Perfektion, nej tak.

tumblr_lx1p6bzZBv1r3pe2oo1_500

Forleden faldt jeg over *endnu* en artikel om kvinder og deres evige jagt på perfektion i livet. Jeg ved ikke om jeg er den eneste, men hver gang jeg læser den slags, så tænker jeg altid: Helt ærligt – hvem gider være perfekt? Nu ved jeg godt at det faktisk er ok priviligeret at være mig. Jeg er bevidst om, jeg sidder i en ok situation og at jeg via mit talerør (min blog) kan være med til at definere mange ting, bl.a. ligestilling, at jeg synes der skal være plads til alle og at man må være lige hvem man vil i denne verden, så længe man kan se sig selv i øjnene om morgenen og alt det der. Jeg ved også at der for mange, stikker alt muligt under, når de måske søger efter perfektionen i alt hvad de laver.. Men jeg bliver ved med at spørge mig selv og mine veninder – Kan det virkelig være rigtigt, at vores generation hele tiden stræber efter det “perfekte liv”? Og hvad er det perfekte liv egentlig? I artiklen nævnes det at “et kvindeideal om at være perfekt kombineret med, at ”du er din egen lykkes smed”, leder kvinder ned ad den vej, hvor de tror, at de både skal og kan være perfekte – og at det er deres egen skyld, hvis de ikke er det”. Det er altså spot-on på mange måder. Når man som mig er rimelig priviligeret, så er det sgu da meget nemt, at bede folk om, at tage ja-hatten på og kæmpe for “det” ligesom alle os andre. Men alle er jo ikke som mig. Folk kæmper med deres egne ting og egne forventninger. Måske hjælper det ikke ligefrem, at åbne sin computer og se (på overfladen) perfekte piger (ikke mig) med spændende liv (ikke mig) og de HELT rigtige holdninger (måske mig) bede dem, om at slappe af. Jeg føler mig faktisk lidt skyldig i, at bidrage til det her “ideal” og det tænker jeg meget over for tiden..

I Norge har der her i juledagene været ramaskrig, fordi Norges største blogger er blevet taget i at photoshoppe sine billeder – ikke kun photoshopping af lys og kontraster, men et lille nip her og et lille tuck her, særligt på dage, hvor hun har følt sig utilstrækkelig og haft dårlige dage. Caroline selv skriver i et opfølgende indlæg at det er mere undtagelsen end reglen og hun beder om tilgivelse for sine “synder”. Jeg håber da folk “tilgiver” hende, altså så er det vel heller ikke værre? Hun er vel “bukket under” for et pres, som hun måske selv har været med til at kreere. Som jeg læser det, er det dog ikke selve billedemanipulationen, folk er sure over – det er vist mere løgnen om det. Caroline har flere gange ytret, at hun ikke ønsker at skævvride idealer og at hun derfor ikke bruger photoshop til andet end lys og kontraster. Av. Den er ikke god – troværdigheden kommer klart til at lide et knæk. Men hey, selv “forbillederne”, “onlineveninderne”, de “ægte” mennesker føler sig pressede til at være perfekte, helst så perfekte, at de skal photoshoppe deres hår længere og deres lår tyndere. Så er det hele lidt op ad bakke, synes jeg. Jeg mener bare – hvis de “priviligerede” ikke engang kan slappe af og ikke give en fuck (i mangel af bedre formulering) for perfektheds-idealerne.. Hvor er vi så henne? Det gør mig nervøs.

Jeg kan bare ikke lade være med at tænke – er det “perfekte liv” ikke op til den enkelte? Skal vi ikke blive enige om, at “perfekt” ikke bør et ideal i noget vi foretager os her i livet? For mig er “perfekt” et uopnåeligt ideal og ærligt – jeg vil da ikke være veninde med frøken “perfekt”. Jeg kan lide, at mine veninder er goofy og øffer, når de griner og serverer en cheeseburger til deres 2-årige på roadtrip, når det hele brænder på. Det giver næsten en plus i min bog, hver gang mine veninder dummer sig og indrømmer det og har brug for et kram og forståelse fra en der ikke dømmer dem. Det er der, jeg lærer noget af dem og de lærer af mig. Det er der, hvor vi sammen definerer, at vi egentlig har det meget “perfekt” i vores liv.

Måske skal vi som nævnt i Femina artiklen, være bedre til at dele de “dårlige” tider/sider online? Måske skal vi embrace, at det ikke altid kører for os? Vi oplever jo alle større eller mindre modgang(e) i vores liv her og der. Måske kører det ikke på studiet eller jobbet, måske går vi med dumme tanker om vores hverdag og overvejer at ryste posen? Måske kæmper vi med selvopfundne forventninger som vi ved, vi ikke kan opfylde? Måske ændrer vi os og det samme gør vores ambitioner? Måske skal indlæg, som det her jeg udgav for en uges tid siden og fik helt vildt god respons på fra jer, fylde mere på en blog som min? Så har jeg da måske gjort mit? Selvom mig og min stolthed havde det lidt ubehageligt over at indrømme de her pænt nederen ting, der normalt bliver “set ned på” i vores samfund.. Hmm, jeg tænker videre over alt det her.. Giv gerne dit besyv med!

14 tanker om "Perfektion, nej tak."

  1. Julie

    Jeg synes ikke den burde være så meget længere end at det er en del af det at blive vosken, ikke at bukke under for andres/samfundets forventninger. Jeg synes at det er tegn på umodenhed (selvom der er maaange voksne alligevel der har det sådan) at leve på en bestemt måde fordi det er det der “forventes”. At være stærk nok til at vide hvad man selv ønsker og til at sige fra hvis det er det der skal til er for mig et tegn på at man er ved at have styr på sit liv og være “voksen”.
    Fx historien om druk og druklege på rusture på uni kunne jeg slet ikke sætte mig ind i. Hvis du er voksen nok til at tage en uddannelse så er du vel også voksen nok til at kunne sige nej og stå ved dine holdninger hvis du ikke har lyst til at drikke. Det kan godt være at nogle siger “ej come on bare en enkelt”, men så siger man sgu da bare nej igen og så tror jeg virkelig ikke at den er så meget længere. Jeg brækker mig over folk der ikke kan owne up til deres egne valg og stå ved dem. Dét er den virkelige problematik for mig at se.

    Svar
    1. Sofie

      Jeg er meget enig – selvom den slags tanker ofte støder folk, fordi de “kan” jo ikke bare intuitivt finde ud af det, som måske falder virkelig let for andre. Jeg har fx let ved at spise sundt og ikke gå i spåner over tøsefnidder… men der er mange piger, der ikke KAN se ud over, om de har det rette RC stel. Selvom det er noget så patetisk for os andre at se.

      Ikke for at gøre debatten endnu mere omfavnende, men jeg ser ofte faretruende adfærd for små børn idag, deres forældre sætter sig dem aldrig imod, de får iPads og alt de lyserøde lort de har lyst til og man ser bare for sig, at intet vil være godt nok, når de engang bliver voksne? Jeg synes selv, at min generation kæmper meget med det der med, at alle valg er ledige, så paaaaas nu på ikke at vælge forkert. FOMO og YOLO og alt det der halløj. Men gudhjælpemig, små børn idag bliver alle behandlet som små prinser og prinsesser, men det kan vi alle ikke blive. Nogle skal også være en mellemleder på et kedeligt kontor. Nogle har nogle pisse nedern gener og kan ikke blive blogger-smuk. Nogle bliver syge, nogle er ikke så intelligente. Og nogle bliver pisse heldige.

      Så for at afslutte den smøre, så tror jeg virkelig at det hele bliver 1000 x værre. For du nævner at sige nej til en drink og så på egne ben. HVORDAN skal et lille barn, der er blevet curlet hele livet dog klare det. Og samtidig se, at alle andre er klogere, smukkere og well, bedre?

      Svar
    2. Kia Forfatter

      På mange måder er jeg så enig med jer begge – gode kommentar, der er værd at huske på. Virkelig.

      Svar
  2. signe

    Jeg læste engang, at vi selv er med til at avle de her perfekte idealer. De opstår oppe i vores eget hoved, og så forsøger vi selv at leve op til dem og løbende dokumentere hvor “god og perfekte” vores liv er, på fx de sociale medier. Og det er jeg fuldstændig enig i. Og ja, måske er det at hende bloggeren har valgt at photoshoppe sine billeder bare et tegn på, at hun altså også bare er et menneske som er bukket under for et pres hun muligvis ikke selv har kreeret. Men hun er med til at opretholde presset, når hun vælger at gøre som hun har gjort – og det er ligeså slemt i mine øjne… lidt ligesom at man selv er en mobber, hvis man bare overværer mobning og ikke gør noget for at stoppe det. Jeg vil gerne se mig selv som én der ikke bidrager til det perfekte liv, men jeg tror omvendt også man skal passe på med at tænke for meget over altid at gøre det rigtige.. så kommer vi ligesom tilbage til hvor vi startede kan man sige, og så er man lige vidt ;-) Det kan jo også være et enormt pres at føle, man altid skal gøre det rigtige. Det døjer jeg personligt selv meget med.

    Kia, kæmpe thumbs up for din “nye” blog. Det er nogle interessante emner du tager op. :-)

    Svar
    1. Kia Forfatter

      Ja, kan 100% følge din kommentar. For mig handler det om at være ægte og være selvsikker i den man er og de valg man tager. Det er desværre ikke alle der er det..

      Og tak for den fine kompliment.

      Svar
  3. Mathilde

    Jeg synes det er rigtig svært at skille ad, hvornår det er mig selv, der gerne vil spise noget bestemt, se ud på en bestemt måde, indrette min bolig på med nogle bestemte ting, træne noget bestemt eller læse noget bestemt og hvornår jeg er blevet påvirket til gerne at ville og gøre de ting. Og gør det egentlig noget, at jeg bliver påvirket af mine omgivelser i en særlig retning? Så længe jeg har det godt med det og ikke føler et gruppepres, fx til at sulte mig selv eller at gældsætte mig, for at købe lige præcis dét it-item, så det vel egentlig helt i orden at spejle sig i sine omgivelser og blive inspireret. Jeg håber da, at de fleste har det sådan, at hvis de ikke kan lide palæobrød og i øvrigt synes Lyngbyvasen er vildt grim, at de så bare lader være med at spise det brød og lader være med at købe den vase.

    Jeg er ellers helt enig med dig i Kia, at det ikke er noget mål at være “perfekt” – er man perfekt, så har man vel opnået alt i verden og hvor er drømme og målene for livet så henne? Når det er sagt, så synes jeg altså også godt, at man skal give den lidt gas. Hvis der er noget man gerne vil, fx spise lidt sundere og gøre noget for at få mere overskud i hverdagen, så synes jeg også, at man skal gøre noget for det. Det kan godt være, at så man arbejder hen i mod et eller andet mål, der i nogens øjne er stræberisk eller latterligt, man har man lyst til at give den gas og være fierce, så skal man gøre det. Man skal gøre sig selv glad.

    Svar
    1. Kia Forfatter

      Hej Mathilde,

      Virkelig fin kommentar.

      Man skal nemlig gøre sig selv glad og kigge sig selv i øjnene hver morgen.

      Svar
  4. Anna Warrington

    Fantastisk indlæg! Jeg tror hele problemet ligger i ordet “perfekt”, det er jo i ordets betydning noget absolut, noget ideelt og derfor ikke noget der reelt er muligt at opnå. Jeg tror, at man vil finde sig selv fanget i et liv hvor man konstant løber efter noget “mere” hvis hele perfekthedsbølgen først får tag i én. Først er man måske tilfreds med et niveau af hverdag, løn eller hvad det nu er, men så rykker man jo bare loftet for hvad der er godt nok –> og så halser man konstant efter et mål der aldrig opnåes. Det er bestemt ikke noget jeg selv kan sige mig fri for at gøre, men jeg prøver virkelig at huske det med at stoppe op, trække vejret og bare se på hvordan det er lige nu. For går det egentlig ikke meget godt? Jeg ser sikkert fin ud, jeg har det sikkert meget godt og lige bortset fra store livsbegivenheder som vi ikke selv er herre over, så er lykke jo typisk noget der mentalt konstrueres og derfor kan arbejdes med.

    Svar
    1. Kia Forfatter

      Præcis, Anna.

      Jeg tror mange skal være bedre til at hvile i det de har nu og her – så bliver livet lettere ;)

      Svar
  5. Henriette // Blondinemor

    Er så enig! Jeg gør det til en dyd via min blog og IG at vise hverdagens kaos og lukker også op for de mindre pæne tanker og betragtninger jeg sommetider har. Jeg hverken kan eller vil leve i en 100% perfekt verden. Og hvad er perfekt? Føler selv idealet har rykket sig meget fra jeg var fx 20 til nu. Heja til hverdagsmagi og de jævne ting!

    Svar
    1. Kia Forfatter

      Det er vigtigt at vi ikke bliver endimensionelle i vores fremstilling af os selv på blog og sociale medier. Der er vi helt enige! :)

      Svar
  6. Emma

    Vildt dejligt indlæg :)

    Tænker, at det der med at bloggere ikke deler deres “dårlige” perioder og nedturer måske hænger sammen med, at det tilhører lidt “privaten”. Bloggeren proklamere jo ofte, at de også ønsker at holde nogle ting private – og nedture er som oftest vildt personlige og intense. Jeg har aldrig set en blogger skrive, at kæresten skred samme dag som det er sket – hvilket jo er forståeligt. Men det bliver jo igen også lidt poleret, hvis det skal “komme til overfladen” senere og virke som en meget velovervejet ting og “vi var enige”, når sandheden oftest er en anden. Eller når man er blevet fyret på jobbet, skriver man det heller ikke.

    Og det kan jeg godt forstå. Det tror jeg ikke, at nogle mennesker har lyst til. Men det er blot mine overvejelser om, hvorfor der IKKE bliver delt disse ting – netop fordi de er “private” mere end opturene :)

    Svar
    1. Kia Forfatter

      Synes der er stor forskel på at være personlig og privat og synes godt man som blogger kan vise nedture eller bare dårlige dage eller ja, bare vise sig selv som en flersidet person, uden at gå i detaljer.. :)

      Svar
  7. Pingback: BLOGPOST-RECOMMENDATIONS » Natalie christina

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *