Et par strøtanker om børn og bryllup.

selfishbitch

“Jamen, hvad med børn?!” *Hyperventilerer*

Når man er i slut-20’erne og går fra sin kæreste igennem mange år, møder man megen forståelse, dejlig empati, naturlig undren og gode spørgsmål fra sine omgivelser. Det er dejligt og gør beslutningen lidt nemmere og overskuelig. Men wow, man møder sørme også mange paniske kvinder (unge og gamle), der nærmest hyperventilerer, mens de udbryder: “jamen, hvad så med børn?!” og “hvad nu hvis du ikke “når” at møde en anden?!”, “er det ikke lidt sent at finde ud af det?!”

Jeg undrer mig stadig den dag i dag over den reaktion. Hvornår er det i orden at pådutte andre sine ideer om det “rigtige liv” og hvem er det egentlig, der har bestemt at baby/ægteskab er det eneste “rigtige” at stræbe efter for en kvinde i slut 20’erne/start 30’erne? Hvorfor var der mon ingen kvinder på min egen alder, der sagde “fed og modig beslutning. Man får selvfølgelig ikke børn og bliver gift med en person, fordi det er nemt og trygt eller fordi man er nået en vis alder.. Man bliver gift og får børn fordi man har lyst”. Men det var det bare ingen, der sagde..

Meget apropos mit indlæg forleden, om at pådutte andre sin egen personlige “sandhed”.. Alle lever forskellige liv og træffer forskellige beslutninger. Kan vi måske ikke prøve at udvide vores horisont, så den ikke altid handler om bryllupper og babyer?

Jeg er nået en alder, hvor babyboom og brudeboom for længst har ramt mit facebook feed og hvor er det bare dejligt at følge med i. Jeg elsker børn og bryllupper! Men jeg kan altså ikke undgå at føle mig lidt som et (for)dømt andenrangsmenneske, når jeg møder gamle veninder eller folk fra min fortid, der kigger uforstående på Kia i sin lejelejlighed, med det der underlige job. “SKAL DU IKKE SNART HAVE BØRN?!” – Nej, jeg skal ej. Jeg skal en dag, men har vel en del år at løbe på endnu?! Eller hvad? I giver mig stress! :)

Hallo – man kan sgu da blive gift og få børn og sove, når man bliver gammel, hvis man vil det og selvfølgelig og så når man er ung eller midt i mellem. Dine forventninger til livet, er måske ikke ligesom mine lige nu og her.. Ja, så er det sagt! :)

Del gerne dine tanker med mig.

89 tanker om "Et par strøtanker om børn og bryllup."

  1. Louise

    Man skal gøre hvad der er rigtigt for én selv, ikke hvad omgivelserne synes er rigtigt. Jeg er 31, i fast forhold og har ikke lyst til at få børn (som i aldrig) – dét møder man godtnok også mange uforstående kommentaere over, kan jeg love dig! Mest folk der synes jeg går glip i det største i livet, som i deres optik er at få børn. Hvorfor kan man (jeg) ikke bare få lov til at mene noget andet??

    Svar
    1. Miriam

      Så meget det her! Men selv hvis jeg ville have børn, synes jeg da, at tanken om at få dem med den forkerte er så meget mere skræmmende end tanken om ikke at kunne nå at få dem. Jeg mener, hvis man er der i sluttyverne, hvor jeg også befinder mig, så har man da i hvert fald 10 år mere at løbe på.
      Jeg kører sådan noget hemmelighedshalløj på min blog, og jeg får uhyggeligt mange hemmeligheder ind, der lige præcis går på, at indsenderen i virkeligheden ikke er så vildt med sin partner, men der var bare ikke tid til at finde en ny, hvis hun ville have børn i tide. For mig er det scenarie hundrede gange værre en alt det andet. Tænk at skulle affinde sig med at være sammen med en mand, man ikke rigtigt elsker pga tidspres!

      Svar
      1. Kia Forfatter

        Det er SÅ skræmmende, Miriam! VILDT, at folk tager den “nemme”, trygge løsning! Det kan jeg nærmest slet ikke sætte mig ind i.

        Svar
  2. Mette Sørensen

    Neeeej må lige rette dig her, man kan ikke både få børn og sove når man blir gammel, da de to ting på ingen måde harmonerer

    Svar
  3. Anne

    Korrekt, der findes ingen rigtig måde at leve på. Selv er jeg 21, så det er slet ikke noget, som på nogen måde, er aktuelt for mig. Begge mine forældre var 30, da de fik mig.- Noget jeg dog har tænkt over sådan i gennem årene har været, at min mor nogle gange har sagt at man nok bør ’starte’ før man rammer de 30. Jeg har ingen søskende, og er ret sikker på, det faktisk ikke rigtig kunne lade sig gøre, da de syntes, de godt kunne have tænkt sig en mindre søskende til mig. – det åbner jo så op for en helt ny diskussion omkring, hvor meget man vil gå igennem, for evt at få de der 1,75 barn pr familie. Man kan vel i realiteten godt få børn et godt stykke op i alderen, hvis man gerne vil proppe sig med hormoner, og synes det er dét værd.

    Svar
    1. Kia Forfatter

      Men hvem siger at man vil have 1,75 barn per familie.. :) Kan du følge mig?

      Og for mig selv, så synes jeg ikke at “et godt stykke” op i alderen er i nærheden af 30’erne. Det er nye tider :)

      Svar
  4. Chris B

    Skide godt indlæg! Jeg er en af dem der ikke har mødt den eneste ene i en alder af 25, har ikke engang boet sammen med en fra modsatte køn – men er det virkelig så slemt? Jeg har den holdning, som mange moderne kvinder nok har, at kærlighed ville være fantastisk, men det er ikke slutningen på mit liv hvis jeg ikke finder manden. Jeg vil sgu have børnene alligevel – for hvorfor skulle jeg undvære fordi jeg ikke har mødt kærligheden? Møder også tit spørgsmålet ‘har du så fået en kæreste’ eller ’skal du ikke snart have en’ og hvor er det dog trættende.
    Tak fordi du tager tapen for munden i sådan nogle emner her!

    Chris B

    Svar
  5. Line Bork

    Ja, altså… Jeg er 23 år, snart single på andet år, og min facebook-feed flyder snart over med graviditetsbilleder og forlovelser. Men jeg har det også sådan; når det kommer, så kommer det. Og jeg nyder, at jeg har tiden for mig selv, til at passe på mig selv; gøre de ting jeg drømmer om og de ting jeg ønsker for mig selv. FØR jeg sætter andres liv i verden, som er dødsens-afhængige af mig og mit nærvær – eller involverer mig med en fyr, som skal være ‘for evigt’.

    Det er da til tider frustrerende at se hvad der sker i andres liv, hvis sovsen klumper i sit eget, fra tid til anden. Men i det store hele, er jeg kun glad for, at kunne tage livet og så store beslutninger i det tempo, jeg synes det skal tages i – uanset alder, beskæftigelse, livssyn eller hvad fanden for nogle kriterier folk har nu til dags :-)

    Tak fordi du tager alle de ‘hårde’ og gode emner op. Det er virkelig en fornøjelse at læse og fundere over.
    God aften :-)

    Svar
  6. Katia

    Word!

    Det som om man ikke kan være helt tilfreds, før man har hele pakken, som du nævner. Jeg får simpelthen lyst til at gøre det stik modsatte, bare for at prikke lidt til deres ‘Perfekte Verdensbillede’.
    Lad venligst vær med at projicere dine følelser og forventninger over på mig, tak!!!!

    Svar
  7. Kristina

    Enig!!!

    Er der noget værre end andre folks forventninger til hvordan man skal leve, sådan rigtigt! For den der lille bemærkning er der bare altid…. ‘Jaaamen I har der sådan et skønt liv, MEN vil I ikke gerne snart i hus!? MEN skal I ikke snart have børn?! MEN skal I ikke snart spare op istedet for at rejse?! Min teori er, at det er 50% undren og 50% misundelighed ;)

    Svar
  8. Signe

    Tak for et dejligt og vedkommende opråb – jeg er vild med dine ord og overvejelser! Fortsæt endelig med det :)

    Svar
  9. Baysen

    Jeg nærmer mig hastigt de 30, kæresten og jeg runder 7 år til foråret, vi er forlovede, og vi har plads nok. Vi burde måske nok være der, men især det med børn giver mig hjertebanken. Det føles bare ikke rigtigt. Endnu. For selvom nok så mange ting er på plads, er der også mange ting, der ikke er. Som manglende job, job med lange og skæve arbejdstider, job der giver depression.
    I min familie spørger vi ikke. Vi ved jo ikke, hvad det skyldes, at nogen ikke får børn. Måske er det et valg, måske kan det bare ikke lade sig gøre. Det er op til folk selv at dele.
    Blandt venner og bekendte bliver der til gengæld spurgt oftere og oftere. Jeg får lyst til at råbe, at det slet ikke rager dem. Som regel svarer jeg bare, at det ved jeg ikke, at jeg ikke har travlt. Og så får jeg dårlig samvittighed over, at jeg ikke for længst er gået i gang. For det burde jeg jo. Om lidt er det jo for sent.
    Bryllup er jeg til gengæld ikke nervøs for. At det ikke er sket endnu, skyldes ganske enkelt økonomi.

    Svar
    1. Baysen

      Det hjælper i øvrigt heller ikke, at medierne hele dagen har fortalt mig, at jeg har travlt.

      Mærkeligt nok, har jeg aldrig haft travlt. For 10 år siden drømte jeg slet ikke om børn. Jeg drømte om uddannelse, job og eventyr.
      Børn blev først en del af drømmen, da jeg mødte min kæreste. Men det er ikke alt afgørende. Det kommer, når det kommer. Hvilket jeg skal huske, når jeg føler mig presset oh tænker, at jeg jo burde.

      Svar
  10. Josefine

    Åh men altså, hvor har du ret. Altså i det med, at folk virkelig har en tendens til at ville pådutte andre deres personlige sandhed, drømme og ønsker. Jeg prøver personligt virkelig at lade være -bare dem omkring mig er glade, så er det mindre vigtigt hvordan de lever deres liv.
    Min kæreste og jeg er begge lige omkring de 30 (+/- et års tid) og har boet i udlandet de sidste par år. Vi har ingen planer om at flytte tilbage til DK lige foreløbig og går næsten (kun næsten) lige så meget ud som da vi begge var i start 20’erne og studerede. Vi får så ofte forskellige varianter af denne kommentar fra venner i DK: “Nu I har været ude og prøve det, flytter I vel snart hjem til Danmark så I kan slå jer ned og få nogle børn”. Vi ved jo godt det kommer af kærlighed og et ønske om at have os tættere på, men hold dog op hvor er det grænseoverskridende (og lidt irriterende) gang på gang at skulle forsvare hvordan man har valgt at leve.
    Vi (altså du er med i det her “vi” Kia! -og alle mulige andre også egentlig) har da totalt meget nogle år at løbe på endnu!!!

    Svar
  11. Sigrid

    You said it!!!
    Jeg er 28 og har sådan set fundet manden…er bare ikke nået til børnene endnu. Det synes mine ældre, kvindlige kollegaer til gengæld er noget af det mest interessante overhovedet. Det kom så vidt, at jeg måtte banke i bordet på et fælles møde og forklare ellers voksne, fornuftige mennesker, at deres snageri var upassende, og at det på ingen måde rager dem! Man kunne jo fandme ikke engang være lidt træt en dag…eller se lidt tyk i en nederdel (som jeg aldrig tager på igen) uden at der gik rygter om, at jeg var gravid…!

    Nu spørger de ikke mere…!

    Svar
  12. Maia

    Har det præcist ligesom dig. Ikke nok med at det er træls at få kastet i hovedet så er det også ekstremt uhøfligt. Og det er som om at folk er ligeglade med det. Det er deres business på en eller anden måde?
    Om man vil have børn eller ikke og hvornår er privat og personligt og andre mennesker burde virkelig at lære at forstå det. Bare fordi man ikke tænker ens giver ikke en ret til at dømme andre.
    Godt indlæg! :-)

    – Maia/ http://fitskinnyandhealthy.wordpress.com/

    Svar
  13. ml

    Jeg kan godt forstå dine pointer, men igen, så er det at få børn er jo bare ikke en selvfølge for mange, og ældre man bliver sværere bliver det at få børn. Og kroppen peaker i forhold til graviditet når man er i start 20’erne(!). Så hvis man vil have børn er det et fakta man bliver nødt til at forholde sig til.
    Også i forhold til fremtiden; hvilken mor vil man være, vil man være 55 og have småbørn, osv., osv.

    Svar
    1. Kia Forfatter

      55 år er måske lige i overkanten.. :)

      Men hey, vi lever længere og alt det der, så hvis jeg blev mor som 35 årig, ville det være helt ok.

      Svar
  14. Natasha

    Hej Kia :-)!

    Først tak fordi du stadig blogger – giver lidt dejlig overspringshandling! :D
    Jeg forstår dig udemærket godt, men det går også den anden vej..
    Jeg er 22år gammel (I know, ingen alder) og bor med min kæreste på Frederiksberg. Jeg har aldrig været på udvekling eller holdt sabbatår, skiftet studie eller holdt pause – er gået direkte fra folkeren til gym til uni, så jeg er lige begyndt på min kandidat i økonomi. Jeg eeeeelsker børn, og har faktisk tit sådan en “jeg ville ønske det var mig” men får altid afvide jeg er for ung, burde nyde livet eller lige blive færdig med at læse, liiige få et ordentligt job, og hvad med at se verden inden du skal have modermælkserstatning med over alt? Tja, det er bare ikke så meget mig.. Måske bliver jeg klogere, men jeg er KÆMPEMEGAONDSVAGT træt af præcis samme bemærkninger som dig, bare med andet fortegn ;)

    Tror det jeg prøver at sige er, at uanset hvad glæder jeg mig over der findes vise mennesker som dig der forhåbentlig ikke ville dømme, håber budskabet om mindre “man burde” spredes dejligt gennem din lækre blog <3

    – Natasha

    Svar
    1. Kia Forfatter

      Uanset med hvilket fortegn, så skal folk bare lade andre folk tage deres valg uden alt det snageri. Dejligt du har det sådan med børn. Så er det jo ingen grund til at vente! Jeg ville i hvertfald ikke dømme.. :)

      Svar
  15. Marie

    Super godt skrevet! Jeg er enig – man skal sgu ikke lytte til hvad normen mener er rigtigt. Man skal følge sit instinkt og sit hjerte, og finde sin helt egen vej i livet. Utroligt at folk kan sige: “SKAL DU IKKE HA’ BØRN?” når du har fortalt at du er gået fra din kæreste. Hvorfor skulle du dog få børn med en, du i virkeligheden ikke vil ha’? .. Hvorfor skulle du holde ud, og være sammen med den forkerte resten af dig liv – for at få børn? Ej men altså… Langt ude.

    Svar
  16. Trine

    Godt indlæg!
    Jeg tilslutter mig de forrige kommentarer, om at verden skal blande sig uden om ens private børn/ikke-børn ambitioner. Jeg drømmer om, at alle børn er ønskebørn, uanset hvor gamle deres forældre er, når de fødes.
    Dog vil jeg også bemærke, det biologiske faktum, der i hvert fald får mig på 28 somre til at tænke mere i de retninger (nuvel, jeg har en kæreste på godt 5. År) for vi er bare ikke lige så sikre på gevinst, når vi er 34, som når vi er 25. Men det har vi det ligesom med at glemme. 30’erne er de nye 20’ere siger man, men det gælder bare ikke for den indre biologi. Desværre.
    Selv var mine forældre ret gamle – relativt den gang i 80’erne – da de fik mig, og jeg ved da, at det ikke var nemt at få mig skabt. Omvendt ved jeg også, at jeg var et ønskebarn udover alle grænser, så.. Det er svært. Jeg er lidt splittet :-)

    Svar
  17. Cecilie

    Jeg er helt enig i, at man ikke skal blive i et forhold og få børn, hvis det ikke føles rigtigt! Og der er den der opfattelse af, at man skal nå at få børn, inden man når en vis alder – alt til sin tid. Dog er der også gået sport i, at man SKAL have børn sent, fordi vi kvinder SKAL have den vildeste karriere, have realiseret os selv og have rejst jorden rundt, inden vi får børn. Denne opfattelse synes jeg er rigtig træls – hvorfor ikke kombinere det hele? Hvorfor kan man ikke være “ung” mor (23-25 år) og så stadig nå de her ting? Efter at have set Riget live og vide, at hvert 10. barn er skabt med hjælp, så synes ærligt talt at “unge” mødre er for seje! Man skal selvfølgelig ikke sætte et barn i verden, hvis man ikke klar, har overskuddet og remedierne – alt i alt skal enhver kvinde jo gøre, hvad der føles rigtigt for hende. Men for søren, lad os nu bare få de børn – det er okay :-) Jeg er 24 år og jeg har været klar, siden jeg var 16 år. Dog har jeg lige en uddannelse som skal være færdig og et forhold som lige skal have lidt flere år på bagen :-)

    Svar
    1. Kia Forfatter

      Synes sagtens man kan kombinere det. Har intet imod unge mødre eller folk der vælger at få børn i start 20’erne. Gider bare ikke høre på, hvad jeg “burde”.. :)

      Svar
  18. Sisse-Sofie

    Hmn. Fint nok indlæg, selvfølgelig skal man selv have lov til at definere hvordan man gerne vil have sit liv, og hvilke værdier der er vigtige. Det er lidt ligesom at rejse. Jeg bryder mig ikke om at rejse, og føler mig altid dømt på, at jeg ikke har lyst til noget, som alle andre synes er skønt. Jeg synes dig også der er en anden side af den der historie, nemlig dem, som går fra deres kæreste midt i tyverne, og rent faktisk plages af det med børnene. Ja, for det er vel også okay? At stræbe efter det.
    Jeg gik for halvandet års tid siden, fra min kæreste gennem 5 år, som jeg også boede sammen med. Det lå i kortene, at det var ham jeg skulle giftes og have børn med, særligt det sidste. Jeg har altid ønsket at få børn, og glædet mig, men har aldrig haft lysten til at det skulle ske “lige her og nu”. Well, så viste det sig jo, at det heller ikke var ham det skulle være med. Da vi gik fra hinanden følte jeg mig dog virkelig slået hjem i ludo, og pludselig blev det med at få børn noget der fyldte mere, end det havde gjort før, hvor muligheden teoretisk var der, til nu hvor jeg ikke kunne. Jeg bliver nu 26, og føler stadig det pres helt vildt. Jeg har fundet en ny kæreste, som jeg er helt rundtosset pjattet med, og selvom vi er i den spæde begyndelse af vores forhold, tror jeg ikke, at jeg ville få et barn fjernet, hvis jeg tilfældigvis var gravid. Og jeg håber også jeg får børn inden for de næste fire år. Presset er reelt nok. Jeg vil gerne have børn inden jeg er 30, for min egen skyld, ikke for andres skyld. Og er det ikke også i orden? Ligesom det også er i orden, at jeg ikke har hede drømme om at rejse til Indien eller Nepal, og “opleve verden” på mine bare tæer? Ligesom det er i orden, at jeg ikke kan lide hunde?

    Bare husk, at der også er mennesker, der har behov for det traditionelle, og det er sgu altid svært, at gå fra sin formodede fremtid.

    Svar
    1. Kia Forfatter

      Hej Sisse Sofie,

      Jeg håber virkelig, at det fremgår tydeligt af mit indlæg at jeg netop ikke er foretaler for et ønske, fremfor et andet. Jeg beder egentlig bare til, at vi giver plads til alle ønsker og mål – også dem der vil have børn tidligere eller har andre planer end mig lige nu og her.

      Så jeg kan følge dig 100%.

      Svar
  19. Stine

    Jeg er 32 år og er blevet så træt af, at samfundet (og én selv ikke mindst) ligger pres på, at man skal være voksen, have fast job, fast kæreste og pensionsopsparring. Bor pt i New York, hvor det med at være i forhold eller få børn ikke er et issue, selvom man er i 30’erne. Mega befriende. De fleste på min alder har ikke engang deres egen lejlighed men bor i stedet på små værelser. Så amen til det du skriver Kia!

    Svar
  20. Maria

    Fantastisk indlæg som burde deles med alle, for du har jo fuldstændig rdt. Uanset om livet er fyldt med rejser, arbejde, sport, eller børn så er det jo op til den enkelte. Især nu, lige her i 2014 hvor verden også er et sted hvor man kan gøre som man vil og ALLE muligheder er åbne. Det er da skønt. Jeg tror at reaktionen hos andre handler om, at det for nogen er mest “trygt” hvis alle følger strømmen og gør “ligesom alle andre”. Tænk hvad skulle man snakke om til en fest hvis alle kørte af samme spor? :)

    Svar
  21. Maja Højgaard

    Kære Kia. Undskyld jeg ikke sagde at jeg synes det er sejt og modigt af dig at gå fra kæresten gennem knap et årti. Det er bestemt en modig beslutning og (uden at vide noget) den rigtige. Holdningen om “Hvad så med børn?” er jo helt tåbelig. Jeg har det sådan med venner der går fra hinanden i slut-tyverne at “Gudskelov de ikkefik børn”. Ikke for at forklejne et brud uden børn. Det kan gøres på mange måder men har alt andet lige færre ofre. Jeg håber du finder kærligheden m/k m./u. børn. Det lyder jo til du er godt på vej til at (gen)finde dig selv.

    Svar
  22. Camilla

    Man skal gøre hvad man selv føler er rigtigt! Jeg syntes det var rigtigt at blive gift som 26 årig og få barn som 27 årig, men det er ikke ensbetydende med at det er rigtigt for min veninde, kollega eller nabo. Det er en individuel beslutning. Vi medmennesker skal blive bedre til at spørge “hvordan har du det”, “hvordan føles den beslutning” bekymre os om personen, og ikke den kasse samfundet ønsker at stoppe personen ind i!
    God dag Kia.

    Svar
  23. Katinka mamanam

    Man skal gøre præcis, som man lyster.
    Dog kan man ikke ændre på det faktum, at mange får rigtig svært ved at få børn når de rammer 30.
    Ikke dermed sagt at det gælder alle – det gør det ikke, men jeg kender flere der har måtte give op :-)

    Jeg har selv et barn og planer om en karriere (er 22 og læser jura), det møder også mange fordomme ala; du er en lortemor hvis du ikke kan hente dit barn kl14 hver dag, ikke går hjemme i halvandet år, holder fri 2 dage om ugen og hvad folk ellers ytrer sig om.
    Sådan er min virkelighed ikke, jeg henter kl 16, nogle gange 16.30 – men sådan er det og min datter har det altså fint.
    Jeg troede egentlig ikke jeg skulle have børn, men er nu ret glad for, at vi valgte at få Alma den dag i dag.

    Svar
    1. Kia Forfatter

      Æv, for dem du kender der har måtte give op. Men hvis det går så galt, så er der heldigvis mange hjælpemidler og løsninger i vores velfærdssamfund. Så det bekymrer mig skam ikke, så meget.. endnu.. :)

      Svar
  24. Maria

    Jeg er enig – mest í, at man ikke skal lade sig pådutte af andres virkelighed og at det er så irriterende konstant at skulle forsvare sine egne valg. Jeg er enig i, at man kan sove og blive gift, når man bliver gammel. Til gengæld tror og håber jeg også, at man kan udleve karrieredrømmen (vi skal jo arbejde minimum til vi er 70), rejse og feste, når man bliver ‘gammel’. Jeg forstår, hvor du vil hen med dit indlæg og mit eneste men handler om børn. Selvfølgelig skal man være ‘klar’ til at få børn – men det er også vigtigt, at gøre sig klart, at jo længere man vælger at vente – jo større er sandsynligheden for, at man ikke kan få børn. (dr.dk havde en helt række artikler om lige præcis om samfund, fertilitet og tendenser i går, som stadig ligger lidt nede af forsiden). Det er helt biologisk.

    Svar
    1. Kia Forfatter

      Du har helt klart i at der er noget biologi indblandet. Men altså I disse tider, burde det nok kunne lade sig gøre, at få hjælp, hvis man som 30-årig får problemer.. :)

      Svar
  25. Gitte

    Jeg må indrømme, at jeg også var én af dem, der tænkte ‘Men hva’ så med børn?’, da du fortalte, at du var gået fra din kæreste. På trods af at jeg er kæmpe fortaler for, at vi selv skal være eksperter på vores eget liv og gøre det, der gør os glade. For så skal det hele nok gå :) Men jeg er også top-baby-skruk, 26 år og netop gået i gang med at forsøge med kæresten gennem 7 år – så min reaktion var selvfølgelig et symptom på mine egne føleleser. Og de er bare SÅ svære at skjule nogen gange. Anyway, forstår dog udmærket hvorfor du synes, at det er frustrerende. Selv oplever jeg det ift. mit arbejdsliv. Folk kan simpelthen ikke forstå, at jeg har valgt en lidt mere kunstnerisk tilgang og dermed sagt nej tak til fast indkomst og 8-16-job. Altid skal jeg udspørges om, hvorvidt jeg kan leve af det? Om jeg ikke skal have mig et rigtigt job snart? Men altså. Jeg kan snildt leve af det (men uden af blive rig på nogen måde), og for dælen hvor skal jeg bare IKKE have noget fast job. Jeg får desværre ofte følelsen af, at folk synes, at det er lidt synd for mig, at jeg ikke har fast arbejde, og det er noget så frustrerende, når jeg bare er GLAD. Jeg prøver bare at huske mig selv på, at folks reaktion selvfølgelig bare er et symptom på, at det er den måde, som de forstår arbejdslivet på. Det hjælper lidt. Men det er stadig frustrerende. Så det jeg prøver at sige er: I get you!

    Svar
  26. Marie

    Spændende indlæg.
    Jeg er én af dem der tager mig selv i nogen gange at spørge ’skal i så måske snart ha børn?’ (Forsøger at holde det til etablerede par, og kun én gang – desværre kan jeg jo ikke vide hvor mange andre der også spørger)
    Jeg er 27, og har en lille på ét år. Jeg er blandt de første i vennekredsen der har fået børn, og har gjort mig den erfaring at det er skide hyggeligt at være sammen med de andre som også har fået børn. Dem uden børn er selvf stadig dejlige venner, men der mangler et vigtigt fælles udgangspunkt. Jeg siger ikke at vi ikke har noget at snakke om længere ;) men helt selvvisk kunne jeg jo bare godt tænke mig at vi havde endnu mere til fælles og flere ting at dele.
    Når nu jeg ser det på skrift kan jeg godt se det ser helt tosset ud og jeg skal huske at ‘vi skal berige hinanden med vores forskellighed’ osv
    Men det var i hvert fald et forsøg på at forklare hvad folk der spørger tænker. For mig har det intet at gøre med at jeg ønsker at folk skal leve et bestemt type liv, og alt og gøre med at jeg gerne vil dele en oplevelse med dem. Se på det som en anden udgave af: ‘vi var i sydfrankrig i sommers. Der er såååå dejligt! I sku virkelig prøve det! Vi kan tage derned sammen næste sommer? Så har vi også noget at snakke om i de lange vinteraftner’ ;)

    Svar
  27. Lotte

    Kæmpe meget word, Kia! Jeg er lige fyldt 29, og jeg er heller ikke i nærheden af at købe hverken hus eller lejlighed, blive gift eller få børn. Jeg kommer selv fra en skilsmissefamilie, og selvom det er en lykkelig en af slagsen, vil jeg virkelig gerne undgå at mine børn (hvis jeg får nogen), skal igennem det samme bøvl.

    Så jeg har besluttet, at jeg ikke vil have børn et sekund før, at jeg er klar, min kæreste er klar, og at vores forhold er klar til det. Måske sker det aldrig, eller måske sker det først, når mine æggestokke er visne, men hey, hellere være barnløs end at bringe et menneske til verden, som jeg ikke kan rumme.

    Og hvis jeg først får lyst, når det er “for sent”, er der også råd for det. Jo jo, adoption og fertilitetsbehandling er ikke en walk in the park, men jeg vil hellere igennem det end at fucke et stakkels barn op, fordi jeg ikke var klar.

    Og lykkes det aldrig, nasser jeg da bare lidt krælighed ved mine dejlige niecer :-)

    Svar
  28. Kathrine

    Jeg er den kedelige sterotype som tænker “kom dog igang”. Men det er mere fordi jeg personligt synes det er synd for børnene med nogle gamle forældre, og der følger også ofte komplikationer med at vente længe før man får børn. Det er jo ikke givet at man som 35 årig bare kan få de børn man gerne vil have – det er det bestemt heller ikke som 25 årig – men prognosen er bedre!
    Jeg er 26 og mor til Emily på 10 måneder. Jeg elsker elsker elsker at være ung sammen med hende, og jeg ikke er 60 inden hun flytter hjemmefra (forhåbentligt

    Svar
    1. Kia Forfatter

      I mine øjne er en 60-årig ikke gammel? Måske er det bare mig? Og jeg havde da masser i mine folkeskoletid og gymnasietid med 10-20 år ældre forældre i forhold til mine egne.. Men så dem slet ikke som så gamle. Alder er bare et tal.. :)

      Svar
  29. Kathrine

    Jeg er den kedelige sterotype som tænker “kom dog igang”. Men det er mere fordi jeg personligt synes det er synd for børnene med nogle gamle forældre, og der følger også ofte komplikationer med at vente længe før man får børn. Det er jo ikke givet at man som 35 årig bare kan få de børn man gerne vil have – det er det bestemt heller ikke som 25 årig – men prognosen er bedre!
    Jeg er 26 og mor til Emily på 10 måneder. Jeg elsker elsker elsker at være ung sammen med hende, og jeg ikke er 60 inden hun flytter hjemmefra (forhåbentligt

    Svar
  30. Sara

    Jeg er simpelthen så vild med din nye blog, frk. Fierce. Dine indlæg fanger mig bare meget bedre på en eller anden måde, jeg kan ikke helt forklare hvordan. Måske er det emnerne, måske er det dit personlige touch, uanset hvad, så har jeg fået fornyet kærlighed for din blog :)

    – Sara // http://www.sarasskab.blogspot.dk

    Svar
  31. Katrine K

    Selvfølgelig er det irriterende at få det spørgsmål… der kan være mange grunde til at man ikke har fået børn (eller fået mere end et barn) der er selvfølgelig om man overhovedet har lyst til at få børn, om man er klar og har en at få dem med og så selvfølgelig biologien – det er ikke alle der kan få børn, selvom de gerne vil! og det er så hårdt at få de spørgsmål, hvis ønsket er der men biologien siger nej…

    Jeg fik min datter da jeg var 33 og har siden da forsøgt at få en til med adskillige ufrivillige aborter som følge.. – nu er jeg 40 og gravid igen, og denne gang ser det ud til måske at lykkes :-)
    – men hold kæft hvor har det været hårdt i de 7 år hele tiden at blive spurgt om vi ikke snart skal have nr 2!!!

    Svar
  32. Rikke Aa

    Generelle forventninger til, hvad der skal ske når man rammer “sidste i tyverne – start tredverne” – jeg har flere veninder/bekendte som er flyttet sammen med deres kæreste, efter ganske få måneder. De kan ikke blive gift hurtigt nok og få børn hurtigt nok. Samtlige af de her piger, undrer sig over, at jeg ikke er flyttet sammen med min kæreste, som jeg har kysset med i snart fem år, og at vi ikke skal have børn nu. Det er som om, at både alderen presser på og også x antal tid man har været sammen. “Nå, nu har I været kærester i 6 mdr. så skal I flytte sammen”, “Nu har I været kæreste i 2,5 år, så skal I have børn”
    Jeg undrer mig ligeså meget tilbage på dem, men fred være med det. Jeg elsker min helt egen andelslejlighed, mit studie som jeg kom aaalt for sent i gang med pga. for mange sabbatår og at kunne bruge alle mine penge på tøj og øl fremfor bleer og grød. Halleluja!

    Svar
  33. Signe // Copenhagen Kiddo

    Dejligt indlæg Kia. Der er virkelig mange mennesker der mangler situationsfornemmelse! Jeg oplevede mange kommentarer den anden vej rundt, da jeg valgte at blive gravid som 23-årig. Det var der virkelig mange, som ikke forstod og som heller ikke respekterede de begrænsninger det satte for mig i forhold til de ting vi lavede sammen før jeg blev mor. Men jeg kender også flere der har ventet, som har mødt mange undrende kommentarer. Alle skal vel egentlig bare gøre, som deres mavefornemmelse fortæller dem. Hvorfor få børn, hvis man ikke har lyst?

    Jeg tror også det er lidt af en dansk ting. Hvis man en enkelt aften siger nej til et glas vin, så falder der straks bemærkninger, om man mon er gravid. Endda fra folk man ikke nødvendigvis har en tæt relation til. Det er ret belastende.

    Svar
    1. Kia Forfatter

      Ja, det kan godt være det er en dansk ting. Det er i hvertfald ikke særlig høfligt eller følsomt at spørge om den slags ting.. :)

      Svar
  34. Ida T

    Kære Kia.

    Det her indlæg er som taget ud af mine tanker og min livssituation. Og jeg kunne ikke være mere enig med dig i dine argumenter, og i din undren.
    Jeg har fulgt dig ca. de sidste 4 år, og hvor er jeg bare glad for, at du er tilbage som den debatterende og vedkommende Kia, jeg faldt pladask for, i sin tid. At en blogger med din status sadler om/tilbage og skriver både intelligent og samfundskritisk er så modigt og sejt.
    Tak for de allerede mange gode indspark på din nye blog, det er så forfriskende!

    Kærligst Ida.

    Svar
  35. Christina

    TAK Kia for det indlæg! Ligger så meget i tråd med de tanker, jeg gav udtryk for i dit tidligere indlæg om at pådutte andre sine holdninger.

    Jeg er 28 og i forhold på 2. år. Både min og hans familie har nærmest allerede fastsat en dato for dåben selvom vi overhovedet ikke er i nærheden af at være parate til børn. Det er frustrerende fordi på den ene side har jeg lyst til at sige “klap i, det er vores liv!”, men omvendt kan jeg mærke jeg bliver påvirket af dem og tænker “shiiit hvad nu hvis det for sent? Må hellere få børn nu! Skat, så kan du godt smide bukserne, vi skal lave børn! Det siger vores forældre!”
    Ej, spøg til side, jeg har enormt svært ved at lukke af for både deres og samfundets forventninger til mit familieliv. Det er nærmest tabu og landsforræderi at sige man ikke nødvendigvis skal have børn, fordi så bidrager man jo ikke til fremtidens vækst!

    Det der især pisser mig så meget af er, at jeg tillader mig at blive påvirket af det. For det rager da virkelig ikke andre end min kæreste og jeg hvordan vi vælger at leve vores liv. Jeg syntes det er meget mere uansvarligt at få børn før man er klar til det, fordi man har en eller anden ide om at det er sådan man bør gøre, uagtet om man er i stand til at give barnet en god opvækst.

    Så kan det godt være jeg aldrig får børn, men hellere det end træffe et forkert valg som har konsekvenser for et lille uskyldigt menneske. Og den der med at det er synd for børn med gamle forældre, den giver jeg bare ikke meget for. Er det bedre for børn at vokse op hos nogle forældre, der ikke er klar til dem? Desuden er man “gammel” meget senere i livet i dag end tidligere. Vi lever længere og har meget bedre mulighed for at holde os sunde og raske, så hvorfor f***** have så travlt?! (Skriver jeg samtidig med begyndende hyperventilering: “er det for sent for mig? ER det for sent?? Skaaaat af med….ARGH altså”)

    Svar
  36. Guldlog

    Ja, du italesætter noget, som nok de fleste af os har mødt. Ung eller gammel. Der er åbenbart en eller anden latterlig uskreven ‘lov’ om, hvornår man ideelt set skal gro et barn. Tyvstarter man, er man alt for ung og dum og uansvarlig og smider heeeeeele sit liv på gulvet, og går man i gang for sent, ja så har man ikke prioriteterne i orden, er egoistisk og selvcentreret. Ak ak……

    Dejligt indlæg, der nok engang får sagt tingene råt for usødet. Og apropos stress…….så prøv at være 33 (snart 34) og KUN have fået 1 barn!!! ÅHHH GYS & GRU. Folk tror pr definition, at det må skyldes jeg ikke kan…..suk.

    Svar
  37. Pingback: Weekend i Stockholm. - you better be fierce

  38. MIaL

    Uh det trægte jeg til at læse efter at være nybagt single – ikke nybagt mor!!!
    Så dejligt at læse en blog der ikke kun handler om det gode forhold! Jesus! Redningskvinde – det er dig! Så nu høre jeg Beyoncé! Rigtig pisse hammerne højt og til stor gene for alle mine naboer.

    Svar
  39. Bibi

    Gudfader du er jo kun sidst i tyverne, der er masser af tid til at få børn eller blive gift!
    Masser af kvinder får først børn efter de er et godt stykke over de 30 år!!

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *