En slags terapi #1

..Et uddrag af noget svært og kompliceret, jeg gik igennem på et tidspunkt. Please be nice. Du skal være mere end velkommen til at dele dine tanker med mig. Jeg vil gerne snakke om det. Jeg tror faktisk det er vigtigt, at vi snakker om den her slags ting. Jeg har oplevet det her som meget tabubelagt og forbundet med meget skam. Men hvorfor egentlig al den skam og tabu? Jeg har et naivt ønske om, at mine ord rykker noget hos nogen. Læs med her:

“Det største chok i mit liv. Mit første rigtige angstanfald, lige dér midt i 4 positive graviditetstests og full-on forvirring. Jeg knækkede sammen på mit badeværelsesgulv. Jeg var ikke alene hjemme. Min roomie var hjemme. Det her syn, skulle han ikke opleve. Jeg var stille, mens jeg hulkede. Jeg kunne ikke se ud af øjnene. Jeg hyperventilerede. Jeg kunne ikke trække vejret. Jeg kunne ikke mærke mine fingre. Mine ben føltes som budding. Jeg kunne ikke længere høre mig selv. Jeg græd i mange timer. Hvor dum kan man være? Skulle jeg ikke forestille at være en slags voksen? Jeg var nok nødt til at æde den nu. Det her skulle fikses. Jeg åd den. Dumheden. Ja, jeg åd min dumhed. Jeg inviterede ham hjem og jeg fortalte ham om det. Spillede lidt sej, mens jeg fortalte det. Græd kun meget kontrolleret. Slet ikke, som jeg havde grædt tidligere på dagen. Det behøvede han ikke vide. Han trøstede mig og så smilede han. Han jokede. Men på en sød måde. Alt hvad han nogensinde gjorde, gjorde han på en sød måde. Han sagde: ”Heyyy, den klarer du – Det er jo bare en pille, ik?” Jeg spillede sej igen. Jeg sagde: ”Haha, jajojo, helt sikkert, den fikser jeg da lige, du!”. Mit hjerte krympede sig. Jeg kunne ikke mærke mine fingre. Lige dér gik det op for mig, at det vi havde, nok ikke var så dybt, som jeg gik og troede. Han tilbød mig ikke sin omsorg eller forstod alvoren undervejs. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet. Vi grinede endda lidt af det hele. Som to dumme teenagere ville gøre det. Jeg tror ikke, at vi nogensinde havde de samme værdier eller store forventninger til hinanden. Det var også fint nok. Lige indtil jeg forventede mere og ikke fik det. Hvem sagde wakeup-call?

..Og så fiksede jeg det. Medicinsk abort samme dag, som jeg fraflyttede min lejlighed på Frederiksberg. 7 uger henne. Jeg lå dér alene – midt mellem flyttekasser på Amager og græd. Jeg græd over smerterne. De var forfærdelige og voldsomme og uvante. Jeg græd, for måske var det her min eneste chance? Jeg er jo ikke helt ung mere, vel? Jeg græd, fordi jeg skammede mig. Jeg burde ikke skamme mig – Fordi shit happens, ik’? Jeg græd, fordi jeg følte mig så dum. Dummere end jeg plejede. Dum og naiv. Jeg græd mig i søvn, mens mit hjerte gjorde så ondt. Han spurgte ikke engang, hvordan jeg havde det. Jeg vidste godt, at det snart var slut i mellem os. Det var uundgåeligt. Jeg kunne mærke det var slut, for jeg kunne ikke mærke ham længere. Jeg græd, da jeg vågnede næste morgen. Jo, det var nok slut. Aborten var et punktum. Et lille dumt punktum.”

102 tanker om "En slags terapi #1"

  1. Maria

    <3 <3 <3

    Du skal på ingen måden skamme dig! Du mærkede efter hvad der var rigtigt for dig og det var denne beslutning også selv om det gjorde ondt!

    <3 <3 <3

    Svar
  2. Louise

    Du er så fucking modig og sej! Og du har helt ret, det er emner som dette vi burde blive bedre til at tale om helt åbent. Masser af virtuelle krammere og high fives herfra!

    Svar
  3. Katja

    åh nej åh nej åh nej – stakkels dig! Ih hvor jeg føler med dig! Det er bestemt ikke sjovt! Det er noget der gør ondt, dybt inde – og i lang tid. Jeg har selv været i samme situation for år tilbage, teenager i 2g og positive graviditetstests… Ikke spor sjovt! Men jeg tror, helt ærligt, at det kun bliver sværere jo ældre man bliver – for hey, jeg var helt hundrede millioner sikker, dengang, på at en (medicinsk) abort var vejen frem. Hvorimod det må være noget hårdere i din situation! Nå, jeg vil bare sige at jeg kan relatere til dine tåre, din smerte og dine tanker! Jeg sender derfor 100 varme virtuelle knus til dig <3

    Svar
  4. Anne Sofie

    … Har prøvet i en halv time at formulere en ordentlig kommentar. Forekommer mig åbenbart umuligt. Så vil bare gerne give dig verdens største kram. Hvor er du dog umådelig stærk og en stor inspiration.

    Svar
  5. Frøken Kløe

    Hej Kia.
    Jeg læste lige dit indlæg over morgenmaden, og var simpelthen nødt til at give mig tid til at kommentere også, for jeg blev simpelthen så rørt, så jeg sidder og småtuder ned i havregrøden nu.
    Meget, meget modigt og flot indlæg. Jeg er helt færdig over det.

    Svar
  6. Marie-Louise

    kia jeg var lige dér i december måned og det er så sindssyg svært at den mand man troede var ens livs kærlighed ikke var klar til det ansvar som man forventede han ville tage.
    Du er pisse sej og det er ok at synes livet er pisse tarveligt!

    Svar
  7. Sarah siger

    Kia. Det er vanvittigt modigt. Sejt. Følsomt. Og utroligt at du tør putte dig selv derud, hvor man godt kan risikere at få slag. Men du gør det og det er fedt! Jeg bakker dit valg så meget op og selvom man nok ikke kan sætte sig helt ind i situationen, før man har været der. Så kender vi alle følelsen, af at være utrolig kede af det. Og det er aldrig sjovt. Jeg sender et kæmpe klap på skulderen i din retning!

    Svar
  8. Pernille

    Jeg er tom for ord og kan egentlig ikke finde ud af, hvordan jeg skal formulere mig. Tusind tak fordi at du delte din historie. Du er noget af det stærkeste, modigste og en stor inspiration for mange, fordi du tør dele sider af dig selv, som mange normalt ville tysse ihjel. En million kram til dig <3

    Svar
  9. Julie

    Åh Kia, sikke et indlæg.. Det må have været (og er) ubeskriveligt hårdt! Tak fordi du deler, “dejligt” at få en snert af hvad du har været igennem den senere tid. Tanker og kram til dig

    Svar
  10. Alberte

    Hej Kia. Så dig på Østerport for 10 minutter siden, efter jeg lige havde siddet i toget og læst dit indlæg. Kunne ikke nå at gå hen og sige noget da jeg skulle på arbejde, så du får den her i stedet: du er SÅ sej og jeg har så mega meget respekt for dig!!

    Svar
  11. Marie

    Jeg har ret svært ved at formulere noget sammenhængende og meningsfuldt. Måske skal jeg bare sige, at jeg synes du er både stærk og modig. Tak fordi du delte det.

    Svar
  12. Ida

    Det er egentligt pudsigt. Jeg var ved at skrive en mail til dig – inspireret af dit indlæg her – om samme slags oplevelse. Jeg ville sende en mail, fordi det er så privat. Men jeg har haft netop samme oplevelse som dig med tys-tys og tabu, og det er egentligt trist. Fordi med det kommer også følelsen af skam og skyld og dumhed. Og det er uretfærdigt.
    Valget om abort kan være lettere eller sværere – men det er vel aldrig et rart valg. Aldrig en situation, nogen håber at være i. Alligevel endte over 15.000 kvinder i Danmark med at stå i valget om abort eller ej. Bare i 2014. Vi er mange.
    Og det gør det vel kun bedre at tale om det. Det betyder jo ikke, at man opfordrer til totalt uansvarlig og skødesløs sex over alt (skrevet en kende ironisk, det er svært at få frem på skrift). Men at tale om det gør “helingsprocessen” nemmere. Det at man ikke er alene.

    Jeg opdagede det, fordi jeg fik ømme bryster. Meget ømme bryster. Tog en test, og da resultatet tonede frem sortnede det lidt for mig. Jeg satte mig på hug på badeværelsesgulvet, fik åndenød. Flåede pakningen ned til mig, fuldstændigt overbevist om, at jeg tog fejl, læste og forstod forkert. Men det så rigtigt nok ud. Én møg tydeligt møg streg.
    Jeg havde hormonspiral – så først var lægens udbrud “nå jamen, så kan du jo ikke være gravid”. Nej tak, jeg ville ønske, det var rigtigt. Vi blev alligevel enige om, at han nok hellere måtte teste den kop, jeg lige havde stillet til ham. Han kom tilbage med sætningen “du er MEGET gravid. Hvor langt er du henne?” – et spørgsmål jeg på ingen måde kunne svare på. En bivirkning ved hormonspiral var, at jeg ikke rigtigt fik menstruation. Hvordan ved man så, hvor langt man er henne? Den melding fik ham til babu-babu at sende mig til gynækolog, som også mente “Ej jamen, du har jo hormonspiral, så er det en fejl. Du er ikke gravid”. Det var jeg. 7. uger og nogle dage. Jeg kan regne ud, at jeg blev gravid på min 29 års fødselsdag.

    Flot.

    Nå – en lang historie kort. Jeg fik en abort. Fem dage efter. Jeg var egentligt på ingen måde i tvivl. Det var faren heller ikke. Men jeg havde brug for lige at kunne følge med, tænke, forstå, mærke, græde. Så der gik fem dage. Heldigvis var han med, faren. Og støttede. Heldigvis var det ikke så slemt med selve aborten. Og heldigvis har jeg haft en fantastisk oplevelse med gynækolog og læge (ud over, at jeg skulle overbevise dem om, at jeg nok var gravid). Jeg synes, det er svært nu. Meget svært. Og det selvom det var et relativt let valg for mig. Min gode vens kæreste skal føde samme dag, som jeg skulle (eller var sat til). Det er svært. Viden om, at jeg har fravalgt en spire som 29-årig er svær. Det bliver jo ikke nødvendigvis lettere næste gang. Det hele er svært og fylder hver dag. Hele tiden.

    Ironisk nok har jeg længe troet, at jeg måske ikke ville have børn. Den her oplevelse har ændret det. Jeg vil rigtigt gerne have børn, og nu er det som om, at the stakes are higher. Hvad nu, hvis jeg så ikke kan. Kan jeg så leve med min beslutning, hvor rigtig den end synes.

    Der er mange overvejelser. Mange tanker. OG meget skyld, dumhed og skam indblandet. Og det er noget vås. Ingen af delen skal have plads. Men altså.

    Mest fortæller jeg dig historien (og andre), for at sige, at du ikke er alene med den slags. Heller ikke med at lade verden falde sammen omkring dig bagefter.

    Stort knus til dig

    Svar
  13. lovisen

    Puha, sikke en barsk omgang.
    Jeg ved faktisk ikke helt hvad jeg skal skrive, jeg har ingen personlige erfaringer der kan være til nogen hjælp.
    Håber bare at der har været skønne stærke mennesker omkring dig, til at give dig alle de kram, og al den støtte, som du ikke fik af ham…
    Fandeme stort at du tør åbne op…..

    Svar
  14. Mette

    Hej Kia

    Tak fordi, du deler. Din historie rammer mig virkelig. I juni fik jeg selv en abort, og jeg var fuldstændig i chok over det følelseshav, der skyllede ind over mig. Han reagerede på den allermest fantastiske måde og stadig var det en virkelig hård proces. Derfor kan jeg kun forestille mig, hvor svært du må have haft det/har det, og det gør mig virkelig trist indeni. Der er ingen, der bør gå gennem det alene uden støtte, forståelse og omsorg.
    Jeg kan genkende dine følelser. Selvom jeg aldrig har dømt andre for at tage valget om abort, så dømte jeg på en måde mig selv. Jeg er en voksen kvinde sidst i tyverne med fast job og rimeligt styr på tilværelsen, så burde jeg være klar? Hvad hvis jeg ikke får chancen igen? Heldigvis var der ingen andre, der dømte mig, og det føles efterhånden mere og mere rigtigt. Alle babymaverne omkring mig sætter ikke længere det helt samme tankemønster i gang, og jeg tænker ikke længere kun på det med smerte. Jeg håber, du trods alt er kommet nogenlunde ud på den anden side, og jeg sender dig de varmeste tanker.

    Svar
  15. Marie

    Tror ikke jeg har kommenteret før, men det blev jeg nødt til nu. Tak fordi du deler denne meget private oplevelse. Blev meget rørt af at læse den. Ønsker dig alt det bedste.

    Svar
  16. Sara

    Forfærdeligt. Jeg ville have det på fuldstændig samme måde hvis det skete for mig. Hvor er det sejt at du deler.

    Kia, du er vidunderlig!

    Svar
  17. Ida B

    Shit du er sej, tak fordi du deler. Jeg er sikker på at det er vigtigt at verden har så modige mennesker, der tør bryde tabuer, du er bestemt en af dem. Stort skulderklap herfra!

    Svar
  18. Simone

    Helt vildt sejt, modigt og ikke mindst vigtigt, at du tør dele det her!
    Jeg er mest ked af at du har skulle græde sådan alene. Men det kan man nu også have brug for en gang i mellem.
    Og så er det på ingen måde sidste chance for at blive gravid!! Jeg synes det er så godt, at du ikke panikkede og fik et barn fordi du følte det var sidste chance.
    Mega meget respekt. Og en masse krammere herfra <3

    Svar
  19. Emilie

    Puha, så sidder man her og tuder ned i formiddagskaffen.
    Jeg blev meget rørt over dit indlæg, hvor må det have sindssygt svært for dig at gå igennem og også at skrive og dele oplevelsen.
    Jeg sender dig al mulig kærlighed herfra!

    Svar
  20. Solo

    Flot beretning!
    Jeg må dog have lov at sige, at jeg synes hele den retorik i Danmark omkring abort er total hysterisk.
    Eller det er ihvertfald sådan jeg er end med at have det efter jeg (gudhjælpemig) blev gravid (og fik aborter) to måneder i træk. Anden gang vidste jeg ikke om jeg skulle grine eller græde. Men min pointe er ærlig talt, at jeg 1) ikke synes det er så traumatisk at tage beslutningen om abort. Det er jo ikke et barn endnu. Det er på linje med at græde hver gang man har menstruation. Det er jo også et (could have been) liv man skylder ud med blodet. 2) jeg synes tabuet er så stort eller småt som man selv gør det til. Jeg var fuldkommen åben omkring det til arbejde, familie, venner osv. Ingen fordømmelser eller nedladenheder. Kun støtte og forståelse for situationen, selv da jeg kom en måned efter den første abort og berettede om endnu en positiv test. 3) jeg synes ikke at selve aborten er særlig slem eller smertefuld. Jeg fik 2 medicinske abort inden for 2 måneder. Det jeg synes var slemt (den første gang) var ventetiden fra man sluger den første pille hos gyn/læge/hospital og til man selv skal stikke de andre piller op. Her får man afvide at det kan blive smertefuldt og man må ikke være alene. Tanker og forventninger om hvor smertefuldt det kunne ende med at blive drev mig til vanvid i det lille døgn der gik. Men da jeg først havde ført pillerne op, lagt mig til rette i sofaen (med verdens største bind på) og selve udskillelsen af foster foregik der synes jeg ikke det var i nærheden at noget slemt. Og i tilfælde af at det var slemt, så fik jeg kastet stærke smertestillende piller i fjæset da jeg forlod klinikken så i tilfælde af at det skulle blive slemt kunne jeg nemt og effektivt dulme smerten.
    Mine to aborter var ens. Ikke særlig slemme – bare irriterende at skulle tage fri fra arbejde og bløde i flere uger.
    Men lad os nu passe på med at tale det op til at være en traumatisk oplevelse som vi vil være mærket af resten af vores liv. Livet er hvad man selv gør det til, alle er forskellige, alle har problemer og vi vælger selv hvordan vi håndtere dem.
    Mvh
    Solo

    Svar
    1. Mette

      Til Kia, du er super sej og modig og denne her kommentar er slet ikke møntet på din historie.

      Men solo, at sammenligne et embryo/foster i uge 5-6-7 eller ældre med menstruation er lige en tand for meget! Jeg blev scannet i uge 7 og hørte hjertelyd der, da begge gravid. Så det er rigtig meget et barn. Fred være med hvilken beslutning man tager, det vælger man selv. Men det skal være på det rette grundlag og ikke negligeres som en ganske almindelig ting alle gør hver måned.

      Svar
    2. Rebekka

      Jeg synes det er en usympatisk kommentar at komme med. Bare fordi det ikke har været hårdt for dig – godt for dig, men hvad skal vi/Kia bruge den info til? Det er som om du bagataliserer helt vildt hvad Kia har været igennem, og det synes jeg faktisk ikke er okay. Og at sammenligne menstruation med abort er direkte latterligt, undskyld mig…

      Svar
  21. Nanna

    Hej Kia.
    Modigt da det ER tabu belagt og fyldt med skam og skyldfølelse.
    Jeg har selv været dér.. Endda 3 gange. 3 gange med beskyttelse- p-piller er ikke min bedste ven åbenbart. Hurra for kondomer!
    2 gange har jeg stået alene med skammen. Den er forfærdelig. I laang tid var jeg deprimeret. Men det var den rigtigte beslutning.
    Men perioden efter er hård, når man er alene. Og især fordi det er tabu belagt og man får skammen smidt i ansigtet af omverden, der måske ikke støtter ens valg.
    skammen, samvittigheden og tanken vil altid være der, når kredsen får børn.
    Men den bliver mindre. Husk det ❤
    Tak for din deling

    Svar
  22. Astrid

    Hold da fucking fuck et vildt indlæg. Har (heldigvis) aldrig stået i en situation, hvor jeg skulle tage stilling til abort, men er sikker på det bliver værre, jo ældre man er. Du er så fucking sej!

    Svar
  23. Laura S

    Hej Kia

    Synes det er rigtig fint du deler din historie, det gør det forhåbentlig lettere for andre at tale om, og derfor vil jeg også dele min.

    Jeg fandt ud af jeg var gravid i sommers, da jeg efter et par ugers utilpashed tog en graviditetstest, for bare lige at udelukke det. Jeg havde haft min menstruation de sidste to måneder, så derfor var jeg noget chokeret, da testen var positiv. Jeg tog til lægen, og fik det bekræftet og hun skød mig til at være ca. 7 uger henne. Jeg blev fuldstændig væltet af pinden. Jeg er 26 og har været sammen med min kæreste i over 4 år, jeg har altid ville have børn inden jeg blev 30, men lige nu var timingen bare ikke helt optimal. Da jeg fortalte min kæreste det, var det hurtigt klart, at der ikke var noget at diskutere. Han sagde mere eller mindre, at jeg ville ødelægge hans liv, hvis jeg valgte at beholde det. Så vi fik booket en tid hos gynækologen og efter et scanningstjek, fortalte hun mig, at jeg lige præcis den dag var 12 uger henne. 12 UGER! Derfor var medicinsk abort udelukket, og jeg fik nu en time til at beslutte mig for om jeg ville have en kirurgisk abort. De kunne ikke garantere at hospitalet ville tage mig, da jeg lå lige på grænsen ved de 12 uger, men hun ville gøre et forsøg, hvis det var det jeg ønskede. Efter en masse tårer og snak, valgte jeg at sige ja til aborten, selvom jeg på ingen måde var sikker. Oppe i mit hovede, kunne jeg nemlig ikke retfærdiggøre det overfor mig selv. 12 uger er langt henne, 1/3 af graviditeten, jeg er 26, sund og rask og i et fast parforhold. Men min kæreste var helt sikker på at der ikke var nogen anden mulighed, så jeg lod mig nok mere overtale end at vælge det selv. Aborten gik som den skulle, selvom det var hårdt med fuld narkose og efterfølgende masser af smertestillende, men jeg var i mange dage efter slet ikke mig selv. Jeg havde altid sagt at jeg ikke skulle have en abort. Men det fik jeg, og jeg har den dag i dag stadig øjeblikke, hvor jeg tænker at det var helt forkert og at jeg burde have stået mere fast på at beholde barnet. For hvad nu hvis det sker igen, eller det aldrig sker. Mine venner er også begyndt at få børn og hver gang, der nogen nye der fortæller mig om deres nye graviditet, så stikker det lige en ekstra gang i hjertet, og jeg skal kæmpe for at holde tårerne tilbage. Men jeg håber og tror på, at det engang bliver min tur, og at jeg på det tidspunkt kan nyde de første 12 uger (og resten af graviditeten) med en mand som også ønsker det. Jeg ved godt min historie ikke er den samme som din, men det er der vel ikke helt nogens der er. Håber bare at det kan hjælpe til at andre piger derude ikke føler, at de skal skjule det eller skamme sig. Men nogle gange tvinger livet og omstændighederne en til at tage beslutninger, som ville ønske man kunne undgå. Og et barn skal altid være 100% ønsket.

    Svar
    1. Ida

      Jeg læste netop dit indlæg, og blev noget så rørt. Situationen, hvor man er uenige må være enormt svær!! Og tænk så, at skulle tage det valg på en time.
      Men som en veninde sagde til mig, da jeg var i tvivl: Det er så hårdt at få et barn, at man skal ville det. Begge to (hvis det er muligt). Men jeg kender godt stikket i maven og usikkerheden.

      Svar
      1. Laura S

        Din veninde har fuldstændig ret, og det præcis sådan en tanke man skal huske at have på de tidspunkter, hvor man bliver i tvivl om det var det rigtige. Mange tak for lige at skrive den, den vil jeg gemme.

        Kh

        Svar
  24. Camilla Urban

    Hvor er du bare sej! Det kræver mod at berøre noget så personligt og hårdt, så fint som du gør der her. Kæmpe respekt herfra og masser af medvind!

    Svar
  25. MetteM

    Det er modigt af dig at dele denne oplevelse.
    Jeg har ikke selv børn, men har 1 tæt inde på livet, som har fået barn med en der slet ikke har de samme værdier. Og selvom det er for vedkommende det størst at have fået barn, er det også rigtigt hårdt, at et eller andet sted skal kæmpe en kamp pga. de meget forskellige værdier her i livet. De forskellige syn på hvad der er bedst for barnet, helt ned til de basale behov, desværre.
    Jeg ved godt det ikke er det samme, som det du har været igennem, og jeg ved ikke om jeg “rammer” forkert med min kommentar – men kan kun tænke mig til der er mange aspekter man skal tænke på i sådan en situation.
    Men i hvert fald får du et kæmpe virtuelt krammer.

    Svar
  26. Miriam

    Du er kampsej, Kia. Sindssygt meget props for det her indlæg. Og til børnedelen – Gu’ er du stadig ung! Og du fortjener at lave børn sammen med en mand, der har den præcis modsatte reaktion af det der, når det sker.

    Svar
  27. Linnette

    Wow, blev virkelig rørt af din og de andres pigers historie, synes det er rigtig vigtigt at det er noget man kan snakke om! Det er også vigtigt at det ikke er et tabu, også så drengene finder ud af at det er en meget følsom og svær situation at stå i.. Sender dig kærlige tanker <3

    Svar
  28. Mille

    <3
    Kram til dig og stor respekt for, at du deler. Det er nemlig tabubelagt at tale om abort, så det er så cool at du tager det op.

    Svar
  29. S

    Jeg tager virkelig hatten af for dig Kia! Det er så stærkt, modigt og virkelig vigtigt det du skriver. Du har min dybeste respekt. Jeg sender en masse tanker, og håber at dine sår ligeså stille er ved at heles.

    Jeg var det samme sted for snart ti år siden. Jeg havde nogen af de samme tanker som dig. Jeg følte mig dum og naiv, forbandet uansvarlig, uintelligent og sidst, men bestemt ikke mindst, alene. Jeg var ikke et øjeblik i tvivl om, hvad der var det rigtige at gøre. Jeg gik stadig på gymnasiet og var overbevist om at for mig ville det at få barnet være endnu mere dumt og uansvarligt end det i forvejen føltes.

    Jeg var fyldt med skam. Virkelig. Den første lange tid, fortalte jeg ingen om det, udover min mor som var den bedste støtte. Gudskelov for at have en sygeplejerskemor der har arbejdet på en gynækologisk afdeling, og er vældig bevidst om at jeg hverken var den første, sidste eller dum og naiv. Uden hende havde det været en helt anden sag.
    Hverken min far eller min mors mand ved det, og får det heller aldrig at vide. Jeg har ikke lyst til deres reaktion, selvom de sikkert vil håndtere det fint. Men det ville konfrontere mig med min skam, som stadigvæk er der, på trods af at jeg de sidste ti år ikke har været et sekund i tvivl om, at det var den rigtige og eneste beslutning for mig.
    Der er stadig meget få der ved det. Og det er ikke noget der tales om overhovedet. Nu er det selvfølgelig også lang tid siden, men det er bare tabubelagt og skamfuldt. Jeg kan kun forestille mig, at det er sværere og måske endnu mere tabubelagt, når man er ældre end jeg var. Jeg kunne med min alder forholdsvis nemt argumentere for, at en abort var det klogeste og der var ingen rynkede bryn over min beslutning. Det er der nok desværre mere af, når man er ældre.

    Mange tanker i din retning!

    Svar
  30. Marie

    Du er så sej, og har nogle værdier og et mod, som altså virkelig viser sig, når man tør dele ting som dette. Respekt og også en masse kærlige tanker – især for dine tanker om, at andre ikke skal gennegå lignende ting i ensomhed.

    Svar
  31. S

    Så vildt. Hvor er jeg ked af at du måtte igennem det. Og at den medskyldige slet ikke støttede dig. Selvfølgelig måtte du joke sammen med ham – sikke et chok det må have været for dig. Først at opdage graviditeten og derefter opdage hans manglende empati.. Heldigvis er vi SÅ mange der støtter dig herinde. Kram kram kram!!

    Svar
  32. Marie Louise

    Der lå jeg, for 7 år siden som 21-årig, og var gravid med ham fyren, som holdte mig hånden i kantinen hver dag, men som lige pludseligt faldt over sit livs kærlighed (der ikke var mig) næsten samme øjeblik, som der var to streger på graviditetstesten.
    Det er en lortesituation. Det er lort at være gravid, selvom man ved, det er den absolut mest fornuftige beslutning at få en abort. Det er ingenting at skamme sig over, lort sker jo. Men det er pisse hamrende svært. Både at føle sig forladt, og (for mit vedkommende) gøre noget, som kroppen synes unaturligt, selvom sindet og hovedet er helt afklaret.

    Jeg kunne godt skrive noget om, at man kommer styrket ud på den anden side osv. Det gør ‘man’ måske også. Men nogle gange er det bare noget pis, og det skal det have lov til at være. Det stopper jo ikke én fra at bevæge sig videre i livet. Masser af tanker din vej.

    Svar
  33. Cassandra Hemmingsen

    Kære Kia,

    Ærligt og anderledes indlæg fra dig. Jeg er rigtig ked af, at du har været igennem det, men du skal tale pænt til dig selv og tænke godt om dig selv. Du sætter sådan et godt forbillede, og du er en mega sej kvinde. Men dum og naiv er du altså ikke, og du skal ikke æde nogen dumhed. Jeg tror ikke på, du ville sige til en veninde, hun var dum og naiv, fordi hun troede på noget godt i et andet menneske – og det uanset alder. Du har ikke gjort noget forkert, og du skal passe på dig selv <3 <3 <3

    Svar
  34. Louise

    Du er simpelthen en inspiration Kia! jeg har den dybeste respekt for at du fortæller om denne oplevelse. Du bryder et tabu.

    Jeg har selv været der. Og endte også med medicinsk abort. Jeg har faktisk ikke fortrudt mit valg. Jeg vil gerne have børn – men ikke med en mand, der stikker halen mellem benene.

    Du er så sej! Masser af kærlighed din vej <3

    Svar
  35. Amalie

    Modige, stærke, stakkels dig! Jeg håber at nogen sagde søde ord, aede og samlede dig op. Du må ikke give dig selv lov til at føle skam eller dumhed – lad ham om at flove sig, når han måske engang forstår, hvad det gjorde ved dig.

    Svar
  36. Tina

    Hatten af for at du deler, Kia!!!!
    Pludselig forstår man jo 100 %, når du skriver, du har haft en hård periode på det seneste.
    Kæmpe kram til dig!

    Svar
  37. Julie

    Respekt. Jeg har tænkt over dit indlæg hele dagen og har lige fortalt min mor ( som jeg skal se vild med dans med om lidt haha) om den seje blogger der har skrevet et indlæg om noget der virkelig betyder noget. Tak fordi du deler, du har virkelig sat tanker og følelser i gang. Du(vi alle) fortjener det bedste, så giv dig lidt tid til at pleje og elske dig selv og virkelig indse hvor meget du er værd. Her er et link til en sang der ramte lige i hjertet på et tidspunkt hvor jeg følte mig svigtet: https://www.youtube.com/watch?v=kFtMl-uipA8

    Keep going søster, du er fandme for cool

    Svar
  38. Katrine

    Kia! Hvor er det dejligt, at du åbner op for et forum, hvor man kan finde ud af, at man ikke er alene med sådan en oplevelse og sådan nogle følelser!

    Ligesom du, og flere andre der har kommenteret, har jeg selv fået foretaget en abort i en alder, hvor jeg nok godt kunnet have taget mig af et barn. For mig er det enormt rart at høre, at jeg ikke er alene. Det ved jeg godt, at jeg ikke er, men det rykker alligevel noget at høre andres beretninger. For mit vedkommende er det ikke én, men to aborter – med den samme kæreste. Første gang var jeg 24, det var jeg også anden gang. Første gang var vi gået fra hinanden, men “sås” stadig. Derfor gav det sig selv, at vi ikke skulle have det barn. Anden gang var et halvt år senere, hvor vi var blevet kærester igen. Jeg blev gravid første gang, vi havde sex som genfundne kærester, så der skulle det heller ikke være. Jeg er glad med mine beslutninger, men det gør stadig ondt, og jeg er desværre stadig flov over det – også selvom jeg har talt med åbent med veninder om det. Det værste var en veninde, der tsk’ede af mig, da jeg fortalte hende om det. Hun er ikke siden blevet lukket helt ind igen. Jeg er nu 27 år og stadig sammen med min kæreste, og det er jeg glad for!
    Jeg overvejede at sende dig en mail, men det gav mig så meget at høre andres historier, så hvis jeg kan bidrage til at andre ikke føler sig helt alene, så vil jeg hellere end gerne det!

    Kæmpe kærlighed hele vejen rundt!

    Svar
  39. Lea

    Åhh de mænd!!! Jeg går ind for at de skulle have et juridisk los i bollerne når de ter sig sådan. Det gør mig kraft edme sur! Håber du har det bedre og finder en sød fyr. Kram herfra

    Svar
  40. Mie

    Puuh for satan Kia, en møgsituation at være i! Men stemmer i med alle dem der skriver hvor sej og modig du er, at udgive dette indlæg. For ja, shit happens, man rammes af skam, skyld, bristede forhåbninger, bekymringer om fremtiden osv. osv., når man kommer i den situation. Jeg var der selv i 3. g, lige fyldt 18 år – og dermed var valget “nemt”. Jeg valgte dog den kirurgiske abort, så jeg ikke skulle være ved bevidsthed, da det skete. Og havde heldigvis ingen bivirkninger derefter. Men tanken “gad vide om jeg har ødelagt noget derinde” dukker op en gang imellem. Og nu hvor jeg nærmer mig de 29 og ikke har en kæreste, frygter jeg indimellem at jeg ikke når, at få de børn jeg gerne vil have. Men jeg kan alligevel slet ikke forestille mig hvordan mit liv ville have set ud, hvis jeg havde beholdt det dengang. Jeg besluttede mig egentlig for da jeg var omkring 23-24, at hvis det skete ved et uheld igen, ville jeg beholde det, for jeg ville være i stand til mentalt og praktisk at varetage omsorgen for et barn. Jeg bliver dog i tvivl om den beslutning nu hvor jeg læser dit indlæg. For hvad med manden man så har det uheld med? Hvad med de ønsker om at sætte et barn i verden, man har? Hvordan fuck får man både bragt og hentet et barn i institution, når man har almindeligt fuldtidsarbejde (ved godt det på en eller anden måde kan lade sig gøre, er selv vokset op med en enlig mor i en stor del af min og mine søskendes barndom).

    Men tak Kia for at bryde tavsheden. Håber de mange kommentarer du har fået og får til dit indlæg, er med til hele dig. Det tror jeg på!

    Kæmpestort kram fra Mie

    Svar
  41. Anne

    Ornli klap på skulderen for at dele den historie og stikke til det væmmelige tabu. Det er sgu sejt, at turde tale om et emne, der er så befængt med følelser er modigt.
    Jeg fik en abort. Da jeg var nygift. Fucking langt ude periode i mit liv. Det var jo forkert på alle måder. Jeg havde netop sagt ja til manden og så blev jeg gravid. Jeg stod med graviditetstesten i hånden og min første tanke var, at det barn ville jeg ikke have. Jeg fik en abort og forholde kuldsejlede på få måneder. Graviditeten blev symbolet på at jeg faktisk ikke var forelsket i min mand. Jeg forlod ham og levede med skam og skyld i mange måneder. Nu er jeg blevet mor. Med den rigtige mand. Pointen er, at det er rigtigt, når det er rigtigt. Og maven den er tit en bedre samtalepartner end hjernen.
    God karma til dig <3

    Svar
  42. Katrinej

    Hvor er du modig at du deler den her sindssyge oplevelse!
    Jeg har været igennem det samme, og det er stadig mit livs værste oplevelse. Det var det hårdeste, sværeste og mest ubehagelige. Ikke kun på grund af smerterne, men valget om at gøre det og følelsen af at være helt fortabt. Jeg er så ked af du var alene om det! Det er der ingen der fortjener. Al mulig kærlighed og helende tanker til dig <3

    Svar
  43. C & the City

    Du er stærk, sej og modig! Og det er SÅ godt, at du “står frem” for det ER et tabu, stadig, uanset hvor frigjorte, vi selv mener vi er som samfund.

    Faktisk er det første gang, at jeg fortæller at jeg også har været der. INGEN har vidst det – før nu, hvor jeg skriver det i kommentarfeltet på en andens blog…

    Jeg var 35, i et fast forhold, fast job, vi boede sammen og havde kendt hinanden i årevis. På alle måder det “Rigtige” set-up – bortset fra at det ikke var planlagt overhovedet og det ikke gik supergodt mellem os. Han havde altid været mere på at få børn end mig, så da jeg endelig fortalte det, så troede jeg at han blev glad. Og det gjorde han IKKE….

    Så gik jeg fuldstændig i panik, strøg til lægen og bestilte en tid. For det kunne jeg SLET ikke overskue, jeg var sikker på, at jeg så ville blive alene med det. Og så blev jeg udsat for det vildeste pres, fra lægen, sygeplejersken, gynækologen – der alle var meget flittige til at fortælle mig, at jeg jo havde den rigtige alder osv. Og fordømmelsen nærmest lyste ud af dem – især på sygehuset.

    Det gik nemlig hverken værre eller bedre end at jeg ombestemte mig. Og faktisk gerne ville have det barn. Hvilket jeg prøvede at vende med Hr. Mand, der naturligt nok, følte sig noget forvirret over ko-vendingen. Så natten før tiden endte i et KÆMPE skænderi, der kun styrkede min panik – og det blev bestemt ikke bedre af, at min krop reagerede med det samme, så jeg i 6 uger kastede op, ikke kunne passe mit tøj, kun kunne indtage vindruer og 7-UP og havde vand i hele kroppen – og som bonus havde veninder og kolleger, der glædesstrålende annoncerede graviditeter

    Så jeg forsøgte at slå kroppen fra, fik slugt pillen, for nu skulle det bare overståes – jeg kunne ikke overskue både presset, tvivlen og kroppen, der gik amok længere.

    Den virkede så bare ikke og så skulle festen gentages. Nu pille forfra. På min egen fødselsdag. Sgu. Så sad man der og har næppe følt sig som en større fiasko – nogensinde! Og det var stadig kun ham og mig, der vidste det – med mig, der spillede den seje og tapre og skjulte hvor ked af det og skuffet, jeg var.

    Anden omgang virkede heller ikke, så efter at have kamp-blødt i 3 uger, så skulle jeg på sygehuset, indlægges og i narkose. Selvfølgelig med et døgns ventetid, fordi fødsler kom ind over! Genialt sted i øvrigt – at lægge aborter sammen med glade, nybagte forældre.

    Så sad vi der, 2 meget voksne mennesker og blev set på, behandlet og følte os også, som to komplet uansvarlige teenagere. Der var ingen tvivl om, hvad personalet mente og det er SÅ tarveligt, at udsætte folk i så sårbar en situation for SÅ meget fordømmelse. Det er IKKE deres job og derfor synes jeg det er godt, du har skrevet indlægget – og det er derfor, jeg svarer med min egen historie, for første gang nogensinde. At det stadig er tabu er lidt at sparke på folk, der ligger ned i forvejen.

    Vores situationer er selvfølgelig anderledes, men jeg tror det er godt for dig, at du siger det højt. Jeg gjorde, som sagt, ikke, vi talte heller ikke om det, min kæreste og mig, men det har umuligt at fortsætte som før, som ingenting var sket. At der skulle gå 3 uger og flere døgn på sygehus var enormt traumatisk for mig. ISÆR fordi jeg jo havde ombestemt mig og IKKE ønskede den abort. Og jeg tænker stadig på det. Jævnligt. Fordi det jo er et kæmpe ubearbejdet sår. Og vi endte med at gå fra hinanden.

    Så jeg har den allerstørste respekt for, at du står frem. Jeg er sikker på at det gør en forskel og kan hjælpe de mange, der står i situationen eller har været i det. Det er en FRYGTELIG svær beslutning at tage, når man både er i sine følelsers, fornufts – og hormoners vold, og alene om det. For det er man, dybest set.

    Send en mail, hvis der er noget, du har brug for.

    Kæmpe-kram!

    Svar
  44. Astrid

    Smuk og rørende beskrivelse. Husk du aldrig er alene. Jeg er en øvet krammer og lytter. Jeg har tænkt meget på dig her på det sidste. Du skal i øvrigt nok nå det hele. Stort kram A (og et lidt mindre fra lille F)

    Svar
  45. Anne

    Kære Kia,

    Jeg er forfærdelg ked af, at du skulle igennem sådan en oplevelse. Jeg sender dig masser af kærlige virtuelle tanker.

    Du er mother f*** sej. Jeg elsker din blog, fordi at du skriver om de ting i livet, der faktisk betyder noget. Omend jeg selvfølgelig ville ønske du ikke havde været denne oplevelse igennem. Du er så sej, modig!

    Selvom jeg aldrig har været gravid, så har jeg også haft nogle virkelig hårde perioder i mit liv. Men jeg er altid kommet stærkere ud på den anden side, og det ved jeg, at du også gør. Du er en fighter, du har stålstyrke, og ikke mindst har du en masse søde læsere der vil støtte dig hele vejen gennem din kamp.

    Tusind tanker til dig <3

    /Anne

    Svar
  46. Ida T

    Shit det her er stærkt! ❤️ Det kunne sagtens have været mig i den situation. Tak for at skrive så ærligt, om noget som de fleste kvinder, jeg kender, kan relatere til, men som ingen taler om.

    Svar
  47. Linnea

    Holla sister! Hvor er du S E J at du deler. Og stærkt at læse alle jeres historier her i kommentarerne. Jeg har selv været der, med den positive test, forvirringen, skammen, tårerne og manden, der joker og laller om noget, der faktisk ikke er særlig sjovt. For Saturn, det lyder hårdt at ligge der mellem flyttekasserne! Så vigtigt at du deler, og ja, hvorfor al den skam og tabu? Du er en straight up rollemodel, Kia!

    Svar
  48. Acie

    … Og tænk – samtidig gik du på arbejde og var ligeså sej og ’styr-på-lortet’-agtig, som du altid er (så sådan nogle som mig, der sidder på den anden ende af emailen aldrig opdagede noget).. Det kræver altså sin kvinde <3

    Svar
  49. Louise

    Hold. Nu. Kæft.
    Det er SÅ stærkt skrevet og det satte sindssygt mange tanker igang hos en 21-årig, der står i en lignende situation, dog uden alle følelserne i klemme omkring det. Heldigvis.
    Hold kæft hvor er du bare vanvittig sej, at krænge sådanne følelser ud til hele verden.
    Wauw.

    Svar
  50. Kristina

    Hold op du må have haft nogle forfærdelige måneder. Kæmpe respekt for at udgive dette indlæg; tror det kan rykke en del, hvis der kommer mere oplysning på hvad sådan en abort gør fysisk og mentalt. Kæmpe krammer og gode tanker til dig!

    Svar
  51. Lotte

    Hvor er jeg ked af, at du skulle igennem det. Tak, fordi du lige fik os alle til at stoppe op – og fordi du inspirerede andre til at også dele deres historier.
    Jeg ønsker dig alt det bedste. Virtuelle kram herfra!

    Svar
  52. D.

    Tak for dit indlæg, mange mange tak. Som jeg allerde kan læse, at du har fået, skal du også have rigtig mange skulderknap og en kæmpe knus med på din vej, for både at dele noget af det sværeste-svære, og et kram fordi du på ingen måde skal have skam over din situation. Jeg er enorm glad for, at du tager det tabu op omkring, hvor fandens ondt – sådan helt ubeskriveligt, ud-af-kroppen og uvirkeligt – ondt, livet kan gøre….og at man ofte tier stiller om det. Jeg er selv i en periode i mit liv, hvor jeg ikke længere kan “overholde” den facade, og hold nu op, hvor er det både befriende og på samme tid ANGST-provokerende at fortælle andre om det. Skam, skyld, ikke at leve op til hvordan man “bør” være – uden sådanne tanker og følelser ville livet sørme være lettere. Jeg håber, at du ud over at føle ovenstående følelser og ængstelighed (hvilket du skal have fuld, fuld lov til), kan give dig selv lov til at acceptere, at det er helt OK, at ting ikke går, som man lige går og tror; om det handler om kærester, børn (og kombinationen). Det er accepten, jeg selv prøver at arbejde med – mod at være venligere mod mig selv og ikke se mig selv som en fejltagelse, fordi tingene ikke gik, som jeg troede de skulle, eller som den, der er skyld i, at selvsamme ting gik galt. Det er svært, men det er også klogt tror jeg, for man (jeg) er nu engang ofte sin egen værste fjende. Så TUSIND TAK og al mulig kram til dig.

    Svar
  53. Maja H

    Ej Kia, for pokker :( Sikke noget rod! Åh hvor må det bare have været hårdt :(
    Jeg kan sgu godt forstå du har været vildt ked af det, men én ting er sikkert: Du skal ikke skamme dig.

    Der har jo været ret stille herinde, med god grund, men jeg er faktisk glad for at runde bloggen og pludselig se fem nye indlæg og især at læse, at du har fået det bedre.
    Håber virkelig, at fremtiden vil se lysere ud fra nu :)

    Svar
  54. Pingback: EJ TAK

  55. StineT

    Det lyder som en barsk omgang! Puha! Hvor er det bare sejt, at du deler din historie! Kæmpe krammer i din retning! :)

    Svar
  56. Anne L.

    Fuck, hvor er du vild.
    Tak tak tak fordi du deler det her, og fordi du får sat nogle ord på, som hjælper helt enormt meget.

    Svar
  57. Pingback: 2016, you ready? - you better be fierce

  58. Rosa

    Modigt at dele tanker og følelser om en abort! – jeg håber at du i dag er kommet ovenpå igen, og har det med i bagagen på den bedst mulige måde man nu kan have sådan en oplevelse med i sin bagage. Husk at 2016 bliver helt vildt fedt :)

    Svar
  59. Pingback: En slags terapi #2 - you better be fierce

  60. Pingback: En kærlighedshistorie.. - you better be fierce

  61. Pingback: "Du traf det valg, der var rigtigt på det tidspunkt.." - you better be fierce

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *