En slags terapi #2

HEJ. Fortsættelsen på det her indlæg.. Her får I det. Jeg har skrevet det her indlæg for mange måneder siden – men vil gerne dele de følelser, jeg gik igennem med jer. Det var sygt hårdt. Vi har alle været der, tænker jeg? For nogle er det en svær ting at snakke om og håndtere. Her er min historie, måske I kan bruge den?

(..Med indlægget her, kan vi i øvrigt rigtig starte op på brevkassen ;) #drfierce)

Nå, men, jeg forelskede mig i ”en anden”. Jeg forelskede mig ikke sådan pladask til at starte med. Men med tiden, der forelskede jeg mig ret meget. Det var en af de der crushes, der var ret intens og føltes hel forkert og hel rigtig på samme tid. Han sagde, han var forelsket i mig. Da jeg ikke havde en kæreste længere, så sagde han det ikke mere. Måske er det noget, jeg har bildt mig ind. Men sådan føltes det. Jeg lukkede ham ind. For sådan er jeg. Jeg føler meget og jeg føler stærkt. Nogle gange føler jeg for meget. Nogle gange føler jeg forkert. Tydeligvis. Vi snakkede ikke særlig meget om de følelser og når vi gjorde, så var det nok mest mine følelser. Ingen nævnte elefanten i rummet: ”Why are we doing this?”

Han gav mig meget lidt af sig selv. Men det stoppede mig slet ikke. Jeg var betaget og han fik mig til at grine. Han havde det ikke helt på samme måde. Nogle dage havde han det måske på samme måde. Nogle gange sagde han det på sin helt egen måde. Det var ikke nok for mig. De fleste dage, var han der bare. Jeg fik ham aldrig nogensinde mentalt. Det gjorde mig forvirret. Frustreret. Med ham var alting et skridt frem og to tilbage. Altid måske. Altid usikkerhed. Altid tavshed. Han var aldrig klar i mælet.

Den sidste tid, vi så hinanden tiggede jeg ham om, at give mig et stykke af hans hjerne. Fortælle mig, hvad han tænkte, når han lå helt apatisk og kiggede op i loftet. Måske holdt han mig i hånden imens, hvis jeg var rigtig heldig. Han sagde ”Kia, nogle gange ligger jeg bare og kigger på revnerne i loftet, uden at tænke på noget. Alle føler ikke som dig.” Jeg troede ikke på ham. Jeg tror stadig ikke på ham. Jeg har aldrig nogensinde i mit liv følt mig så usikker på mig selv. Så ude af trit, med hvad jeg burde kunne forvente af et andet menneske i mit liv. Jeg fortjente mere end det der. Jeg fortjente at han havde været ærlig overfor sig selv lidt hurtigere. Eller at jeg var ærlig overfor mig selv lidt hurtigere. Han følte mig bare ikke nok.. Av.

Folk omkring mig fortalte mig, at de ikke kunne kende mig i den periode. Jeg var ikke den de kendte. Jeg havde det ikke godt. Men jeg kunne ikke stoppe. Det føles lidt, som om at han var mit drug. Et drug, jeg havde brug for. I et kort øjeblik, der elskede jeg mit drug. I et kort øjeblik troede jeg, at mig og mit drug skulle være sammen for altid. Jeg blev klogere. Der er ingen fremtid i den slags. Drugs er ikke godt for nogen. Drugs skal man afvænnes fra. Lige meget, hvor svært det er. Men jeg stoppede ikke. Jeg var afhængig. Jeg drømte endda lidt. Urealistiske ting. Urealistisk, fordi selv den dag i dag, ved jeg næsten intet om ham, selv efter at have brugt 5 måneder med ham. Han ved ALT om mig. ALT om mit liv. ALT om, hvordan jeg fungerer og hvad jeg havde i mit hovede, både før og efter. Jeg gav ham alt, hvad jeg havde. Det gjorde jeg virkelig.

Det her skete.. Og så stoppede det i mellem os.. Det var hans valg. Selvom det måske burde have været mit valg, når man tænker på, hvad han fik mig til at føle indeni. En dag, så sad han dér, den lille, unge idiot og sagde “Jeg kan dig bare ikke mere, Kia”..

Lucky me. Jeg fik hans tilstedeværelse. Det var åbenbart nok for mig dér. Nu tænker jeg, at jeg ikke kan kende mig selv. I’m not like that! Det er jeg virkelig ikke. Jeg skal være sammen med en, der synes jeg er den sejeste person i hele verden. Det synes han ikke jeg var, altså det er også fair nok, men tænk, at jeg ville en person så meget og han ville mig så lidt? Det håber jeg aldrig nogensinde, jeg skal opleve igen. Det værste i hele den her historie? Vil I høre det? Selvom det sluttede i mellem os, så var jeg ikke færdig. Altså sådan en forelskelse stopper jo ikke bare, vel? Jeg brugte en del måneder på, at være den mest nederen-ynkelige-uden-stolhed-person, jeg overhovedet kunne være. Jeg er aldrig blevet valgt fra før – jeg kunne ikke fatte det. “Hvad er der galt med ham?!”, tænkte jeg igen og igen. Jeg ville have ham – så skal han ville have mig. Jeg prøvede at overtale ham til at ændre mening – hver evig eneste weekend og hver gang, jeg havde en hård dag, hvor jeg ikke følte jeg slog til, der kontaktede jeg den person, der netop fik mig til at føle jeg ikke slog til. Selvdestruktivt. Det tror jeg måske, en psykolog kunne få meget godt ud af. Han svarede mig hver gang. Var flink, men fastholdt sin beslutning. Min ynkelighed hjalp ikke på noget og det forstærkede nok følelsen hos ham – det var det rigtige valg, han tog.

Set i bakspejlet, så tog han en meget god beslutning for både for ham og mig – og han holdt fast i sin beslutning. Det er jeg meget glad for i dag. Men mit ego.. Mit kæmpe store ego led virkelig under det og mit hjerte var knust – H.j.e.r.t.e.s.o.r.g, en følelse jeg aldrig nogensinde havde oplevet og først oplevede som næsten 29-årig. På tide, ville nogle sige. Det sagde mange. “Lev med det, Kia – kom videre”. Jeg brugte virkelig lang tid på at komme over det. Fravalget. At jeg ikke fik min vilje. At jeg ikke skulle se på ham igen.

Budskabet og moralen i alt det her? Du skal kunne mærke dig selv. Og det er nok også en meget god idé, hvis du kan mærke den person, du bruger din tid på. Hvis du ikke kan mærke dig selv (eller andre), så tror jeg virkelig man skal overveje, hvorfor.. Der er altid en grund. Grunden er som regel ikke særlig sjov. Jeg kan først mærke mig selv nu og sidde her og være bagklog i dag. Men nu er jeg jo også ok og nu har jeg endda fundet en hel speciel mand, som jeg kan mærke helt ned i min mave, hver eneste dag. Én, der gerne vil have jeg mærker ham. Ham den anden.. Ham mærkede jeg først EFTER alt det her – i nogle meget få sjældne øjeblikke, hvor han sagde noget til mig, der føltes rart og forkert på samme tid. Det var rart at mærke, at han også på et tidspunkt havde følt et eller andet omkring os. Så var jeg ikke helt desillusioneret omkring det hele, trods alt. Men det føles også helt forkert. Forkert af ham, at sige det de ting så sent. Alt for sent. Altid for sent. The damage was done og jeg husker kun en kamp. En kamp fyldt med usikkerhed. Kærlighed skal ikke være en kamp. Kærlighed skal ikke hive os et dårligt sted hen. Så er det ikke kærlighed. Så er det bare blah.

..Hjertesorg. Det vil jeg aldrig nogensinde opleve igen. Nu har jeg prøvet. Never again. Videre nu.

47 tanker om "En slags terapi #2"

  1. Tea

    I hear you! Utrolig flot skrevet, Kia. Og hvor skal man bare holde fast i den der “aldrig igen”… Man VED det bare når man har fundet en person som fortjener en. Og det er værd at vente på :)

    Svar
    1. Kia Forfatter

      Hej Tea. Mange tak! Du har helt ret – Når man først når dertil “aldrig igen”, så er man virkelig godt på vej.

      Svar
  2. Ana

    Hej Kia! Mange tak fordi du ville dele din historie med os, det kan ikke have været let. Jeg er blot 18 år og har endnu ikke oplevet den store kærlighed, men at læse din oplevelse og hvordan du tackler ting, det mindede mig lidt om selv, det med at føle alt muligt, og at disse følelser er ret stærke. Hvilket slet ikke er nogen dårlig ting overhovedet!
    Jeg er rigtig glad for at tingene endte godt for dig i sidste ende, med den nye mand:-)
    Og så vil jeg helt klart tage dit råd med mig, det med at finde en, som vil én lige så meget som man vil dem. Det er så sindssygt vigtigt at huske sig selv på, så tak!

    Svar
    1. Kia Forfatter

      Hej Ana. Mange tak for dine fine ord. Jeg tror, at ligegyldigt alder, så kan vi alle blive ramt hårdt af hjertesorger. Jeg er glad for du kan bruge mit indlæg til noget og håber du vil huske at finde en der vil dig 100% :)

      Svar
  3. Julie M

    Så meget kærlighed til dig Kia for at dele og sætte ord på noget som virkelig mange oplever på et eller andet tidspunkt i deres liv.
    Du er så mega sej og modig <3

    Svar
  4. Kaja

    Tak, bare tak. Det her indlæg er uden sammenligning det indlæg i hele blogland der nogensinde har ramt mig, sådan for alvor helt inde i hjertekulen.

    TAK…

    Svar
  5. M

    Wow, det er virkelig skarpt skrevet. Jeg er lige gået igennem præcis det samme og har haft svært ved at kunne sætte ord på, hvilke tanker, der har domineret mit lille naive hoved. Og der var de – i dit blogindlæg. Tusind tak.
    Jeg skal også til at bygge mit selvværd og selvtillid op igen, for det blev langsomt nedbrudt i “spillet” med ham. Ser frem til at jeg bliver rigtig glad – helt nede i maven – som dig! :)
    Igen – TAK! <3

    Svar
    1. Kia Forfatter

      Hej M, hvor er jeg bare glad for du kunne bruge mit indlæg! Nu har selvværd og selvtillid aldrig været et problem i min verden – indtil jeg mødte ham – så jeg kan følge dig 100%. Det tager tid at finde sig selv igen. Jeg hepper på dig <3

      Svar
  6. Sofie

    #Kia4prezz Du har så meget lige sat ord på et af mine tidligere break-ups, som jeg ikke selv har kunne sætte ord på! Hvor er det vildt, tak!

    Svar
    1. Kia Forfatter

      Ej, ja, det er vildt. Men som sagt, så tror jeg der er overraskende af os, der er gået i gennem lignende.. Er glad for jeg kunne hjælpe dig med at sætte ord på <3

      Svar
  7. Anne

    Sådan Kia! Du har lige beskrevet halvandet år af mit liv, og du ramte mig lige midt i det dybeste i mit i hjertet. Smukt. Tak!

    Svar
  8. Anne

    Åh Kia, du er fandeme sej. Sej fordi du deler en del af dig selv de flest nok ikke vil stå frem med. Det synes jeg sgu er sejt. DU ER SEJ!

    Hjertesorg… det er virkelig noget forfærdeligt noget. Jeg har selv været turen igennem. Været vildt forelsket i en fyr der bare ikke længere var forelsket i mig (eller elskede mig længere). Min første rigtige kæreste jeg havde fra jeg var 16-17 år… han slog mit hjerte itu. Mange i den alder oplever nok hjertesorger, men dengang troede jeg ikke, at en der havde elsket et andet menneske, også kunne sårer det menneske så meget. Det fandt jeg ud af, at det kunne man godt. Jeg var sammen med min første kæreste i 11 måneder. Det tog mig over et år at komme mig helt efter det breakup. Den første uge efter vi gik fra hinanden bare græd og græd jeg. Jeg lå i mine forældres seng med min gamle bamse (det er sgu sandheden) 17 år gammel og bare græd i et væk. Det gjorde SÅ ondt. Et halvt års tid efter vores forhold var slut skrev jeg sågar et brev til ham. Sådan et brev man sender med posten, og hvor man har tænkt over hvert et ord, der står i det. Han svarede aldrig på det brev. Det regnede jeg heller ikke. Men det var på en eller anden måde nødvendigt for mig, for at komme videre. Altså skrive det brev til ham. Et officielt afskedsbrev på en måde.

    2 år efter vi var gået fra hinanden og ikke havde haft kontakt, skrev han så til mig. Efter 2 år i tavshed. Han skrev at han var ked af den måde han havde opført sig over for mig på efter vi slog op. 2 år efter var jeg videre. Jeg var videre på alle mulige måder. Og hans lille uskyldige “undskyld” grinte jeg faktisk mere af.

    Men jeg tog så meget med fra mit første forhold. Og siden da har jeg haft to andre vidunderlige kærester, hvor den ene af dem stadig er min nuværende kæreste på 4 år, og det er ham, jeg skal være sammen med. Ham jeg skal blive gammel med. Ham hvor alt bare føles helt rigtigt. Den kæreste jeg havde før ham endte også i hjertesorger, men mere “modne” hjertesorger og hvor jeg bed sorgerne i mig, fordi jeg ville forblive venner med ham. Og det blev vi også. Efter et godt stykke tid. Men vi er venner selv den dag i dag, og det er jeg virkelig glad for. For han er et godt menneske. Det har alle mine kærester været/er, men når hjertesorgerne rammer, så kan al fornuft og rationalitet synes meget langt væk.

    Kia, du er en fantastisk kvinde, og hvor er jeg glad for, at du er ovenpå igen!

    Masser af tanker og knus til dig,
    Anne

    Svar
    1. Kia Forfatter

      Kære Anne,

      Mange tak for at dele din historie. Du er sej! Det er overraskende, hvor meget man tager med sig videre i sine andre forhold og relationer. Jeg er selv nogle gange overrasket over, hvor meget 5 korte måneder med den person har defineret mig og min selvfølelse, så meget i mange måneder efter. Det er vildt. Dejligt for dig du har det dejligt nu og tak for de fine ord <3

      Svar
  9. Mila

    Du rammer så plet.
    Står selv i det, og har gjort det længe. Jeg ved jeg skal videre, hjertet er knust og slidt, jeg får bare ikke rigtig lov af ham der som jeg i bund og grund godt kan lide, når han er god.

    Tak for indlæg.

    Svar
    1. Kia Forfatter

      Auch, Mila. Det er så svært at være i. Jeg føler med dig og håber på en god afslutning på et tidspunkt. Ens hjerte kan kun tage så meget, indtil det ikke kan mere. Hepper på dig <3

      Svar
  10. Caroline

    Det rører mig virkelig at læse dit indlæg, for jeg kender det så godt… Jeg har datet mere end én af sådan nogle typer, hvor jeg troede at det var meget mere end det var… I dag har jeg heldigvis den dejligste kæreste som bare vil mig 100% :-) Vi ville nok aldrig have talt sammen til en fest, da han er mere “fyren i hjørnet” og jeg var altid der hvor det sker. Så jeg er sindssygt lykkelig for at vi begge oprettede en datingprofil ret tilfældigt og mødte hinanden der ;-)

    Svar
    1. Kia Forfatter

      Ej, det lyder som en dejlig historie! På den måde er online jo så godt! For mig er det knap så godt – jeg er den sygeste stalker jo.. ;)

      Svar
  11. Charlotte

    Åhhh du rammer med det indlæg. Jeg var i et forhold i 3 år, hvor jeg blev mere og mere nedbrudt på samme måde. Det er virkelig hårdt og jeg har stadig så meget med i bagagen her et år efter, at jeg er bange for at ødelægge fremtidige forhold pga. det. Nøjagtigt som du skriver fik jeg også at vide at han var som et drug for mig. Og både familie og venner havde heller ikke kunne kende mig i den tid jeg var sammen med ham, fik jeg at vide efterfølgende.
    Nu er jeg helt ny på din blog, men hold nu op du skriver godt og vedkommende. Blev “sendt” herover via et link fra Twinpeaks, som er min absolut yndlingsblogger. Jeg har på fornemmelsen jeg også kunne blive ret glad for dig :-) Men da jeg ikke har nået at læse andet en et par indlæg fra dig, ved jeg heller ikke om du allerede har skrevet om det? Men ellers kunne jeg virkelig godt tænke mig at læse om hvordan du mødte din nuværende kæreste, hvordan du var klar til at lukke op igen efter den omgang med ham du beskriver i indlægget og hvordan du kunne mærke det føltes helt anderledes og rigtigt. Det kunne være dejligt motiverende for sådan en som mig, der pt. er bange for at jeg ikke vil turde åbne op igen.

    Svar
    1. Kia Forfatter

      Hej Charlotte,

      Mange tak for de fine ord og velkommen til. Det er så svært at komme over sådan noget. Især hvis det har været en slags afhængighed. Jeg har aldrig haft problemer med at åbne mig op for folk, heller ikke efter dette – men jeg kan godt forstå, hvis man er bange for det efterfølgende. For mig, der handlede det bare om, at forsøge at tage så lidt af det med mig videre, du ved, alle de dårlige ting jeg havde tillært mig i den relation, måtte jeg lægge til side og huske på, at ikke alle forhold er sådan. Det er mit bedste råd egentlig :)

      Svar
  12. Pingback: Golden moments på youbetterbefierce.dk: - you better be fierce

  13. Camilla

    Så godt skrevet, Kia! Og hvor kan jeg dog genkende mig selv i det og en af mine forelskelser, som præcis er eller var sådan, og som stadig kigger frem en gang i mellem, selvom det er fuldkommen selvdestruktivt og ugengældt. Det er egentlig ret pudsigt sådan noget.
    Elsker din ærlighed og i min verden, er du fandme sej! Knus <3

    Svar
  14. Ida

    Jeg svarer lige megaforsinket, men jeg sidder lidt i samme situation, og fandt dit indlæg frem, fordi jeg kunne huske, det var godt og klogt. Har selv lige afsluttet et “forhold” med ham, jeg troede, jeg skulle blive kærester med. Hvor jeg tænkte “this is it” første gang, vi var sammen. Ham, hvor jeg troede, det ikke kunne gå galt, fordi vi var så gode for hinanden. Kæmper mig nu igennem den nederen erkendelse, at han nok bare ikke var så vild med mig, som jeg er med ham. Det gør ondt. Men det skal nok gå. Det er jeg nødt til at tro på. Der kommer en dag, hvor mit hjerte ikke springer et slag over, når jeg hører hans navn. Tak for et godt indlæg – der burde findes mange flere ærlige skriverier om hjertesorg, for det er fandme ægte.

    Svar
  15. Pingback: En kærlighedshistorie.. - you better be fierce

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *