“Du traf det valg, der var rigtigt på det tidspunkt..”

Skærmbillede 2017-03-01 kl. 21.21.19Skærmdump fra artiklen: Man kan ikke forudse, hvem der bliver ramt. 

Jeg læste for nylig en virkelig god og oplysende artikel-serie omkring psykiske følger efter planlagte, provokerede aborter. Det var en af det dér artikel-serier, hvor flere ting endelig faldt på plads for mig. Jeg delte en af artiklerne på min facebook-side og opfordrede jer til at læse den. Det håber jeg mange af jer gjorde – hvis I ikke lige nåede det, kan I finde link til artikel-serien i bunden af indlægget :) Well, en kort note om det her emne på min facebook-side, føles ikke helt som “nok”. Jeg er nødt til at skrive et par ord ned her også..

Man skønner at 1500 kvinder hvert år rammes af en alvorlig psykisk nedtur efter en provokeret abort. En undersøgelse fra 2005 har vist at 10% af kvinder, der fik foretaget en provokeret abort oplevede alvorlige efterreaktioner. Mit forsigtige bud er, at der er endnu flere, der rammes af en eller anden form for ubehagelig reaktion, som de klarer bag lukkede døre og udenom diverse systemer (og dermed undersøgelser). Det her er et så svært emne at berøre – fri abort er en af de mest grundlæggende og vigtigste rettigheder i vores samfund, men det er stadig forbundet med så meget skyld og skam at få foretaget en planlagt, provokeret abort. Jeg skrev lidt om min egen planlagte, provokerede abort her på bloggen. Dengang beskrev jeg det lidt nonchalant, som “noget svært og kompliceret, jeg gik igennem”. I tog godt mod mit indlæg og det var for mig, en fin måde at få et svært emne italesat og måske samtidig være med til at bryde et tabuiseret emne. Det hjalp mig meget og jeg tror jeg også på at jeg hjalp andre ved at dele mine oplevelser. Hvad jeg dog ikke italesatte så tydeligt og konkret, var hvor meget det fyldte i mit liv og hvor længe det fyldte mig op med sorg, skam, vrede og forvirring. Jeg havde så mange modsatrettede følelser efter det her forløb selvom selve valget om aborten var det helt rigtige. Selv den dag i dag, er det svært for mig at sætte ord på hvad det var, der præcist gjorde at jeg reagerede så kraftigt. Det meste skete oppe i hovedet, ofte bag lukkede døre, men reaktionerne var også ret tydelige i de valg og situationer, jeg befandt mig i efterfølgende. Folk, der var omkring mig i tiden omkring aborten og efterfølgende, vil nok sige at jeg i hvertfald reagerede på “noget”. Jeg var ikke mig selv. Jeg havde svært ved at forstå og rumme alt det der skete i mig, så jeg pakkede det væk. I stedet forklarede jeg min opførsel og mine følelsesmæssige rutcheture med et smil og sagde “hjertesorger, I ved”, når folk spurgte. Det var ensomt at gå igennem den her periode, selvom jeg havde så mange mennesker omkring mig. Jeg vidste ikke engang selv, hvad der skete med mig, når jeg lå i fosterstilling og græd. Hvordan skulle andre forstå det?

For mange er følgevirkningerne og efterreaktionerne efter en planlagt, provokeret abort ikke-eksisterende. De fleste (og heldigvis for det) går ufortrødent videre med deres liv og mærker ingen problemer overhovedet. For andre fylder det så meget, at man søger hjælp i systemet og hos fagpersoner. Og så er der alle os, der er “in-between”, kvinder som mig, der reagerer, men pakker det væk og lader det “gå over” eller løse sig selv. Måske endda først opdager reaktionerne i bagklogskabens klare lys. Det er så vigtigt for mig at nævne, at alle kan blive ramt at efterreaktioner, uanset baggrund, sociale lag og generel psyke. Dog viser undersøgelsen fra 2005, at en efterreaktion, bl.a. ofte vil ramme kvinder, der er kontrollerede og vant til at have “styr på livet” og samtidig have personlighedstræk, der gør dem reflekterede og velovervejede. Den del kan jeg personligt skrive under på. Uanset hvad, så kan det være en svær tid og det er det for mange. Ofte skammer man sig over, at skamme sig. Det er den værste følelse. Tro mig. Men forstår måske ikke sine egne reaktionsmønstre, for man er ofte helt afklaret omkring selve valget om aborten. Det er ikke selve indgrebet og aborten, der giver reaktionerne. Det er alt det rundt om: Valget, det der sker inden valget og alt det efterfølgende. Det glemmer vi altså lidt i vores samfund – for hvad med alt det der sker med os bagefter egentlig? Både psykisk, men også fysisk? Hvorfor snakker vi aldrig om det? Er det ikke på tide, vi gør det? Det synes jeg, vi skal til at gøre.. Lad dette indlæg være en opfordring og et håb om, at vi italesætter det her meget mere fremover: Den ofte oversete efterreaktion på en vigtig og basal rettighed i vores samfund, den frie abort.

Læs artikel-serien lige her: Den oversete abort-depression.

Har du selv prøvet noget lignende? Kender du en, der har? Del gerne dine tanker i kommentarfeltet. 

4 tanker om "“Du traf det valg, der var rigtigt på det tidspunkt..”"

  1. Anonym

    Tusind tak for denne blog og dig som blogger i det hele taget, så mens jeg kan nå det her på falderebet, vil jeg gerne knytte en kommentar til det her indlæg, som jeg læste i går aftes. For det rammer nemlig. Ikke på sådan en måde som at alt falder på plads. Men det rammer på sådan en måde som at føle sig genkendt i nogle af de følelser, som du har oplevet.

    Jeg har fornyelig fået en abort. Shit det er hårdt at skrive. Jeg har ellers været åben overfor mine tætteste. Men shit hvor jeg hader mig selv, for at jeg satte mig selv i den situation. En situation som jeg for længst troede, at jeg var vokset fra. Man jo ikke længere uansvarlig som nyudklækket 30-årig. Men sagen af den, at jeg blev gravid med min kæreste, da vores fantastiske pige var 9 mrd. Det var det helt rigtige valg at få den abort. Men det gør ondt. Især fordi jeg ved, hvad vi kan skabe sammen, og fordi der ikke er så længe til, at vi kan vil have en ny. Og fordi livet er så mega fantastisk! Og fordi jeg får så sindsyg dårlig samvittighed overfor dem, der kæmper med at blive gravide. Og fordi min kæreste bare er mit et og alt og jeg elsker hvad vi skaber sammen. Jeg synes, det gør ondt på en helt anden måde, når man forstår, hvad det er, som man vælger fra. Det har du måske også haft tanker om, efter du selv venter et barn. Det er hårde sager. Jeg havde en god graviditet, fødsel, og vi fik en fantastisk pige, som var så planlagt og alligevel overhovedet ikke. En rigtig kærlighedsbaby… 3 måneder efter, at vi var blevet kæreste. Man ved det, når man ved det ikk?;-) Men nogle af mine tætteste veninder tacklede det rigtig rigtig skidt. When jalousy turns into cruelty. Og især en veninde fik mig kørt helt derud, hvor mit selvværd og troen på mig selv fuldstændig forsvandt. Så derfor var det for tidligt for os/mig at skulle have det næste barn, for jeg var stadig i gang med at lappe mig selv, mit hjerte og mit selvværd. Men det gør så ondt. Og jeg holder mig konstant i gang, fordi det der med at være alene med tankerne, det duer ikke rigtig.

    Man lærer så meget om sig selv, når man er helt derude, hvor det er svært at finde fodfæste. Jeg vil kun have gode mennesker i mit liv resten af mit liv. Alt er love <3

    Svar
    1. Kia Forfatter

      Wow, tak tak tak fordi du deler din historie. Jeg er meget berørt af den lige nu og ved næsten ikke hvad jeg skal sige. Andet end tak for at gøre min forståelsesramme større og bredere. Jeg håber på alt godt for dig i fremtiden og du har helt ret #alterlove og de gode mennesker, er kun de mennesker, man skal have omkring sig.

      <3 Kia

      Svar
  2. Pernille

    Jeg sidder her i toget kl lidt over 6; og først måtte jeg lige blinke for ikke at tude over din tekst og efterfølgende for ikke at tude over artiklen. Jeg gennemgik selv noget lignende for 10 år siden, da jeg var tyve. Det udløste angst og både din tekst og artiklen beskriver SÅ præcist følelserne. De “forbudte” følelser, jeg ville jo ikke have det barn, men hvor følte jeg mig alligevel skyldig og meget ked af det. Men jeg kunne jo ikke tillade mig at være ked af det, når jeg selv havde valgt det? Selv psykologen syntes ikke altid at forstå det og sagde jeg skulle komme videre. Jeg fik aldrig tilbudt samtaler hos lægen, hverken før eller efter. Jeg blev bare undersøgt og fik en tid på hospitalet, og så fik jeg pillerne med det samme, for det var snart jul og ferie. I dag kan jeg sagtens sige det højt, for du har SÅ ret, hvorfor skal det være et tabu? Og JA fri abort skal stadig være muligt, synes det er så frygteligt, hvad der sker i USA lige nu, men man skal huske at tale om det.

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *