Tydeligvis. Vi snakkede ikke særlig meget om de følelser og når vi gjorde, så var det nok mest mine følelser. Ingen nævnte elefanten i rummet: ”Why are we doing this?”

Han gav mig meget lidt af sig selv. Men det stoppede mig slet ikke. Jeg var betaget og han fik mig til at grine. Han havde det ikke helt på samme måde. Nogle dage havde han det måske på samme måde. Nogle gange sagde han det på sin helt egen måde. Det var ikke nok for mig. De fleste dage, var han der bare. Jeg fik ham aldrig nogensinde mentalt. Det gjorde mig forvirret. Frustreret. Med ham var alting et skridt frem og to tilbage. Altid måske. Altid usikkerhed. Altid tavshed. Han var aldrig klar i mælet.

Den sidste tid, vi så hinanden tiggede jeg ham om, at give mig et stykke af hans hjerne. Fortælle mig, hvad han tænkte, når han lå helt apatisk og kiggede op i loftet. Måske holdt han mig i hånden imens, hvis jeg var rigtig heldig. Han sagde ”Kia, nogle gange ligger jeg bare og kigger på revnerne i loftet, uden at tænke på noget. Alle føler ikke som dig.” Jeg troede ikke på ham. Jeg tror stadig ikke på ham. Jeg har aldrig nogensinde i mit liv følt mig så usikker på mig selv. Så ude af trit, med hvad jeg burde kunne forvente af et andet menneske i mit liv. Jeg fortjente mere end det der. Jeg fortjente at han havde været ærlig overfor sig selv lidt hurtigere. Eller at jeg var ærlig overfor mig selv lidt hurtigere. Han følte mig bare ikke nok.. Av.

Folk omkring mig fortalte mig, at de ikke kunne kende mig i den periode. Jeg var ikke den de kendte. Jeg havde det ikke godt. Men jeg kunne ikke stoppe. Det føles lidt, som om at han var mit drug. Et drug, jeg havde brug for. I et kort øjeblik, der elskede jeg mit drug. I et kort øjeblik troede jeg, at mig og mit drug skulle være sammen for altid. Jeg blev klogere. Der er ingen fremtid i den slags. Drugs er ikke godt for nogen. Drugs skal man afvænnes fra. Lige meget, hvor svært det er. Men jeg stoppede ikke. Jeg var afhængig. Jeg drømte endda lidt. Urealistiske ting. Urealistisk, fordi selv den dag i dag, ved jeg næsten intet om ham, selv efter at have brugt 5 måneder med ham. Han ved ALT om mig. ALT om mit liv. ALT om, hvordan jeg fungerer og hvad jeg havde i mit hovede, både før og efter. Jeg gav ham alt, hvad jeg havde. Det gjorde jeg virkelig.

Det her skete.. Og så stoppede det i mellem os.. Det var hans valg. Selvom det måske burde have været mit valg, når man tænker på, hvad han fik mig til at føle indeni. En dag, så sad han dér, den lille, unge idiot og sagde “Jeg kan dig bare ikke mere, Kia”..

Lucky me. Jeg fik hans tilstedeværelse. Det var åbenbart nok for mig dér. Nu tænker jeg, at jeg ikke kan kende mig selv. I’m not like that! Det er jeg virkelig ikke. Jeg skal være sammen med en, der synes jeg er den sejeste person i hele verden. Det synes han ikke jeg var, altså det er også fair nok, men tænk, at jeg ville en person så meget og han ville mig så lidt? Det håber jeg aldrig nogensinde, jeg skal opleve igen. Det værste i hele den her historie? Vil I høre det? Selvom det sluttede i mellem os, så var jeg ikke færdig. Altså sådan en forelskelse stopper jo ikke bare, vel? Jeg brugte en del måneder på, at være den mest nederen-ynkelige-uden-stolhed-person, jeg overhovedet kunne være. Jeg er aldrig blevet valgt fra før – jeg kunne ikke fatte det. “Hvad er der galt med ham?!”, tænkte jeg igen og igen. Jeg ville have ham – så skal han ville have mig. Jeg prøvede at overtale ham til at ændre mening – hver evig eneste weekend og hver gang, jeg havde en hård dag, hvor jeg ikke følte jeg slog til, der kontaktede jeg den person, der netop fik mig til at føle jeg ikke slog til. Selvdestruktivt. Det tror jeg måske, en psykolog kunne få meget godt ud af. Han svarede mig hver gang. Var flink, men fastholdt sin beslutning. Min ynkelighed hjalp ikke på noget og det forstærkede nok følelsen hos ham – det var det rigtige valg, han tog.

Set i bakspejlet, så tog han en meget god beslutning for både for ham og mig – og han holdt fast i sin beslutning. Det er jeg meget glad for i dag. Men mit ego.. Mit kæmpe store ego led virkelig under det og mit hjerte var knust – H.j.e.r.t.e.s.o.r.g, en følelse jeg aldrig nogensinde havde oplevet og først oplevede som næsten 29-årig. På tide, ville nogle sige. Det sagde mange. “Lev med det, Kia – kom videre”. Jeg brugte virkelig lang tid på at komme over det. Fravalget. At jeg ikke fik min vilje. At jeg ikke skulle se på ham igen.

Budskabet og moralen i alt det her? Du skal kunne mærke dig selv. Og det er nok også en meget god idé, hvis du kan mærke den person, du bruger din tid på. Hvis du ikke kan mærke dig selv (eller andre), så tror jeg virkelig man skal overveje, hvorfor.. Der er altid en grund. Grunden er som regel ikke særlig sjov. Jeg kan først mærke mig selv nu og sidde her og være bagklog i dag. Men nu er jeg jo også ok og nu har jeg endda fundet en hel speciel mand, som jeg kan mærke helt ned i min mave, hver eneste dag. Én, der gerne vil have jeg mærker ham. Ham den anden.. Ham mærkede jeg først EFTER alt det her – i nogle meget få sjældne øjeblikke, hvor han sagde noget til mig, der føltes rart og forkert på samme tid. Det var rart at mærke, at han også på et tidspunkt havde følt et eller andet omkring os. Så var jeg ikke helt desillusioneret omkring det hele, trods alt. Men det føles også helt forkert. Forkert af ham, at sige det de ting så sent. Alt for sent. Altid for sent. The damage was done og jeg husker kun en kamp. En kamp fyldt med usikkerhed. Kærlighed skal ikke være en kamp. Kærlighed skal ikke hive os et dårligt sted hen. Så er det ikke kærlighed. Så er det bare blah.

..Hjertesorg. Det vil jeg aldrig nogensinde opleve igen. Nu har jeg prøvet. Never again. Videre nu.

EJ TAK <3

Beyonce Talk's About The Surrogacy Rumors

Mit ansigt har cirka set sådan her ud de sidste mange dage. I har været alt for søde ved mig :) Helt seriøst, shitttt, hvor er I bare vilde og søde og betænksomme og seje og dejlige, fordi I ville læse min historie. Tak for jeres fine kommentarer, jeres likes, jeres sympati og jeres mails. Jeg har endnu ikke haft lejlighed til at svare jer alle – men jeg lover, at jeg nok skal gøre det. Det har været så overvældende med al jeres respons, der er tikket ind i nærmest en hel uge! Jeg har læst hver og en reaktion og varmet mig ved hver eneste fine tanke fra jer. Den sidste uge har I været med til at samle lidt af mit hjerte sammen igen – det skal I vide. TAK <3

I har altid været gode at dele svære ting med. Jeg har bare altid holdt lidt tilbage. Det fortryder jeg faktisk lidt nu. Jeg har delt mange personlige tanker med jer, men aldrig rigtig lukket jer ind i min hjerne og mit hjerte, I ved, sådan helt privat. Jeg gjorde det denne gang og det her forløb gav mig altså en underlig form for ro. Peace of mind. It’s out. Jeg talte. Jeg sagde det højt og behøver ikke længere skjule det eller føle skam eller føle mig alene med min oplevelse. Det hjalp. Måske hjalp jeg andre ved at dele mit. Måske fik jeg nogle til at tænke.. Eller det gjorde jeg. Det kan jeg jo se.. Og lige dét er jeg faktisk rigtig stolt af.

Hell, det har været nogle hårde måneder og det er stadig lidt hårdt nogle dage. Mest fordi jeg stadig føler en snert af skuffelse, selvom jeg er alligevel er nået dertil, hvor jeg godt ved, at jeg ikke “burde” være skuffet længere. Men det er jeg. Jeg er skuffet over, jeg “lod” det her ske og på mange punkter, ville jeg ønske jeg bare kunne skrue tiden 6 måneder tilbage. Jeg kunne have undgået det her, hvis jeg nu f.eks. havde siddet hjemme og drukket te alene i det sidste halve år :) Men det gjorde jeg ikke. Jeg troede på noget i et kort øjeblik. Jeg blev skuffet. Jeg blev gravid. Fik den abort. Følte mig alene. Blev droppet. Av. Men hey, you live, you learn. Bare at nå til den erkendelse – at modgang, hårde perioder og svære forløb er #life. Det er stort for mig. Jeg ved, der venter mig mange gode ting og jeg lever mit liv med en masse gode mennesker omkring mig. Folk har min ryg og nu har I sgu endda også min ryg. Man kan jo nærmest ikke bede om mere! Føler ikke jeg kan takke jer nok. I skal vide, jeg har siddet og taget mig til hjertet hver eneste gang noget er tikket ind fra jer. WOW.

..Den næste tid vil jeg forsøge at blogge det allerbedste jeg har lært. Det skal nok blive skide-godt. Kan I mærke det? :)

En slags terapi #1

..Et uddrag af noget svært og kompliceret, jeg gik igennem på et tidspunkt. Please be nice. Du skal være mere end velkommen til at dele dine tanker med mig. Jeg vil gerne snakke om det. Jeg tror faktisk det er vigtigt, at vi snakker om den her slags ting. Jeg har oplevet det her som meget tabubelagt og forbundet med meget skam. Men hvorfor egentlig al den skam og tabu? Jeg har et naivt ønske om, at mine ord rykker noget hos nogen. Læs med her:

“Det største chok i mit liv. Mit første rigtige angstanfald, lige dér midt i 4 positive graviditetstests og full-on forvirring. Jeg knækkede sammen på mit badeværelsesgulv. Jeg var ikke alene hjemme. Min roomie var hjemme. Det her syn, skulle han ikke opleve. Jeg var stille, mens jeg hulkede. Jeg kunne ikke se ud af øjnene. Jeg hyperventilerede. Jeg kunne ikke trække vejret. Jeg kunne ikke mærke mine fingre. Mine ben føltes som budding. Jeg kunne ikke længere høre mig selv. Jeg græd i mange timer. Hvor dum kan man være? Skulle jeg ikke forestille at være en slags voksen? Jeg var nok nødt til at æde den nu. Det her skulle fikses. Jeg åd den. Dumheden. Ja, jeg åd min dumhed. Jeg inviterede ham hjem og jeg fortalte ham om det. Spillede lidt sej, mens jeg fortalte det. Græd kun meget kontrolleret. Slet ikke, som jeg havde grædt tidligere på dagen. Det behøvede han ikke vide. Han trøstede mig og så smilede han. Han jokede. Men på en sød måde. Alt hvad han nogensinde gjorde, gjorde han på en sød måde. Han sagde: ”Heyyy, den klarer du – Det er jo bare en pille, ik?” Jeg spillede sej igen. Jeg sagde: ”Haha, jajojo, helt sikkert, den fikser jeg da lige, du!”. Mit hjerte krympede sig. Jeg kunne ikke mærke mine fingre. Lige dér gik det op for mig, at det vi havde, nok ikke var så dybt, som jeg gik og troede. Han tilbød mig ikke sin omsorg eller forstod alvoren undervejs. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet. Vi grinede endda lidt af det hele. Som to dumme teenagere ville gøre det. Jeg tror ikke, at vi nogensinde havde de samme værdier eller store forventninger til hinanden. Det var også fint nok. Lige indtil jeg forventede mere og ikke fik det. Hvem sagde wakeup-call?

..Og så fiksede jeg det. Medicinsk abort samme dag, som jeg fraflyttede min lejlighed på Frederiksberg. 7 uger henne. Jeg lå dér alene – midt mellem flyttekasser på Amager og græd. Jeg græd over smerterne. De var forfærdelige og voldsomme og uvante. Jeg græd, for måske var det her min eneste chance? Jeg er jo ikke helt ung mere, vel? Jeg græd, fordi jeg skammede mig. Jeg burde ikke skamme mig – Fordi shit happens, ik’? Jeg græd, fordi jeg følte mig så dum. Dummere end jeg plejede. Dum og naiv. Jeg græd mig i søvn, mens mit hjerte gjorde så ondt. Han spurgte ikke engang, hvordan jeg havde det. Jeg vidste godt, at det snart var slut i mellem os. Det var uundgåeligt. Jeg kunne mærke det var slut, for jeg kunne ikke mærke ham længere. Jeg græd, da jeg vågnede næste morgen. Jo, det var nok slut. Aborten var et punktum. Et lille dumt punktum.”