Tag nu lige “JA”-hatten på, ik?

Skærmbillede 2014-11-08 kl. 21.21.59.png

Credit: Mr. Yes af Kasia Lilja – købes her.

Forleden dag, læste jeg en sindssygt inspirerende artikel i Eurowoman om Mette Østergaard, der blev chef som 28-årig og har arbejdet hårdt for at nå til hvor hun er i dag som 32-årig. Jeg har personligt en svaghed for stærke, seje kvinder, der ikke klynker, den slags kvinder der får tingene til at ske og arbejder hårdt for alt hvad de har. Jeg er ikke i tvivl om, der ligger blod, sved og tårer bag Mettes karriere, men det er ikke det hun fremhæver i artiklen. Hun fremhæver i stedet, at hun er glad og taknemmelig for, hun bliver anerkendt for sit arbejde og at hun arbejder og tager bevidste valg og fravalg i forhold til sin familie. Hun mener at succes afhænger af 10% talent og 90% hårdt arbejde og giver os indblik, i dengang hun tog med sin udstationerede mand til Rusland, for bare at sidde hjemme i en by i Rusland med en baby og føle sig mega ensom samtidig med, at hun i den periode lidt mistede sin identitet som den seje karriere-person hun var vant til at være. Men guess what – hun dealede med det og tilpassede sig. Hun tog sgu da ja-hatten på! Hendes tanker om karriere og kvindeklynk er så inspirerende og faktisk lidt modsat af, hvad der ellers er populært at sige nu om dage. Det skal efterhånden handle om, hvor hårdt man har det, før man er en “ægte” og autentisk person. Vi ser det i damebladene, i medierne og på blogs hele tiden. Nej, hvor bliver der klynket til den helt store guldmedalje rundt omkring. Ved godt, at det ikke er pænt at sige og jeg er slet ikke fortaler for, at alt skal være lyserødt og vi ikke skal se hvordan folk kæmper – for det synes jeg er så fedt at se. Men jeg mister altså lidt for folk, der klynker over de valg de tager. Det er vigtigt at være skrøbelig og vi har alle dårlige dage, men jeg mener altså godt, man kan vise alle sine facetter som fx. blogger UDEN at gøre en big deal out of it.

Jeg tror det ville klæde mange mennesker at tage “ja”-hatten på og deale med de udfordringer livet giver en. Det er ikke pænt at sige, men nogle gange, bliver jeg sindssygt provokeret af, hvordan små ting skal pustes op til store eksistentielle livskriser. Hallo, newsflash: ALLE skændes med deres kæreste, alle har en dum chef, de fleste folk med børn der ikke sover om natten, har det pænt hårdt i hverdagen, ligesom vi alle nok har dårlige dage med op- og nedture. Fair nok, vi deler den slags med hinanden, jeg er all for it – men lad os nu ikke pive/brokke/klynke over det, som om det er det eneste verden drejer sig om. Jeg mener – bare i mit 28-årige liv, har jeg mødt unge mennesker, der er alvorligt og dødeligt syge, folk der har mistet deres job og livsgrundlag, kvinder der lever i voldelige forhold, børn og unge der har det hårdt i skolen og derhjemme, ældre der holder jul alene, fordi de har mistet og så skal jeg læse om, folk der piver over, at de ikke fik den fødselsdagsgave de gerne ville have og at deres liv er overdrevet presset, fordi de lige har to aftaler for mange med veninderne? Nej stop. Deal with it og få det til at fungere. “Ja”-hatten er ikke en så dum hat.. Siger det bare.

Artiklen med Mette Østergaard kan læses lige her. 

28 tanker om "Tag nu lige “JA”-hatten på, ik?"

  1. Julie

    Jeg er til dels enig i hvad du siger! Tror bare det er farligt at sige fordi det lige præcis er det dér “stop med at klynke” der gør at riiiiigtig mange piger (på min alder, jeg er 19) får stress/depressioner tidligt i uddannelsesforløbet. Fordi man lige præcis ikke deler hvor hårdt det kan være, og hvor stort et pres (fra alle – som du også har skrevet om før) der lægger på ens skuldre. Men på den anden side synes jeg helt klart også at hvis man winer for meget over de valg man tager, så tag dog nogle andre og gør noget for at komme ud af alt det du klager over! Og apropos nogle af dine tidligere indlæg tror jeg meget af klynken ville forsvinde hvis folk(kvinder) bare stod op for de valg de har taget og ikke giver en fuck for hvad alle andre tænker.

    Svar
    1. Kia Forfatter

      Vi er helt enige. Siger heller ikke man ikke må brokke sig. Brokker mig selv rigtig meget.. :) Det er mere det der klynk og piv og offerrolle, som virker lidt for påtaget.. Altså at skabe problemer ud af ingenting.. :)

      Svar
  2. Henriette // Blondinemor.dk

    Ja og nej… Rigtig mange ting der er store problemer ved første øjekast er meget nemmere at tackle og vende til en udfordring, hvis man acceptere tingenes tilstand. Det prøver jeg selv at gøre 90% af tiden. Med det sagt, så brokker jeg mig også indimellem. Jeg har en søn der på syvende måned sover max 2 timer i træk om natten, og det brokker jeg mig sgu over. Jep der er rigtig mange der ser det som luksus brok, men for mig er det skide hårdt lige nu. Det giver mig luft lige at hælde galde-brok ud. Jeg bliver dog rigtig træt af mennesker hvor ALT er brok. Go for at læsse af indimellem, men så samler man også op igen :)

    Svar
    1. Kia Forfatter

      Præcis, brok er fint! Slet ikke det. Mere det der offerrolle, jeg siger tag ja-hatten på til. Så er det måske ikke så slemt igen ;)

      Svar
  3. Stine

    Jeg er meget enig – især i den sidste betragtning. Jeg er ved at brække mig over dem (deriblandt rigtig mange bloggere), som laver et indlæg omkring deres “mega pressede liv” – og så er det fordi, de har for mange venindeaftaler og blog-events at gå til. Rimelig provokerende at læse om, når man på andet år sidder alene hjemme en lørdag aften og battler depression og ensomhed…

    Svar
    1. Kia Forfatter

      Præcis. Bliver selv enormt provokeret af det. Det er sindssygt forkælet, at lave kæmpe problemer ud af små ting. Så får man det altså hårdt, når man møder “rigtig” modstand, som du fx. gør nu. Føler med dig og håber du får et ordentligt kram af folk omkring dig.

      Svar
  4. Maria Nielsen

    Du har ret i, at det virkeligt kan gøre en stor forskel bare at tae “JA-hatten” på en gang imellem. Nogle gange skal man bare gøre ting uden at brokke sig eller tænke så meget over det (hvilket jeg kunne lære noget af, fordi jeg har det med at tænke for meget over tingene!!!). Jeg tror dog samtidigt at man somme tider har brug for at komme ud med nogle frustrationer – som man jo bla. kan gøre ved at dele ud af sine tanker om noget. Men ja. brok i ustandselige mængder er slet ikke til at høre på!

    Svar
    1. Kia Forfatter

      Vi er helt enige! Selvfølgelig skal man da brokke sig og det er dejigt at dele det. Det er mere den der offer-mentalitet, jeg nogle gange godt mener, man kan vende lidt ved at tage ja-hatten og måske så overveje at tingene måske ikke er så slemme igen.

      Svar
  5. Sofie

    Jeg må sige at jeg desværre kun er enig et stykke af vejen. Jeg er helt enig i at livet bliver en del lettere og at det bliver lettere at finde motivation til at overkomme udfordringer, når man fokuserer på de positive ting i livet. Det er en livsfilosofi jeg er meget nede med og for at det ikke skal være løgn har jeg en “ja-hat” tatoveret på armen og jeg har samme plakat hængende derhjemme.
    Når det er sagt er det, der skurer imod mine ører i dette indlæg, hele kvindevinklen i første del. især ordet “kvindeklynk” har jeg det svært med. Det at stå overfor et svært valg og så vælge at deale med det eller klynke burde ikke have noget med kønnet at gøre? på den måde du skriver læser jeg det som specielt rettet til kvinder der skal “tage sig sammen” og det synes jeg er rigtig ærgerligt da det kunne være relevant for alle at blive mindet om den gode ja-hat. Og “kvinden der skal tage sig sammen” er også en ret brugt kliché, som vi gerne skulle have bugt med. At skrive om og dermed acceptere den kliché kan have som konsekvens at det bliver ok for kvinder at gå ind i offerrollen eller endnu værre få den påduttet af andre.

    Svar
    1. Kia Forfatter

      Vi er helt enige om at “kvinde”klynk måske ikke er det bedste udtryk. Men det er mere fordi artiklen og min blog her nok henvender sig til kvinder at jeg brugte det.. Vil tænke over det en anden gang :)

      Svar
  6. lea

    Jeg er enig i hvad du siger. Jeg synes selv jeg har haft meget modstand i mit liv, men jeg lærte at det er en del af livet. Rubbe røven og skrid som min tante sagde…
    Dog synes jeg man skal huske på at folk oplever modstand forskelligt, og hvis de føler et stort pres så er det jo deres virkelighed, uanset om der er andre der har det værre. Det er lige meget når der er tale om en der sidder og winer på en blog, men nyttig viden hvis ens barn/veninde/mand ect. har det svært:)

    Svar
    1. Kia Forfatter

      Synes at man skal være åben om svære tider og brokke sig og klynke alt det man vil.. Men igen, det er mere en opfordring til folk i medier og i blogs om, at man nogle gange laver problemer og at ja-hatten måske ville være nyttig i disse tilfælde ;)

      Svar
  7. ELizabeth

    Prøv at læs bogen “Stå Fast” af Svend Brinkmann. Den sætter et lidt andet perspektiv på de ting du nævner i indlægget her. B.la. siger han, at vi skal blive MEGET bedre til at tage “nej-hatten” på! “Ja-hatten” og den positive, selvudviklende tankegang har vi hørt om i lang tid efterhånden, men i bogen hævdes det, at hvis vi begynder at kunne sige NEJ til ting, er vi mennesker med integritet, og ikke bare ukritiske robotter! Synes absolut at du skal læse den – den giver en masse stof til eftertanke!

    Svar
    1. Julie

      Meget interessant, det tror jeg faktisk er rigtigt! Hvis man får sat nogle grænser er der heller ikke så meget at brokke sig over

      Svar
    2. Kia Forfatter

      Hej Elizabeth,

      Tror du har misforstået mit indlæg lidt. Jeg opfordrer på ingen måde til ikke at sætte grænser og sige nej. Det går jeg totalt ind for man gør – er selv meget fast i mine overbevisninger og grænser. Så det er vi helt enige om.

      Det er mere ja-hatten i forhold til livets “små” udfordringer.. Det bliver i mine øjne sådan lidt hult, når man SKAL vise man har det hårdt altid for at blive respekteret som et “ægte” menneske.

      Svar
  8. Sofie

    De sidste par indlæg du har lavet? Det er som at læse mine tanker… ordret! Endelig endelig er der en blogger, der taler fra hjertet, ikke skriver “knuselsker” som hvert andet ord, og som rent faktisk belyser nogle af de problemstillinger, som man står i som pige i 20’erne med karrieren igangsat. Ting, som der ikke så tit bliver snakket om i medierne, hvor alt skummer over i candyfloss eller den rene ulykke. Det er virkelig rart at høre fra “normalen”, som jo også har sine virkelig store udfordringer. Piger med bare lidt hjerne, lidt intelligens og ambition. Jeg er sikker på, at mange andre bloggere netop også besidder disse kvaliteter – det er bare så satans ærgerligt, at de konstant henfalder til fan-girl klientellet og den lyserøde Carrie Bradshaw drøm.

    Så: er meget enig i ovenstående indlæg, nogle folk kan dog ikke finde ud af at kommunikere uden “en fælles fjende”, har jeg erfaret. De kan kun bitche, klage, klynke for at bidrage til samtalen og tror, at det giver dem kant her i livet. Som om, at man er et dybere menneske, hvis man konstant lufter, at man har såå meget stress. Der mangler netop røster, der hanker op i os, for det er en nedadgående spiral, hvor man kommer til at tillægge unge kvinder denne værdi – ala, “åh lille pus, det er da rigtigt at du har det hårdt! puha, det er hårdt”. Den slags gør intet for ligheden, intet for unge pigers selvværd at hive klynkekortet. Det er hårdt, men det er SÅ meget bedre på længere sigt at hanke op i sig selv og tage sig sammen. Lige som alle andre mennesker (!), der også har problemer i hverdagen.

    Svar
  9. Anonym

    Jeg er ret enig!

    Det er tit, jeg sidder og krummer tæer, mens jeg læser blogindlæg, der handler om, hvor hårdt et eller andet er. Først og fremmest synes jeg, det er fedt og modigt, når folk tør vise deres sårbarhed. Og gerne deler ud af deres nederlag. Man får lov at se det hele menneske – og ikke bare facaden.
    Men det er ikke min oplevelse, at det er dét, der sker på blogs.
    Og i forhold til ja-hatten… nogenlunde enig. Jeg bryder mig ikke om den der positivitets-tro, der har været så oppe i tiden. Bare tænk positivitet så skal alt nok gå… ja. Men hvis du bliver alvorlig syg, din kæreste skrider eller du mister dit job, så er det okay at tude og synes alt er noget møg.

    Men igen. Det er jo sjældent, dét der stresser de stakkels modebloggere. Det er mere sådan noget med, som en anden skriver, at de har for mange venindeaftaler og møder med PR-bureauer. Og jeg sidder foran min skærm og tænker, kære ven, dét der er jo ikke synd.
    Tit bliver det også svært at tage seriøst, når de her modebloggere sjældent har fuldtidsjob eller studie… og de har ih-og-åh-så-travlt, men samtidig drikker kaffe på café hver dag og går til frisøren oftere end nogen, jeg kender. I min verden svare det lidt til at have flere penge, end man har tid til at bruge. Luksusproblemer.

    Flere læsere kommenterer tit, at de savner ‘det ægte’ på blogs. Og jeg tror lidt, at det måske er dét, der får nogle bloggere til at finde problemer og drama i alt. Så de har noget at skrive om.

    Svar
  10. Eva

    Superfint indlæg. Du – og Mette Østergaard – har helt ret. Personligt er jeg et menneske, der hver dag tænker “k***, hvor er jeg heldig!”, fordi jeg fik den uddannelse, jeg ville, har en fantastisk mand, et dejligt barn og et liv med så meget indhold, at det halve kunne være nok.

    Men slf. er der sure dage, måneder med lidt for få penge osv. Der plejer jeg at sige til mig selv, at intet er, som det var engang, og intet bliver ved med at være, som det er. Og om jeg mon om 10 år vil tænke tilbage på det her som hårdt? Nej, det vil jeg i rigtig, rigtig mange tilfælde ikke. Måske en brugbar måde at få perspektivet ind i tingene?

    Og så en lille bøn om formen på din ellers fantastiske blog: Vil du ikke lave flere afsnit, når du skriver? Jeg kan godt lide “lange” indlæg, men det bliver lidt svært for mig at læse, når det er en lang tekst, der ikke er brudt op.

    Svar
  11. Pingback: Perfektion, nej tak. - you better be fierce

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *